BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Sissel-Jo Gazan
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
*Seneste udgivelse

Sissel-Jo Gazan

Senest opdateret
  • Anne Vindum
    cand.mag., oktober 2025
Hovedforfatter
  • Mette Marie Zacher Sørensen
    cand.mag., 2010

Intro

Sissel Jo Gazan kredser i sit forfatterskab om det sære menneskeliv og vores møder med hinanden. Værkerne fra det tidlige forfatterskab udfolder sig løsrevet fra tid og sted, mens en samtidig realisme gør sig gældende i de nyeste udgivelser: biologikrimierne “Dinosaurens fjer”, “Svalens graf” og ”Uglens øje” om fortidsøgler, medicinalindustri og kærlighed, samt ”Blækhat” om 1980’ernes politiske miljøer, streetart og familiehemmeligheder. Spændingsromanen ”I en dråbe” fra 2024 er første bind i en ny trilogi om den adopterede kriminalbetjent Mia Thiel Jensen, og her er transnational adoption et centralt tema.

Baggrund

Sissel-Jo Gazan blev født den 20. december 1973 i Aarhus, hvor Sjællandsgade-kvarteret dannede rammen om en idyllisk 1970’er stemning med hygge og fællesspisning i gården. Hendes far er journalisten Paul Gazan og hendes mor Janne Hejgård - en energisk og slagkraftig folkeskolelærer og fagbogsforfatter. Da Sissel-Jo Gazan var fem år gammel blev hendes forældre skilt, og hendes mor tog hende med ud på skibet Shearwater, hvor de sejlede rundt i Middelhavet i tre år. På rejsen skrev Sissel-Jo hjem om smidige delfiner og duftende appelsiner. Hun begyndte også hurtigt at opfinde fantasifulde og dramatiske historier.

”Da frosten kom og lagde sig som englehår over haven, pyntede hun hækken med glaskugler, ikke blot de farvede, men dem, der var overtrukket med glimmer og har figurer i relief. Og hun rev sneen med den bredtandede rive og fyldte rillerne med farvet pulver og fyrfadslys, og om aftenen lignede plænen et virvar af underjordiske grotter, og man kunne næsten høre små mænd arbejde med hakker og høre deres små koner synge.”

“Et barn for sig”, s. 40-41.

Som barn og ung boede Sissel-Jo Gazan forskellige steder i Danmark, og i de år etablerede hun en rodløshed, der har haft indflydelse på hendes bøger, fordi de er skrevet rundt omkring i verden. Hun debuterede som 21-årig med den fabulerende kærlighedsroman “Når man kysser i august”. Den blev til i Lissabon, hvor den unge forfatter lejede sig ind hos excentriske Dona Rosa og skrev uafbrudt.

portræt af Sissel-Jo Gazan
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
  • Født

    Den 20. december 1973 i Aarhus.

  • Uddannelse

    Biolog med speciale i dinosaurer.

  • Debut

    Når man kysser i august. Klim, 1995. Roman.

  • Litteraturpriser

    DR Romanprisen, 2009. De frankofone landes Ambassadører i Danmarks Litteraturpris, 2013. Læsernes Bogpris, 2014. Blixen-prisen for årets bedste krimi, 2023.

  • Seneste udgivelse

    I en dråbe. Politikens Forlag, 2024. Spændingsroman.

  • Inspiration

    Henning Mankell.

Ved siden af skriverierne begyndte Gazan at studere biologi og blev færdig i 2004 med speciale i dinosaurer. Hun siger selv, at hun hovedsageligt læste biologi for at bevise, at hun kunne. Inderst inde vidste hun, at hun ville være forfatter. I 1996 mødte hun Martin, som hun blev gift og fik datteren Ea-Viola med. Alt var lykke og succes, troede hun, men pludselig ville Martin skilles. Datteren var kun lige blevet et år, da han efterlod dem alene. Sissel-Jo Gazans tro på kærligheden fik sig et gevaldigt knæk.

Bruddet har hun brugt på en åben og selvbearbejdende måde i medierne. Hun lavede i 2005 et projekt sammen med fotograf Sif Meincke, hvor de tog rundt i Danmark og snakkede med forskellige præster om kærlighed og den høje skilsmisserate i dagens Danmark. Dette blev til bogen “Sig ja! – hvad præster ved om kærlighed”, og konceptet blev i foråret 2008 udvidet til tv-programmet “Kærlighedens bud” på DR2, hvor Sissel-Jo Gazan i samtale med forskellige præster bruger sin egen personlige historie.

Det helt store gennembrud fik Sissel Jo-Gazan i 2008 med kriminalromanen “Dinosaurens fjer”, som indbragte hende DR Romanprisen.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Sissel Jo-Gazan fortæller om skriveprocessen bag "Uglens øje" i interview med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Hvidberg, juni 2022.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Sissel-Jo Gazan opfinder i sine fortællinger et eventyrligt og lidt gakket univers, hvor hun lader almenmenneskelige scenarier udspille sig. Alvoren er en evig medspiller, og figurernes charmerende neuroser viser tilbage til en barsk psykologisk realitet.

Forfatterskabets tre første romaner unddrager sig en konkret placering i tid og sted. Der er meget få geografiske bestemmelser, og materielle indikatorer som ‘Gauloise-cigaretter’, ‘franske bagateller’ eller ‘skoleuniformer’ er sparsommeligt placeret. Sissel-Jo Gazan lader tilmed åbenlyst være med at bruge årstal. Flere gange bruger hun teknikken med blot at skrive “19-”, hvilket giver en tidsmæssig margen på hundrede år. Forfatteren er på den måde universelt orienteret og signalerer med sine romaner troen på noget almenmenneskeligt, der gælder til alle tider.

Et psykologisk fænomen, der går igen i Gazans romaner, er fortrængning. Psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) beskrev, hvordan det er normalt at fortrænge nogle af de elementer, der ikke svarer til ens selvbillede, men ekstreme fortrængninger fører til psykiske lidelser. Disse ekstreme fortrængninger ser vi i Gazans romaner, hvor hele perioder i personernes liv er gemt væk. Men i tråd med Freuds teori kommer fortrængningerne op til overfladen i glimt, som da drengen Simon fra “Et barn for sig” pludselig kan huske navnet på sin barndomsgade og tror, det er navnet på en kvinde. Budskabet er tit, at løgn og fortielser, der er med til at skabe fortrængningerne, giver neuroser og usikkerhed.

“Vigtigt at vide om Ludmilla” adskiller sig fra de andre romaner med sit underspillede politiske og historiske engagement. Det er ikke et konkret scenario, der skildres, men de almene menneskelige konsekvenser af krig.

Fra de første romaner til krimierne “Blækhat” og “Hvide blomster” og frem bevæger Gazan sig fra et ultrafiktivt univers med et strejf af eventyr til et konkret dansk miljø og referencer til historiske begivenheder. I de senere romaner er temaer som transnational adoption og medicinalindustri skrevet ind, så plottet sættes ind i en aktuel og politisk ramme.

Beslægtede forfatterskaber

Sissel-Jo Gazan har selv læst mange krimier – og det kan tydeligt mærkes med ”Dinosaurens fjer”, ”Svalens graf” og ”Uglens øje”. Hun er vild med Henning Mankells romaner om den sydsvenske politimand Kurt Wallander. Genremæssigt er hun ellers altædende og inspireres mere af det at læse, end af det hun læser. Hun kan godt lide, når bøger fanger og beriger. Hun skriver selv om sine yndlingsbøger: “‘Oliver Twist’ og ‘Brødrene Løvehjerte’ er de mest skattede romaner i mit liv, de eneste bøger jeg har læst adskillige gange og stadig læser med jævne mellemrum. John Irvings ‘Æblemostreglementet’ åbnede døren ind til det rum, hvor jeg allerførste gang blev forført af tanken om, at skrev jeg en roman, ville jeg kunne bestemme alt, fra min hovedpersons hårfarve til virkelighedens indretning.” (Litteratursiden.dk)

Man kan godt fornemme passionen for eventyrlige børnebøger i Sissel-Jo Gazans romaners univers. De dramatiske psykologiske fortællinger er ofte pakket ind i bløde stemninger og henførthed. Man kan sammenligne hendes univers med Majbritte Ulrikkeholms. Hun skriver også indlevende og fantasifulde bøger med et strejf af eventyr. Oftere hos hende ser man dog en decideret magisk realisme, hvor Sissel-Jo Gazan holder sig nogenlunde på realismens vej, uden for mange afhop til en spirituel verden.

Børnebogsforfatteren Cecil Bødker kan på nogle punkter også ses som en litterær storesøster. Hendes bøger er fantasifulde og dramatiske. Hun har skrevet historiske børnebøger, men bruger lidt samme camouflage som Sissel-Jo Gazan. Det er ikke så vigtigt præcis, hvor eller hvornår en historie udspiller sig, det vigtigste er den stemning, der er på tidspunktet og de begivenheder, der udspiller sig i bogens univers, hvor alting kan ske.

“Dinosaurens fjer” og “Svalens graf” skriver sig ind i en tradition med spændingsromaner, der har populærvidenskab som klangbund. Af hovedværker inden for denne disciplin kan nævnes Dan Browns romaner og Peter Høeg med “Frøken Smillas fornemmelse for sne”.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Når man kysser i August
Når man kysser i August

Sissel-Jo Gazan

Klim, 1995.

Et barn for sig
Et barn for sig

Sissel-Jo Gazan

Klim, 1997.

Vigtigt at vide om Ludmilla
Vigtigt at vide om Ludmilla

Sissel-Jo Gazan

Gyldendal, 2003.

Dinosaurens fjer
Dinosaurens fjer

Sissel-Jo Gazan

Gyldendal, 2008.

Svalens graf
Svalens graf

Sissel-Jo Gazan

Gyldendal, 2013.

Blækhat
Blækhat

Sissel-Jo Gazan

Lindhardt og Ringhof, 2017.

Hvide blomster
Hvide blomster

Sissel-Jo Gazan

Politikens Forlag, 2020.

Uglens øje
Uglens øje

Sissel-Jo Gazan

Politikens Forlag, 2022.

I en dråbe
I en dråbe

Sissel-Jo Gazan

Politikens Forlag, 2024. Spændingsroman

Samtalebog

SIG JA! – Hvad præster ved om kærlighed.
SIG JA! – Hvad præster ved om kærlighed.

Sissel-Jo & Sif Meincke Gazan

Pretty Ink, 2005

Rejseguides

Min by Berlin.
Min by Berlin.

Sissel-Jo Gazan

Momondo, 2009

Ta' med til Berlin.
Ta' med til Berlin.

Sissel-Jo Gazan

Momondo, 2010

Vi elsker Berlin
Vi elsker Berlin

Sissel-Jo Gazan

Lindhardt og Ringhof, 2015.

Vi elsker stadig Berlin
Vi elsker stadig Berlin

Sissel-Jo Gazan

Politikens Forlag, 2019.

Børnebøger

Anton, Hugo og Guldhesten
Anton, Hugo og Guldhesten

Sissel-Jo Gazan

Gyldendal, 2019. Billedbog.

Om forfatterskabet

“På en måde var det en gave at han skred”. Interview i Berlingske Tidende
“På en måde var det en gave at han skred”. Interview i Berlingske Tidende

Karen Margrethe Schelin

2008-03-22

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sissel-Jo Gazan

Kilder citeret i portrættet

[1]

“Portræt af ondskabens kim”. Interview om “Vigtigt at vide om Ludmilla”

Helene Moe

Kristeligt dagblad, 2003-03-01

[2]

“Inspiration”. Tekst af Sissel-Jo Gazan på www.litteratursiden.dk

Sissel-Jo Gazan

[3]

Forfatter efter ti år i Tyskland: Jeg fandt lidt af min b…

Michelle From Hoxer

Interview om “Blækhat”. Dr.dk, 2017-09-22.