Merethe Lindstrøm

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
oktober 2024
Anne Vindum
cand.mag., februar 2019

Hovedforfatter

Ester Skibsted Holm
cand.mag., 2012

Med en rå, klar og samtidig poetisk prosa skriver Merethe Lindstrøm sig ubehageligt tæt på menneskelivet og den grundlæggende ensomhed, der er dets kerne. Hendes forfatterskab kredser særligt om sygdom i sindet og de komplekse kløfter, der kan opstå mellem mennesker, der skulle være hinandens nærmeste. I 2012 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for netop evnen til på sin egen stilfærdigt indtrængende facon at skildre tavsheden og afstanden imellem et aldrende norsk ægtepar i romanen ”Dage i stilhedens historie”.

Baggrund

Merethe Lindstrøm blev født i Bergen i 1962, men har boet mange forskellige steder gennem sin opvækst. Efter sine kunstnerforældres skilsmisse flyttede hun til og fra flere norske byer herunder Hammerfest, Stord og Høland. De hyppige flytninger og de mange skoleskift i opvæksten har betydet for Merethe Lindstrøm, at hun aldrig rigtig har følt sig særligt knyttet til et specifikt sted. Med Lindstrøms egne ord har hun gennem hele livet følt sig som en outsider. [1].

”Vi var to, vi klædte os af i mørket, det mørklagte værelse. Sengen var kold og vi var nye for hinanden. Vi var to skygger, klippet ud af et andet, endnu større mørke.”

”Dage i stilhedens historie”, s. 62.

Foto: Johannes Jansson

Født
26. maj 1963, Bergen.
Uddannelse
Bergen Katedralskole.
Debut
Sexorcisten og andre fortellinger. Forfatterforlaget, 1983.
Litteraturpriser
Mads Wiel Nygards legat, 1994. Notabenes litteraturpris, 1996. Tanums kvinnestipend, 1996. Dobloug-prisen, 2008. Amalie Skram-prisen, 2012. Nordisk Råds litteraturpris, 2012.
Seneste udgivelse
Arkitekt. Batzer, 2024. (Arkitekt, 2014). Oversat af Jannie Jensen. Noveller.
Inspiration
Jayne Anne Phillips.

Fra hun var en helt ung pige, søgte hun trøst og tilflugt i kunstens rum. Her følte hun sig ikke anderledes og forkert, som hun gjorde det i skolen. I et interview til NRK fortæller hun, hvordan hun som 17-årig pjækkede fra undervisningen på Bergen Katedralskole for at gå på kunstmuseum. Lige så meget som det handlede om at se på kunst, handlede det for teenagepigen Merethe om, at hun følte sig tilpas i museets stille, frie og tankevækkende rum: ”Foran kunsten var der ingen regler, det var op til mig, ingenting var givet på forhånd. Det var ukendt terræn. I de rum var alle alene. Det var mit sted. Jeg kan ikke engang sige hvorfor. Jeg havde bare behov for det. Det var som oxygen. Eller lys.” [1]. Lindstrøm følte sig altså allerede fra teenageårene tæt forbundet med, ja, nærmest afhængig af kunstens rummelige verden med plads til skæve personligheder og anderledes tænkemåder.

At det var i litteraturens verden, hun selv skulle udfolde sin kreativitet, vidste Lindstrøm i en tidlig alder. Lysten til at blive forfatter begyndte allerede i 12-års-alderen. Som hun selv forklarer det til den norske avis Dagbladet, var det hendes tidlige møde med skønlitteraturen, som gav hende et udtryksbehov. Det var dog først som 16-17-årig, at hun for alvor fik gang i skriveriet (Forfatterprofil på www.dagbladet.no: 1999-08-21). Den ivrige produktion i de sene teenageår resulterede i 1983 i hendes debut, novellesamlingen ”Sexorcisten og andre fortellinger”. Da den udkom, var Lindstrøm kun 20 år gammel. Lige siden har hun været en yderst produktiv forfatterinde, som har høstet stor anerkendelse for sin præcise og mørke prosa. I 2012 modtog Merethe Lindstrøm Nordisk Råds Litteraturpris. Merethe Lindstrøm er i dag bosat i den engelske landsby Hurstpierpoint syd for London med sin mand og sine to døtre.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Merethe Lindstrøms fortællinger kredser i deres nøgterne og underspillede fremstilling af egentlig konfliktfyldte og følelsesladede rum om spændingsfeltet mellem det sagte og det usagte. Denne tematik har optaget hende gennem hele forfatterskabet. Grunden er ifølge Lindstrøm selv, at hendes egen opvækst netop har været splittet mellem tavshed og tale: ”Mine forældre var skilt, og i min mors familie kunne man tale om alt, mens der var tavshed i min fars familie. Min litteratur bliver til i dette spændingsfelt.” [2].

Om sit litterære undersøgelsesområde siger forfatteren videre: ”Jeg har altid været optaget af relationer, afstande, nærhed og samtaler mellem mennesker. (…) Normalt skriver jeg om det, der ikke bliver sagt. Men i denne roman (”Dage i stilhedens historie”, red.) skriver jeg mere om det, der bliver sagt i stedet for. Jeg prøver at eksponere tavsheden i alle dens afskygninger.” [2]. I sit forfatterskab vender Lindstrøm igen og igen tematisk tilbage til menneskets grundlæggende ensomhed og de svære mellemmenneskelige relationer. Hvor hun i ”Dage i stilhedens historie” fortæller historien om ægtefæller, der burde være tætte, men er blevet tavse og fremmedgjorte for hinanden, skildrer hun i ”Steinsamlere” fra 1996 et nært og stærkt om end uhyre formelt livslangt forhold mellem en professor og hans sekretær. I tråd med ovennævnte tematik beskæftiger hendes roste novellesamling ”Gjestene” sig med individer, der på grund af afstanden til medmenneskerne føler sig som gæster i deres egne liv. Og endelig undersøger hun i ”Fra vinterarkiverne” (2017), hvordan det menneskelige mørke i form af psykisk sygdom kan forvandle kærligheden og nærheden til et ensomt fængsel af angst og ubehag, som man hverken kan eller vil undslippe.

Genremæssigt har Lindstrøm ved siden af sin romanproduktion stor forkærlighed for den fortættede og fragmentariske novelleform, der tilbyder læseren korte og ofte præcise indblik i en given verden. Også i hendes romaner synes Lindstrøms evner for og lyst til det præcise og kortfattede at trænge tydeligt igennem. Både romaner og noveller lægger med alt det uforklarede, der ulmer mellem de kortfattede linjer, op til at læseren selv digter med.

I romanen ”Fra vinterarkiverne” er ordknapheden afløst af et rodet, opbrudt og billedrigt sprog, der formidler det kaotiske indre i passager, der trækker mere på poesiens virkemidler.

Beslægtede forfatterskaber

Merethe Lindstrøm peger selv på den amerikanske forfatter Jayne Anne Phillips som stor inspirationskilde. Ifølge Lindstrøm var det netop hendes novellesamling ”Black Tickets” fra 1979 (”Sorte Billetter”, 1982), der fik hende til at kaste sig over novellegenren og tage den alvorligt (Forfatterportræt på www.dagbladet.no, 1999-08-21). Særligt den nøgterne, næsten kølige tone og de subtilt indtrængende fortællestemmer er lighedspunkter mellem de to forfatterinder. Med disse træk er de begge beslægtede med den anerkendte amerikanske novelleforfatter Raymond Carver, der netop er kendt for sine evner for at skære sine fortællinger helt ind til benet og overlade en del til læserens fantasi. Lindstrøms fortællestil er ikke minimalistisk i samme udprægede grad som Raymond Carver, men hendes fortællestil synes alligevel inspireret af minimalismens underspillede og nøgterne udlægning af virkeligheden. Eksempler på danske forfattere, der anvender denne præcise og komprimerede fortællestil, er Helle Helle og Peder Frederik Jensen.

I sin tematiske behandling af den fortrængte traumatiske fortid og afstanden den skaber mellem mennesker, minder Lindstrøms ”Dage i stilhedens historie” på mange måder om Jonathan Safran Foers ”Ekstremt højt og utrolig tæt på” fra 2005. I Foers roman fortælles sidehistorien om bedsteforældrene til hovedpersonen Oscar, der som de eneste fra deres respektive familier har overlevet bombardementet i Dresden under Anden Verdenskrig. Ligesom Simon i ”Dage i stilhedens historie” mister Oscars bedstefar Thomas Schnell gradvist talens brug og trækker sig tilbage fra samlivet. For Hr. Schnell som for Simon kommer denne tilbagetrækning til at stå imellem ham og dem, han elsker. Ligesom Simon og Eva har bedsteforældrene i Foers roman forsøgt at bygge hele deres liv og helt konkret deres lejlighed op omkring de tomrum af tavshed, som deres fælles traumatiske fortid udgør. I begge tilfælde mislykkedes dette, og fortiden holder aldrig op med at fylde i deres liv.

Med springet ud i autofiktionen i romanen ”Fra vinterarkiverne” kommer et tydeligt slægtskab med landsmanden Karl Ove Knausgård til syne. Fælles for de to norske forfattere er deres rå og på hver sin måde sanselige undersøgelser af det svære voksen- og familieliv, der bliver udfordret af umulige og altopslugende parforhold, psykisk sygdom, social arv og ikke mindst navlebeskuende kunstnerambitioner.