Umberto Eco

Genrer og tematikker

For den grundige læser er der meget at hente i Umberto Ecos forfatterskab. Lag for lag kan man dykke ned i hans labyrintiske viden og blive klogere på verdenshistorien, på litteraturhistorien og på livet som sådan. Han er svær at rubricere. Han er ikke bare bestsellerforfatter, men også essayist, kritiker og journalist. Ikke bare middelalderhistoriker, semiotiker, filosof og litterat, men også humoristisk æstetikteoretiker med en svaghed for populærkultur. Der er snart ikke det emne, Umberto Eco ikke har behandlet. Alt fra skolastisk middelalderfilosofi og hardcore sprogteori over et særdeles populært værk for specialestuderende om, hvordan man skriver et speciale og til en behandling af Ian Flemmings James Bond romaner, analyser af cowboybukser, kunstværker og politiske forviklinger har været under kærlig behandling af Ecos hoved og hånd.

Selv om emnerne og genrerne er vidt forskellige, så er der en rød tråd i forfatterskabet. Dels fordi alle værkerne er et udslag af Umberto Ecos nærmest encyklopædiske viden, som blot formidles i forskellige genrer. Dels fordi diskussionen af historiens, litteraturens og skriftens rolle står centralt i alle værker. Og dels fordi de forskellige ting forenes i temaer som: ‘Hvordan forstår vi verden omkring os’; ‘Hvordan beskriver vi den’; ‘Hvordan fortæller vi den til hinanden’; ‘Hvordan skaber vi betydninger’; og ‘hvordan fortolker vi disse betydninger’. Eco plæderer med sit forfatterskab for, at vi skal kende vores fortid for at få greb om vores virkelighed og blive hele mennesker. Først når vi har greb om fortiden, kan vi forstå os selv i nutiden.

Beslægtede forfatterskaber

Den første forfatter, der skal nævnes i denne sammenhæng, er Sir Arthur Conan Doyle – altså forfatteren til Sherlock Holmes-bøgerne. Således er ”Rosens navn” inspireret af Sherlock-bøgerne, hvor mange beskrivelser af William af Baskerville nærmest er ordrette gengivelser af beskrivelserne af Sherlock Holmes. Også Jorge Luis Borges er en stærk inspirationskilde for Eco, og det giver han mange tilkendegivelser på. Blandt andet bærer den blinde bibliotekar i ”Rosens navn” navnet Jorge fra Burgos og minder i personkarakteristikken om den argentinske forfatter. Endvidere er beskrivelsen af klostrets bibliotek i selvsamme roman inspireret af Borges’ fortælling ”Biblioteket i Babel”.

Salman Rushdie er også værd at nævne. Ligesom hos Eco trækker hans værker på historiske fakta, og ikke mindst er der oplagte paralleller at drage mellem ”Baudolino” og Rushdies ”Fortryllersken fra Firenze”. Begge plot drives således frem af en løgnehistorie, og desuden behandler de forholdet mellem Øst og Vest på nuanceret vis.

Også den spanske Carlos Ruiz Zafóns roman ”Vindens skygge” er værd at sammenligne med. Hos begge forfattere spiller litteraturhistorien en stor rolle i plottene, ligesom historiske fakta fylder siderne og er en central del af fortællingen. Samtidig bærer bl.a. ”Rosens navn” præg af samme form for uhygge, som eksisterer i ”Vindens skygge”.

Orhan Pamuks værker “Mit navn er rød” og “Den sorte bog” og Louis Fernando Verissimos “Borges og de evige orangutanger” har det til fælles med Ecos romaner, at de emmer af gåder, mystik og historiefortælling. De bortfører læserne til fjerne tider og eksotiske steder og introducerer begavede personer, som alle søger løsningen på en gåde eller svaret på en hemmelighed.

Desuden kommer man ikke uden om at nævne Ken Follett, der har genskabelse af historiske dramaer tilfælles med Eco.

Er man til mere hurtigt læste og tilgængelige forfatterskaber, kan man vende sig mod Dan Browns romaner “Da Vinci mysteriet”, “Engle og dæmoner” ”Inferno” og ”Det tabte symbol”, som er en letfordøjelig pendant til Eco.

Relaterede forfattere