Leonora Christina Skov

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
marts 2022
Anne Vindum
cand.mag., 2021

Hovedforfatter

Nanna Johansen
stud.mag., 2007

Aparte psykologiske profiler og et kriminalistisk anslag er fælles for Leonora Christina Skovs romaner, der udfolder menneskelige fortrængningsmekanismer på alle tænkelige måder. Mystiske elskerinder, maskerede identiteter og vildfarent begær går igen i de intrikate værker.

Med sine seneste værker ”Den, der lever stille” og ”Hvis vi ikke taler om det” har hun taget hul på sin egen historie om at springe ud som lesbisk og om at blive forfatter.

Baggrund

Leonora Christina Skov er født som Christina Skov i 1976 og voksede efter eget udsagn op i et prototypisk borgerligt miljø med ligusterhæk og kernefamilieværdier i den lille by Helsinge nord for Hillerød. Denne opvækst skabte senere en modvilje mod normer og rammer for, ”hvad man gør, og hvad man bare ikke gør”, og en kraftig reaktion mod familien Danmarks værdisæt er derfor blevet en vigtig del af Skovs manifestation.

”Du burde vide, at jeg aldrig ville krumme et hår på min datters hoved, hviskede han hæst, jeg er ikke noget perverst svin, Clea. Det skal du ikke bryde dig om at antyde igen.”

“Rygsvømmeren", s. 156.

Foto: Politikens forlag

Født
31. maj 1976 i Helsinge nord for Hillerød.
Uddannelse
Magisterkonferens (mag.art.) i litteraturvidenskab og psykologi, Københavns Universitet, 2004.
Debut
Rygsvømmeren. Athene, 2003.
Litteraturpriser
Martha Prisen, 2018. De Gyldne Laurbær, 2018.
Seneste udgivelse
Nielsen, Annette K. og Leonora Christina Skov: Med på en lytter : en rejse i lytningens univers. Gad, 2022.

Hendes personlige stil er kendt som skarp og kritisk, hun udfordrer forestillingen om det “normale”, og hun dyrker gerne det grænseoverskridende. I alt, hvad hun foretager sig, taler om og skriver om, er det centrale et opgør med den traditionelle rollefordeling og et forsøg på at finde ind til de ting, man ikke taler om. Dette fremgår også af hendes syn på det at være forfatter. Til Weekendavisen udtalte hun sig således i 2007 om den aktuelle kritik af den såkaldte femikrimis popularitet: “Personligt skal jeg være den sidste til at beklage, at forfattergerningen langt om længe bliver glammet op her til lands, for kors, hvor har man skullet ligne en leverpostejmad rigtig længe, hvis man ville tages seriøst som forfatter. Det har heller ikke været spor okay at udtrykke, at man faktisk gerne vil sælge bøger, og at man har en stor læserskare i tankerne, mens man skriver.” [3].

Denne lyst til at rykke op i folk og sige det, som mange andre ikke lige tør sige – eller vil sige – præger også Skovs skriftlige værker, særligt fremtrædende i den feministiske debatantologi “De røde sko” fra 2002, men heller ikke i sine romaner “Rygsvømmeren” fra 2000, “Champagnepigen” fra 2007, ”Silhuet af en synder” fra 2010, ”Førsteelskeren” fra 2012 og ”Hvor intet bryder vinden” fra 2015 lægger hun fingrene imellem. Der er tale om romaner, hvor det ene tabuiserede emne efter det andet præsenteres for læseren. I de selvbiografiske romaner ”Den, der lever stille” fra 2017 og ”Hvis vi ikke taler om det” fra 2021 fortæller hun sin egen historie, der samtidig kaster lys tilbage på hendes tidligere romaner.

Leonora Christina Skov bor i dag på Frederiksberg.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Leonora Christina Skov i samtale om "Hvis vi ikke taler om det" med litteraturformidler Sarah Hvidberg, marts 2022.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Leonora Christina Skovs forfatterskab byder på vidt forskellige læseoplevelser, men fælles for hendes bøger er en genkomst af de samme temaer, for eksempel omkostningerne ved at forsøge at fortrænge en traumatisk fortid. “Champagnepigens” hovedperson har store psykiske problemer, men romanens beskrivelse af indre smerte og lidelse er ikke hjerteskærende, som det er tilfældet i “Rygsvømmeren”. Her dvæles der i de tunge temaer om identitetskrise, dyb ensomhed og seksuelt misbrug.

Temaer som fremmedgørelse og selviscenesættelse spiller en stor rolle i Skovs romaner. Ingen kan finde ud af at fungere under de givne rammer, og derfor føler de sig ensomme i en kynisk verden. Det afføder identitetsmæssige konflikter hos individet, idet en konstant selviscenesættelse er en reaktion på følelsen af fremmedgørelse. I de første romaner illustrerer de to hovedpersoner Linn og Coralie dette maskespil ved at agere som kamæleoner i forhold til deres omgivelser. I “Champagnepigen” radikaliseres dette tema om selviscenesættelse ved at fokusere på jetset-parrets konstante leflen for medierne og dermed offentligheden. Ved at lade Linn begå selvmord som konsekvens af at få ødelagt dette glansbillede, sætter Skov fingeren på mediernes magt i samfundet. I ”Førsteelskeren” optræder karaktererne under falske navne og identiteter.

Skildringerne af opvækst og familieforhold er oftest præget af svigt og ustabilitet med en fraværende og kold far og en dysfunktionel og sensitiv mor. Flere steder er det døtrene, der holder sammen på familien og får ansvaret for, at forældrene har det godt. Selvmord er hyppigt forekommende i familierne, hvor også de seksuelle relationer er uklare. Personerne har dermed et rystet fundament at stå på, og det sætter sig spor i deres relationer med omverdenen. Spørgsmålet, der lurer i alle romanerne, er, hvilke krumspring et menneske vil gøre for at komme sig fri af fortiden? Fortrængningerne udmønter sig i løgne, fortielser og forstillelse, og alle er på vagt over for andres vurderende blikke. Der hersker en generel mistro mellem mennesker, som om de forventer det værste af hinanden.

I et samfundsperspektiv er der kommentarer til den afhængighed, mange har af internet og sociale medier og den hurtige bekræftelse, man kan få der. For flere af karaktererne har noget først fundet sted, når det er dokumenteret digitalt, og særligt i ”Hvor intet bryder vinden” sættes dette på spidsen.

Beslægtede forfatterskaber

Leonora Christina Skovs forfatterskab viser, at hun er i stand til at jonglere med den sproglige stil, som det passer hende. “Rygsvømmerens” sproglige stil kan sammenlignes med Christina Hesselholdts første værker. Et eksempel er “Køkkenet, gravkammeret og landskabet” fra 1993, hvor sproget er fortættet, på grænsen til det lyriske. Også i en gennemgående sammenblanding af det indre og det ydre kan Skov sammenlignes med Hesselholdt, der i vid udstrækning gør brug af samme teknik.

“Champagnepigen”s primært sceniske fremstilling minder til gengæld mere om Helle Helles og Ida Jessens forfatterskaber. Også disse to forfattere rammer et bredt publikum, måske netop fordi den sceniske stil er lettilgængelig og umiddelbart underholdende. Samtidig er der hos alle tre forfattere et fortættet indhold gemt under den umiddelbare overflade, som gør læsningen interessant og betyder, at værkets dybde tiltager ved genlæsning. Legen med krimigenren i “Champagnepigen” leder desuden tankerne hen på Svend Åge Madsen og Hans Scherfig, der også har benyttet kriminalintrigen som påskud for at kritisere den måde, det moderne menneske har valgt at leve på.

I danske Mirjam Bastians forfatterskab er de fleste kvinder også på flugt fra nogen, noget og i høj grad sig selv. Flere af karaktererne er vokset op i ustabile familier med fraværende eller døde forældre, og særligt de skildrede mor-datter forhold er usunde og ubalancerede. Samtidig har de det kriminalistiske islæt tilfælles, da både Bastians ”Rejse i rød bil” fra 1997 og ”Loretta” fra 2015 rummer gys, mystiske mord og skumle elskerinder.

I ”Hvis vi ikke taler om det” udforsker Skov, hvordan hun blev til som forfatter og giver et både muntert og sørgeligt indblik i den danske forlagsbranche. Katrine Marie Guldager har også i sin roman ”Det samme og noget helt andet” (2021) skrevet sin tilblivelseshistorie som forfatter, hvilket også Jesper Stein kommer ind på i sin roman ”Rampen” (2021).