
Dan Brown
- Redaktionen2025
- Christian Bauncand.mag., 2013
- Pia Andersenjournalist, 2006
Intro
Dan Browns hæsblæsende spændingsromaner om hemmelige selskaber og mystiske sammensværgelser har skudt ham til tops på bestsellerlister verden over. Hans roman “Da Vinci Mysteriet” afslører kristendommen som et stort bluffnummer, og den er blevet historiens hidtil mest solgte voksenbog – faktisk kun overgået af Bibelen. Dan Brown graver med vild energi i religionens, kunsthistoriens, videnskabens og politikkens fortidige og nutidige mysterier. Ingenting er, som det ser ud til at være, men det hele hænger sammen alligevel. Koden skal blot brydes.
Baggrund
Dan Brown er født og opvokset i byen Exeter i New Hampshire i det nordøstlige USA. Barndomshjemmet var fyldt med bøger: Browns far var matematikprofessor og underviste på Phillips Exeter Akademiet, moderen var professionel musiker med speciale i religiøs musik. Selv valgte Brown at studere engelsk og kunsthistorie, men sammenstødet mellem forældrenes baggrunde i naturvidenskabens og kunstens verdener udgør en hovednerve i hans forfatterskab.
”Langdon tænkte på kvinden med det piggede strithår der havde myrdet dr. Marconi med koldt blod … soldaterne der skød efter dem … det italienske politi der havde samlet sig ved Porta Romana … og nu en overvågningsdrone der ledte efter dem i Boboli-haven. Han blev tavs og gned øjnene mens han tænkte over sine muligheder.”
Efter sin universitetsuddannelse boede Brown en periode i Hollywood, hvor han uden det store held forsøgte at ernære sig som komponist. Han fulgte også i faderens fodspor, før han endelig greb pennen: Han blev lærer og underviste i engelsk på Phillips Exeter Akademiet. Men da Browns romandebut, “Digital fortress” fra 1997 (”Tankados kode”, 2006), gav en del succes, begyndte han at skrive på fuldtid.

Født
Den 22. juni 1964 i Exeter, New Hampshire, USA.
Uddannelse
Studier i engelsk og kunsthistorie ved Phillips Exeter Academy, Amherst College og ved universitetet i Sevilla i Spanien. Dimitterede i 1986.
Debut
Digital Fortress, St. Martin's Press, 1997.
Litteraturpriser
British Book Awards Book of the Year, 2005.
Seneste udgivelse
Den ultimative hemmelighed. Hr. Ferdinand, 2025.
Inspiration
Robert Ludlum, John Steinbeck og William Shakespeare.
Browns bøger bygger på mange måneders research, og det var under dette arbejde, han fik vækket en gammel fascination af Leonardo Da Vincis malerier. Fascination blev endelig sat på skrift i verdens hidtil bedst sælgende voksenroman, “Da Vinci Mysteriet” fra 2003. Bogen handler om et hemmeligt komplot, hvis afsløring truer selve kristendommens historie og fundament.
“Da Vinci Mysteriet”s voldsomme succes kom bag på Dan Brown. Han har nu trukket sig tilbage og undgår al kontakt til pressen. Bogen har rejst hed debat: Der er blevet rejst flere retssager mod han, blandt andet anklages han for plagiat, og den katolske kirke har gjort meget for at tilbagevise den kontroversielle religionshistorie, bogen indeholder. Selv fastholder Brown, at bogen ikke er et angreb på kirken, men at den snarere har søgt at opfordre til diskussion af spørgsmål om tro og religion: “Jo mere energisk vi diskuterer disse emner, des bedre bliver vores forståelse af vores egen spiritualitet. Kontrovers og dialog er sundt for religion som helhed. Religion har kun en sand fjende – apatien – og lidenskabelig debat er en eminent modgift.” (Interview med Dan Brown på Browns officielle hjemmeside, www.danbrown.com. Skribentens oversættelse).
Dan Brown bor til daglig i byen Rye i New Hampshire sammen med sin kone Blythe. Hun er maler og kunsthistoriker, og hun bistår ham flittigt i hans research. Browns arbejdsrutine starter allerede klokken 4 om morgenen, hvor han veksler skriveriet med armbøjninger og sit-ups i sit kontor. Han er desuden en habil tennisspiller.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Udvalgte bøger
- Engle & dæmoner
Med “Angels & Demons” fra 2000 (“Engle & dæmoner”, 2004) finder Brown formlen til den vanvittigt succesfulde “Da Vinci Mysteriet”. Her møder læseren nemlig symbolforskeren Robert Langdon for første...
Læs mere om bogen - Da Vinci Mysteriet
Dan Browns “The Da Vinci Code” fra 2003 (“Da Vinci Mysteriet”, 2003) er blevet læst af omtrent 40 millioner mennesker verden over, og er en Brown thriller i særklasse. Her er alt, hvad man kan ønsk...
Læs mere om bogen - Inferno
”Inferno” fra 2013 er Dan Browns femte spændingsroman med dr. Robert Langdon i hovedrollen. Romanen er opkaldt efter betegnelsen af ”helvede” i Dantes episke digt ”Den guddommelige komedie” fra 130...
Læs mere om bogen
“Morderisk bedrag” handler om omfattende bedrageri i Washington. NASA har ved hjælp af avanceret satellitteknologi fundet en meteor i isen på Arktis. Den indeholder tegn på, at der er liv i rummet.
Men den smukke efterretningsagent Rachel Sexton får færden af, at noget er rivende galt, og hun må indse, at hun selv er en brik i et morderisk magtspil, der udgår fra de højeste instanser. Sammen med tv-dokumentarist og havbiolog Michael Tolland kaster hun sig ud i en livstruende, hektisk tour de force til lands, vands og i luften for at opklare bedraget og få fat i de sande, videnskabelige fakta.
Den danske titel, “Morderisk bedrag”, yder ikke bogen retfærdighed. Den engelske titel, “Deception Point”, sætter netop spot på det faktum, at det punkt, hvorfra bedraget udgår, hele tiden ser ud til at skifte.
Genrer og tematikker
Brown skriver spændingsromaner, der appellerer bredt, og hans hovedpersoner er alle smukke, superintelligente og kæmper for at afdække hemmelige konspirationer med vidtrækkende, bedrageriske hensigter. Ofte er der tale om, at en yngre kvinde kommer til at danne makkerpar med en mand i fyrrerne, og der bliver gerne plads til hede blikke og lumre tanker. Romanerne har et stærkt fokus på plot, og med deres stærke momentum kan man let betegne dem ”pageturners”. Både tematisk og formelt er romanerne internt beslægtede, grænsende til det ensartede og formelprægede.
På Phillips Exeter Akademiet blev Brown sporet ind på sit favorittema – teknologi og koder. En studerende ved akademiet blev arresteret af Secret Service, efter at have ytret sin vrede over præsident Clinton i en e-mail til en ven. Beskeden blev opsnappet af regeringens agenter, og Brown fik researchet sig frem til, at den amerikanske regering har et hemmeligt system, der overvåger al kommunikation. Selv forklarer han i et interview: “Jo mere jeg fandt ud af om dette ultra hemmelige agentur og de fascinerende moralske problemstillinger, der knytter sig til national sikkerhed og civilt privatliv, des mere gik det op for mig, at det var en fantastisk baggrund for en roman.” (Claire E. White: Interview with Dan Brown. www.writerswrite.com. Skribentens oversættelse).
Alle romanerne byder på udredninger af naturvidenskabelig forskning, computerteknologi og/eller kunst- og kulturhistoriske redegørelser og spekulationer. Disse danner fundamentet for de hektiske thrillerplots, der ofte løber over kort tid, cirka 36 timer med fuld skrue derudaf. Sprogligt kan Brown til tider skrive firkantet og klichefyldt. Det betyder dog mindre, da romanerne mestendels bæres af tempoet og spændingen. Browns romaner minder om film: Kapitlerne er ultrakorte og ender på cliffhangers, der holder spændingen på kogepunktet. Brown “klipper” mellem forskellige handlinger forskellige steder, og formår på den måde at fastholde spændingen.
Brown har for vane at skrive først i sine bøger, at de bygger på ubestridelige fakta. Det er et klassisk litterært greb, og en ret, enhver fiktionsforfatter har på menuen, men det siger ikke nødvendigvis noget om bogens sandhedsværdi. Det øger snarere realitetseffekten og pirrer læserens nysgerrighed.
Beslægtede forfatterskaber
Dan Brown ligger i toppen af fødekæden af krimiforfattere i selskab med forfattere som Robert Ludlum, James Rollins, Michael Crichton og John le Carré. Disse forfattere bruger som Brown teknologi og spændende plotstrukturer som deres centrale litterære ingredienser.
James Rollins har siden 1999 udgivet actionfyldte eventyrromaner og har en stærk fremdrift i sine plot. Man kan læse hans roman ”Knoglekortet” fra 2009 og få spænding om Vatikanet, gamle bøger og militante specialenheder.
Amerikanske Michael Crichton blander spænding og science fiction, og mange af hans bøger er filmatiseret til spændende sci-fi film – f.eks. ”Jurassic Park” fra 1993. Hos Crichton kan man starte med ”Rising Sun” fra 1992 (”Solen stiger”, 1993).
John le Carré er mester i spionromaner og bruger karakteren George Smiley som sin ”dr. Langdon”. Han brød igennem i 1963 med ”The Spy Who Came in from the Cold” (”Spionen der kom ind fra kulden”, 1964), der hyldes som den bedste le Carré roman. I dag kan man med fordel læse den filmatiserede ”The Constant Gardener” (”Den standhaftige gartner”, 2001) eller hans nyeste danske udgivelse fra 2013, ”En skrøbelig sandhed”.
Tre mindre mainstream forfattere, der ligeledes kan placeres omkring Browns litteratur, er Umberto Eco, Robert Ludlum og William Gibson.
Italienske Eco er udover at være forfatter og filosof også semiotiker, hvilket gør ham interesseret i tegn og tegnsystemer. Eco har sine tegn, hvor Brown har sine koder. Læser man den lærde og tegnfyldte ”Il nome della rosa” fra 1980 (”Rosens navn”, 1984) oplever man en god konspirationsteori på et kloster i 1300-tallets Italien.
William Gibson elsker, som Brown, teknologi og går som ophavsmand til det der kaldes ”cyberpunk” – en science fiction, som beskæftiger sig mere med dystopier end utopier. I Gibsons bestseller fra 2003, ”Pattern Recognition” (”Mønstergenkendelse”, 2003), finder man den seje Cayce Pollard og hendes analoge kodebryder. Hun er trendspotter, og trends og koder minder meget om hinanden – de omgiver os og kun de rigtige lærde, som Cayce og Langdon, kan læse dem og finde den rigtige vej i ”labyrinten”. Gibson har været med til at sætte seriøse standarder, og som Dante fik givet helvede den rette litterære form, gav Gibson i 1984 med romanen ”Neuromancer” en stærk opfattelse af internettet.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Romaner
Dan Brown
Hr. Ferdinand, 2009. Oversat af Mich Vraa. (The Lost Symbol, 2009).
Dan Brown
Hr. Ferdinand, 2017. (Origin, 2017). Oversat af Jakob Levinsen.
Dan Brown
Hr. Ferdinand, 2025. Oversat af Jakob Levinsen.
Billedbog
Dan Brown
Politiken, 2020. (Wild symphony, 2020). Oversat af Lene Ewald Hesel.
Filmatiseringer af Dan Browns bøger
Om Dan Brown
Dan Burstein (red.)
Bazar, 2005.
Lisa Rogak
Ekstra Bladets Forlag, 2005.
Marie Vejrup Nielsen
I: Standard, nr. 3, 2005.
Umberto Eco
Politiken, 2005-08-20.
Anita Brask Rasmussen
Information, 2005-03-23
Anita Brask Rasmussen
Information, 2005-03-17.
Leigh & Lincoln Baigent
Bazar, 2005 (revideret, første udgave: 1982).
Kurt Aust
Forlaget Klim, 2010
Film
UFO Global Media, 2004.
Om forfatterskabet
Links
Den katolske organisation Opus Dei svarer igen på deres rolle i Dan Browns “The Da Vinci Code”.
Artikel- og linkssamling om logen Priory of Sion, fakta og myter.
Søgning i bibliotek.dk
Kilder citeret i portrættet
Dan Browns officielle hjemmeside
Her er interviews, uddrag af romaner, en spændende quest for kodebrydere, lyd- og videoklip med forfatteren og et par hemmeligheder.
Writers write
White, Claire E.: Interview with Dan Brown. www.writerswrite.com, 1998-05-01. Skribentens oversættelse.
Dansen om Dan Brown
Birgitte Rahbek
Berlingske, 2013-06-08.

