”Det er bare at væbne sig med tålmodighed: Når vores land definitivt har forvandlet sig til en bananrepublik, bliver det såmænd helt tåleligt at leve her, som Copacabana hvor kvinderne er smukke og solen altid skinner.”
”Nr. 0”, s. 223.
Romanen har sit geografiske afsæt i Milano, og dermed leder Eco tankerne hen på Berlusconi, hvis succes som politiker netop har været afhængig af hans magt over medierne. Berlusconi er dog ikke den eneste mediemogul i Italien (eller i verden for den sags skyld), der ikke brænder for journalistik, men som har alle mulige andre forretningsinteresser, og det er netop dem, romanen spidder. Den tematiserer simpelthen dårlig journalistik og giver samtidig et indblik i journalistikkens magt over samfundet.
Samtidig trækker Eco på sin viden om 2. Verdenskrig og den efterfølgende kamp mod kommunismen og krydrer det med en konspirationsteori om, at den fascistiske diktator Mussolini slet ikke er død. Han gør således ligesom medierne – blander fakta og fiktion, men hvor man som avislæser kan have svært ved at skelne, hvad der er rigtigt og forkert, er man godt klar over, at Mussolini-historien er ren fantasi.
Umberto Eco
Umberto Ecos romaner er som dybe, krinkelkrogede labyrinter: De er murstenstunge, filosofiske og dybsindige. De smager velbehageligt på sjældne ord og graver personer frem fra fjerne afkroge af ver...
Læs hele forfatterportrættet
