I romanens rammefortælling, som foregår i Konstantinopel i 1204, fortæller Baudolino sin livshistorie, som viser sig i det store og hele at være synonym med Europas grundlæggelseshistorie. Han fortæller om et væld af begivenheder, som han tilsyneladende skulle have været centrum for: korstoget til Det Hellige Land, hvor korsridderne hærger Konstantinopel og mister det nuværende Tyrkiet til muslimerne, grundlæggelsen af Europas første universitet, stridigheder mellem kirke og stat med mere.
Imens romanen således er baseret på en mængde historiske fakta, så er romanens drivkraft baseret på en løgnehistorie. Baudolino og en flok venner fortæller vidt og bredt om et fjernt og paradisisk kristent rige i det fjerneste østen under ledelse af Johannes Præst – en historie, der ender med at forføre så mange, at korstogene bliver en realitet. Men selvom historien er det rene opspind fra Baudolinos side, så bliver fantasi til virkelighed, for Baudolino og hans venner kommer netop til de steder, de har opdigtet, og må kæmpe mod deres egne fantasidyr. Budskabet i romanen synes således at være, at hvis blot fortællingens kraft er stærk nok, så bliver den til virkelighed.
Umberto Eco
Umberto Ecos romaner er som dybe, krinkelkrogede labyrinter: De er murstenstunge, filosofiske og dybsindige. De smager velbehageligt på sjældne ord og graver personer frem fra fjerne afkroge af ver...
Læs hele forfatterportrættet
