”Den aften var jeg bare stolt over, at jeg havde konstrueret en god historie. Jeg var en æstet, der brugte verdens kød og blod til at skabe skønhed. Men Belbo var blevet en adept. Som alle andre var han ikke blevet det ved oplysning, men ved faute de mieux.”
Umberto Eco: “Focaults pendul”, side 242.
Vi følger de tre personers gransken af efterladte og hengemte dokumenter og bevidner, hvordan denne søgen udvikler sig til en konspiratorisk og ukritisk tilgang til historiske begivenheder. Opklaringen, der starter som en uskyldig leg, forfører dem, så de langsomt mister “den intellektuelle glød, der altid lader os skelne det, der ligner, fra det, der er identisk, og metaforen fra genstandene.” (side 414). Inden længe har de sat tempelriddere, mystikere og nazister i et konspiratorisk felttog, og det får blodige konsekvenser, da en gruppe okkulte begynder at tro på denne fortolkning af historien. De okkulte forsøger at presse ‘sandheden’ ud af Belbo, men da han nægter at udlevere den sammenhængende fortælling, må han ofres i Foucaults pendul - det eneste fuldstændigt faste punkt i verden.
Umberto Eco
Umberto Ecos romaner er som dybe, krinkelkrogede labyrinter: De er murstenstunge, filosofiske og dybsindige. De smager velbehageligt på sjældne ord og graver personer frem fra fjerne afkroge af ver...
Læs hele forfatterportrættet
