”Madum Sø er klar og stille, en lysning af vand, birketræerne står på de hængende grene og dypper deres rakler i søvandet, det sitrer i bladene på de hængende grene, et forhæng, der gerne vil glide til side, en rislende trommehvirvel.”
”Kun til navlen”, s. 42.
Romanen tematiserer kærlighed, venskab, tosomhed, længsler, jalousi, sex, og hvad der egentlig er det gode (voksen)liv. Det centrale motiv i romanen er overgangen fra ungdomslivet og studietiden til voksenlivet, som romanens mest centrale karakter, Sylvia, finder er alt for snævert og småborgerligt – ikke mindst samlivsformerne opponerer hun imod.
Romanen vipper på en knivsæg mellem knivskarp satire og seriøst portræt af millennialgenerationen, hvor selviscenesættelsen er i højsædet, og enhver handling bliver gennemanalyseret. Det hele er så prætentiøst, og de syv venner forsøger konstant at overgå hinanden både verbalt og i handlinger, som når morgenbordet danner rammen om den vildeste omgang bagedysten.
Romanen benytter sig af en alvidende fortællerstemme, der ser det hele udefra og lidt på afstand, og som gengiver sommerhusturen med en ironisk, analyserende distance, som ofte medvirker til at understrege værkets satiriske karakter. Dertil kommer, at fortællerstemmen flittigt gengiver dialoger og bevæger sig ind og ud af de forskellige karakterer og serverer deres indre monologer for læserne, så vi kommer ind i deres tankerum og tæt på deres følelsesliv og forhold til hinanden. Samtidig dvæler fortællerstemmen ofte ved poetiske sansninger (se citat), besjælinger, indlevende karakteristikker og analyser – og bliver et spejl på de prætentiøse, poetiske litterater og kammerater.
Linea Maja Ernst
Linea Maja Ernsts debutroman ”Kun til navlen” er en sanselig smeltedigel om venskaber, kærlighed, længsler og sex, om overgangen fra ungdoms og studieliv til voksenliv og ikke mindst om alle de be...
Læs hele forfatterportrættet
