Linea Maja Ernst

Genrer og tematikker

Foreløbig har Linea Maja Ernst udgivet en roman, som genremæssigt placerer sig inden for generationsromanen, den poetiske samtidsroman og den romantiske komedie.

Dertil har Linea Maja Ernest et utal af artikler på samvittigheden som fast skribent på Weekendavisen, hvor hun skriver om litteratur, teater, fin- og popkultur, mennesker samt egne følelser.

Debutromanen ”Kun til navlen” ligger naturligt i forlængelse af Linea Maja Ernsts journalistgerning, hvor hun ofte og gerne skriver med følelserne udenpå tøjet. På Weekendavisen har hun da også lavet en podcast dedikeret til at undersøge, hvad der sker, når man læser litteratur og lader sig være i ”Følelsernes vold”, som podcasten hedder. Her sætter hun fokus på, hvad der sker, når hun åbner op for mødet mellem kunsten, vreden, forvirringen, ensomheden, længslen og alle de andre besværlige følelser.

”Kun til navlen” handler i høj grad også om at være i sine følelsers vold. Romanen har en indgående sanselighed over sig. Den er fuld af sanselige beskrivelser af naturen, og flere af karaktererne skrives frem med al deres krop og kød, liderlighed og længsler. Ikke mindst Sylvia og transmanden Kvæde. Sylvia har svært ved at dedikere sig helt og aldeles til sin kæreste Charlie. Ikke fordi hun ikke elsker hende, men fordi hun føler, livet bør kunne rumme mere. Og egentlig har hun også følelser for sin ven Esben. Tvivlen nager, mens begæret svulmer i Sylvia, og på samme måde bølger det frem og tilbage i flere af værkets andre karakterer. Men der er også Karen og Gry, som på den anden side hviler meget mere i deres ståsted i livet. Et centralt tema i romanen er seksualitet i bred forstand, og den kan oplagt læses som en queer-roman, der sætter seksualiteten og kønsperspektivet frit.

Romanen tematiserer endvidere overgangen fra ungdoms- og studielivet til voksenlivet, og hvordan man kan leve i overensstemmelse med såvel sig selv og sine følelser som omverdenens krav og forventninger.

Beslægtede forfatterskaber

På bagsiden af ”Kun til navlen” hedder det, at den er en moderne skærsommernatsdrøm, og slægtskabet med Shakespeares ”A Midsummer Night’s Dream” (1594-96) er da også tydelig. I begge værker er et bryllup et centralt omdrejningspunkt, og lidenskabelige forviklinger opstår. Begge værker har endvidere skoven som ramme, men imens Shakespeares komedie er fuld af manipulerende feer, spiller de magiske væsner en mere perifer rolle hos Linea Maja Ernst i form af Grys forskning i oprindelige myter og skandinavisk folketro.

Der er et vist slægtskab mellem Christina Hesselholdts forfatterskab og Linea Maja Ernsts debutroman. Det lidenskabelige og erotiske, længslen og tvivlen er også et omdrejningspunkt i Hesselholdts ”Du, mit du” (2003), og begge er inspireret af Virginia Woolfs alvidende fortællerstemme – de poetiske sansninger, indre monologer og stream of consciousness. Hos Hesselholdt kommer det Woolfske især til udtryk i serien om Camilla og vennerne, der bl.a. tæller romanerne ”Camilla and the horse” (2008) og ”Camilla – og resten af selskabet” (2010).

En vis inspiration henter Linea Maja Ernst også hos Sylvia Plath, og når hovedkarakteren i ”Kun til navlen” hedder Sylvia, er det utvivlsomt en cadeau til den amerikanske poet. I det hele taget bugner ”Kun til navlen” af litterære henvisninger, så læserne bliver lukket ind i forfatterens litterære bagkatalog.

Sally Rooney er en anden oplagt forfatter at sammenligne med. Begge har de overgangen fra ungdom- og studietid til voksenliv centralt i deres værker, og både tvivlen, fortvivlelsen, længslerne, lidenskaberne og venskaberne bliver skrevet tindrende frem hos begge forfattere.

Det er endvidere oplagt at læse Linea Maja Ernst i sammenhæng med andre værker, der tematiserer queerseksualitet såsom Oscar Wildes ”Billedet af Dorian Gray” (1891), E. Annie Proulx’ ”Brokeback Mountain” (1997), Thomas Korsgaards ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017), Leonora Christina Skovs ”Den der lever stille” (2017) og Inger Christine Løwes ”Cherry” (2020).

Relaterede forfattere