Mirjam Bastian

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., 2015

En påtrængende og definerende hjemløshed er fikspunkt for Mirjam Bastians romaner. Karaktererne flygter frivilligt fra deres fortid, og det giver lige store glæder og udfordringer blandt nye naboer, i nye lande og sågar på nye planeter. Debuten ”Rejse i rød bil” fra 1997 og ”Loretta” fra 2015 spejler hinanden i form og indhold, mens ”Observatøren” fra 2000 tager rodløs nysgerrighed med helt ud i rummet.

Baggrund

Mirjam Bastian Wechselmann blev født i 1969 i København og boede halvdelen af sin barndom i Hornsherred og halvdelen i Småland. Som 14-årig flyttede hun til Valby i København, og efter at være blevet smidt ud af 2.g på Skt. Annæ Gymnasium i 1981 tog hun som 18-årig til Canada og cyklede fra Montréal til New York på en stjålen cykel. Hun flyttede til London som 22-årig og har boet i New York, Berlin, Hawaii og London af flere omgange, inden hun flyttede til København i 2006. I London har hun taget kurser i kunstvidenskab på Chelsea College of Art London (1992) og en uddannelse som kunstfilminstruktør fra St. Martins College of Arts i London (1997). I dag bor hun i København, hvor hun i 2011 blev cand.mag. i Visuel Kultur på Københavns Universitet og har undervist i CSR-strategier, bæredygtigt design og visuel historiefortælling på Det Kongelige Danske Kunstakademi siden 2007. Privat er hun gift og har tre børn.

”Veronica. Det er navnet på en fransk eftersøgningsraket fra 1965, og det er totalt idiotisk paratviden, men det er det første, han kommer i tanke om. Derefter titlen på en svensk folkevise, hans far plejede at spille for ham, da han var lille. Veronica. Som den kvinde der nu sover på briksen bag skillevæggen, og som har tændt noget uforklarligt i ham, der ikke kan dulmes, hverken med pisco eller kometer.”

”Observatøren”, s. 53.

Mirjam Bastians baggrund er altså broget og mangfoldig, og udover at have arbejdet som kostumedesigner og grafisk designer, instrueret musikvideoer og kortfilm, har hun været kok på turneer med bands som Soundgarden, Rolling Stones og Bruce Springsteen og er uddannet både skrædder og boksetræner. Selv fortæller hun om forløbet frem mod at blive forfatter: ”Jeg har skrevet, siden jeg lærte at stave. Har egentlig aldrig haft en udtalt drøm om at blive forfatter. Da jeg var lille, ville jeg være scenograf. Så skrædder. Så filminstruktør. Efter at have arbejdet som filminstruktør i 15 år måtte jeg sande, at det var bøgerne, der var det eneste, jeg var rigtig god til. Det eneste der blev ved med at give mening på trods af den ultra-ensomme proces det altid vil være.” (Interview med Forfatterweb, august 2015).

Foto: Anne Mie Dreves

Født
1969, København.
Uddannelse
Skrædder, Ishøj Skrædderskole, 1990. BA i fine art film, St. Martins College of Art, London, 1997. Cand.mag. i Visuel Kultur, Københavns Universitet, 2011.
Debut
Rejse i rød bil. Samleren, 1997.
Litteraturpriser
Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Æreslegat, 2002.
Seneste udgivelse
Loretta. Samleren, 2015.
Inspiration
Robert Fisk, Paul Theroux, P.J. Harvey, Claude Lévi-Strauss, John Irving, Peter Suschitzky.

Om arbejdet med det, der skulle blive til debuten ”Rejse i rød bil”, fortæller Mirjam Bastian, at bogen begyndte som en serie breve, mens hun gik på filmskole i London: ”Jeg havde ingen computer dengang. Så jeg tog ind på skolen om morgenen sammen med rengøringspersonalet. Nede i kælderen, i musikrummet, der var der en computer, der havde Word installeret. Så satte jeg mig og skrev fra klokken syv til ni om morgenen indtil skolen startede. Og havde det hele på en floppy-disk.” [1].

Det var først, da hun havde skrevet næsten 50 sider, at hun indså, at det skulle være en bog. Hun boede i New York, da manus var færdigt, og bad sin far om at sende adresserne på nogle danske forlag, hvorefter han fotokopierede De Gule Sider over samtlige danske forlag og sendte dem til hende. Hun sendte naivt manuskriptet til de første 15 på listen og fik breve tilbage fra dem alle sammen: ”blandt andet fra et forlag, der syntes at min bog var rigtig, rigtig god, hele redaktionen havde læst den og de beklagede dybt at de ikke kunne udgive den, men de udgav desværre kun matematikbøger.” (Interview med Forfatterweb, august 2015).

Der lå et enormt researcharbejde forud for hendes anden roman ”Observatøren” (2000), hvor forfatteren tilegnede sig grundlæggende viden om astronomi og astrofysik, og hvor Bastian ad mange omveje fik adgang til de store observatorier i Chile og på Hawaii, hvor bogen blev til. Bastian fortæller om bogen: ”Den var en anderledes bevidst proces hvor jeg stillede mig selv en konkret opgave, idet jeg ønskede at arbejde med begrebet ’alienation’ (fremmedgørelse) i ordets bogstaveligste forstand og det blev til en kærlighedshistorie mellem en videnskabsmand og en alien.” (Interview med Forfatterweb, august 2015).

”Loretta” fra 2015, der er blevet til i London og København, blev skrevet på engelsk og siden oversatte Bastian den selv til den dansk.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Det overordnede og samlende tema for Mirjam Bastians udgivelser er identitet og nationalitet. De fleste karakterer bor et andet sted, end de er vokset op og har længslen som en iboende både destruktiv og konstruktiv energi. Følelsen af at høre hjemme er ofte flygtig, og tendensen er, at hjemme bliver noget personligt i stedet for et sted i verden. Hvor ude og hjemme i ”Rejse i rød bil” og ”Loretta” er forskellige lande i Europa, ekstrapoleres temaet i ”Observatøren”, hvor planeten Alpha Centaurus B lige under Sydkorset er hjemme for rumvæsnet Gatoraid, der er på mission på Jorden i menneskelig skikkelse.

Det fremmede blik på det velkendte går igen, og det blik en englænder kan have på Danmark, forstørres, når det er en galaktisk gæst, der kaster et fremmed blik på Jorden. Man opdager gerne først sig selv og sin kultur, når man tager ud i verden, og generelt er der i bøgerne blik for forskelligheder, integration og udfordringer ved at forene forskellige kulturer.

Indfældet i disse undersøgelser af tilhørsforhold er spørgsmålet om skæbne – om man accepterer den eller udfordrer den. Hvis man overhovedet tror på den. Der er forskel på, om man åbner sig for verden og de muligheder, den giver en, eller om man passivt venter på den rette løsning. Om man siger ja til tilfældet. Om man tør følge sit hjerte og sin umiddelbare fornemmelse.

Overgreb, seksualitet og skam er påtrængende problematikker, lige som uforløste og ustabile familieforhold, døde og fraværende familiemedlemmer er det. Romanerne udforsker de fortrængninger af sorg og savn, karaktererne slæber rundt på: hvordan kan mennesker leve i fornægtelse i årevis og hvad driver dem til at fastholde sig selv i det så længe?

I ”Observatøren” kommer der science fiction elementer ind i teksten, hvor drømmen om og længslen efter at finde liv i rummet faktisk forløses i den ellers realistiske fortælling. Den detaljerede omgang med astronomernes arbejde lægger ”Observatøren” på kanten til at være en videnskabsroman.

Selv fortæller Mirjam Bastian om sine karakterer: ”Jeg ønsker at give folk en oplevelse, en flugtmulighed, en fornemmelse af samhørighed. Jeg prøver oftest at beskrive vanskelige hovedpersoner, karakterer der ikke er umiddelbart ’likeable’, mange-facetterede personer der kan være svære at holde af. Selvom jeg mener, at magien findes i hverdagen og at hverdagsfortællinger kan være det mest oprivende, prøver jeg i vid udstrækning at holde mig fra temaer som børnefødsler og parforhold.” (Interview med Forfatterweb).

Beslægtede forfatterskaber

Både i form og indhold ligner Mirjam Bastians bøger flere af hendes forfatterkollega Leonora Christina Skovs. Formelt blandt andet ved at inddrage breve og bygge fortællingen op om flere spor, som først krydses undervejs i romanerne. Det sker f.eks. i Skovs ”Førsteelskeren” (2012) og ”Hvor intet bryder vinden” (2015). Samtidig har de det kriminalistiske anslag til fælles, da de begge bruger en mystisk og måske kriminel hændelse som afsæt for fortællingen, uden at det dog er opklaringen af den, der er i fokus. Tematisk går de begge i dybden med komplicerede familierelationer og kvinder på flugt fra deres fortid med benhårde fortrængninger og forkvaklede sorgforløb bag sig.

I Signe Langtved Pallisgaards ”Et andet sted” fra 2014 er spørgsmålet også, hvad man stiller op, når fortrængte barndomsminder kommer tilbage, og man ikke længere kan isolere sig fra sin fortid og sin skæbne.

I norske Merethe Lindstrøms prisvindende roman ”Dage i stilhedens historie” fra 2011 er det også et stort tab og et lige så stort tabu, der ligger som et åbent og ubehandlet sår mellem ægteparret Eva og Simon.

”Observatøren” har træk af videnskabsroman, og som sådan minder den om f.eks. Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1992) og Sissel-Jo Gazans ”Dinosaurens fjer” (2008) og ”Svalens graf” (2013) – hvori der også optræder en god del familiære svigt og hemmeligheder.