Foto: Jane Bown

*Seneste udgivelse

John Le Carré

Emneord:

Senest opdateret

Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., november 2021

Hovedforfatter

Harald Mogensen
1986

John le Carrés elegante plots og tyngede helte har defineret spionkrimien som genre. Koldblodigheden hos efterretningstjenesten farver de tidlige romaner, bl.a. ”Spionen der kom ind fra kulden” og ”Spejlkrigen”. Det senere forfatterskab skildrer en verden forbundet af handel med våben, narko og medicin. Et hovedmotiv er driften efter penge uden hensyn til andre – ikke mindst i ”Den standhaftige gartner”. Hvor modbydelige folk end er, får le Carrés lakoniske sprogtone det til at glide ned. Han skrev som en gentleman, der observerer – og ind imellem smiler af – menneskets samme gamle svagheder.

Baggrund

John le Carré er født James David Cornwell i Poole, England i 1931. Hans mor forlod familien, da han var fem, mens faren Ronnie tog sig af le Carré og en ældre bror. Opvæksten var omskiftelig; præget af flytninger, fordi faren ikke var god til penge og nogle gange opererede på den forkerte side af loven. Han fik en fængselsdom for forsikringsfusk, men forfatteren forsonede sig siden med ham. I hvert fald tilstrækkeligt til at lade Ronnie være forlæg for sin hovedpersons forbryderfar i romanen ”A Perfect Spy” (1986). Le Carré har reflekteret over, hvordan faren havde svært ved at betale regninger, men samtidig indskrev sine drenge på fine skoler: ”Denne usædvanlige kontrast mellem min fars verden og den verden, han ville have os ind i, fik os hele tiden til at krydse grænser.” [3] Om morens svigt har han bemærket, at det måske har plantet en grad af nådesløshed i hans karakter [5].

”To mænd har grebet ham i armene og tvinger dem om bag ryggen. Fodlænker klikker sammen omkring hans ankler. En mundspærrer tvinger tænderne fra hinanden. Sorte motorbriller falder ned over hans øjne. Han ville gerne råbe, men han kan kun gurgle.”

”Absolutte venner”, s. 314.

Sin sprogfornemmelse udviklede han gennem studier ved universiteterne i Bern og Oxford. I 1950 skiftede han det akademiske miljø ud med en stilling i den britiske efterretningstjeneste, MI5. Han underviste fra 1956 til 1958 på drengeskolen Eton, men blev ved udgangen af 1950’erne udstationeret på den britiske ambassade i Bonn og var efterfølgende konsul i Hamborg. I Tyskland udførte han efterretningsarbejde, der omfattede aflytning af telefoner og afhøringer af folk, som var rejst fra Østblokken til Vest. Le Carré har underspillet dramatikken ved disse erfaringer og beskrevet tiden som et ophold i ”beskyttede vinmarker” [4].

Foto: Jane Bown

Født
19. oktober 1931 i Poole, England.
Død
12. december 2020.
Uddannelse
BA i moderne sprog fra Lincoln College, Oxford i 1956.
Debut
Call for the Dead. Gollancz, 1961.
Litteraturpriser
Somerset Maugham Award, 1964. James Tait Black Memorial Prize, 1977. Goethe-medaljen, 2011.
Seneste udgivelse
Sølvblik. Gyldendal, 2021. (Silverview, 2021). Oversætter: Jette Røssell.
Inspiration
Arthur Conan Doyle, Charles Dickens, Honoré de Balzac, Albert Camus.

Da han i 1961 romandebuterede med ”Call for the Dead”, var pseudonymet et krav fra hans statslige arbejdsgiver. Le Carré betyder ”firkanten” på fransk. En teori om navnets oprindelse er, at han tog det fra sin MI5-mentor John Bingham, der havde dette øgenavn.

Gennembruddet kom med ”The Spy Who Came in from the Cold” (1963), som forfatteren Graham Greene kaldte ”den bedste spionhistorie, jeg nogensinde har læst”. Siden da har John le Carré fokuseret på skrivevirksomheden. Offentligt er han kendt for sin indimellem skarpe tunge. Han var kritiker af alliancen mellem USA’s tidligere præsident George W. Bush og Englands premierminister Tony Blair. Og i den litterære debat vakte han i 1990’erne furore, da han protesterede mod paperbackversionen af Salman Rushdies kontroversielle ”De sataniske vers”, fordi han mente, at bogens forhandlere kunne blive skydeskiver for fundamentalister. Men le Carré langede også ud efter sig selv: ”Det er min erfaring, at kunstnere har en svag kerne. De er falske. De er ikke den ægte vare. De er spioner. Jeg er ingen undtagelse.” [2].

Hans rutine var at skrive tidligt på dagen, altid i hånden, i et værelse i hans ejendom ved Englands sydlige kyst. Han levede her sammen med sin kone Jane, som renskrev hans manuskripter. John le Carré døde i sit hjem den 12. december 2020. Han efterlod sig sin hustru og fire voksne sønner. Efter hans død udkom hans sidste roman, ”Silverview” (”Sølvblik”).

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: En samtale med John le Carré. CBS Sunday Morning, 2019.

Udvalgte bøger

Spejlkrigen og En lille by i Tyskland

I ”The Looking Glass War” fra 1965 (”Spejlkrigen”, 1965) fortsætter ofringen af mennesker. En forstenet, engelsk, hemmelig institution sender formålsløst og håbløst en ung agent ind i Østtyskland, mens cheferne udveksler nostalgiske minder om herlig deltagelse i Anden Verdenskrig. Det er John le Carrés sorteste og mest desperate roman. Den unge, naive og sentimentale flygtning fra Polen går til grunde. ”Cirkus” ser sit snit til at overtage butikken. Her udfører Smiley det grove arbejdet med gådefuld professionalisme.

Efter sit lærerjob på Eton blev le Carré ansat i Det engelske udenrigsministerium og i begyndelsen af 1960’erne var han knyttet til ambassaden i Bonn. I 1968 udsendte han ”A Small Town in Germany” (”En lille by i Tyskland”, 1968), der bl.a. handler om albuerne, dobbeltspillet, kamæleonmenneskene på en arbejdsplads, nemlig på selvsamme ambassade i Bonn. Han digter en ny agent, Turner, til at brase ind i alle intrigerne og insinuationerne og sladderen og fortielserne på kontorerne – en agent med mere hårdkogte og direkte metoder end Smileys. Men ikke særlig virkningsfulde. Problemet er, at en medarbejder i Bonn er forsvundet med hemmelige dokumenter, der kan afsløre en slags München-pagt mellem en moralsk bankerot engelsk regering og vesttyske nynazister. Romanen giver et sort billede af den nye germanske stat.

Mellemspil: Fordøjelse af forræderiet

På den engelske kostskole, hvor le Carré var en højst utilpasset elev under Anden Verdenskrig, talte lærerne om, at drengene skulle dygtiggøre sig til de gode stillinger i imperiet ude i kolonierne, efter sejren. Rule Britannia! Men uden for skolen var der over krigstidens ideologiske mobilisering en vis venstreholdning – en kritisk indstilling til fascismen, og Sovjet var våbenfællen på linje med præsident Roosevelts USA. Labour og Atlee vandt det første parlamentsvalg efter krigen. England havde sit eget atomvåben, og fremtiden tegnede tryg.

Det kom som et chok, at en Sovjetafhopper i september 1945 kort efter sejrs- og våbenstilstandsdagene afslørede dele af et omfattende Sovjetspionagenet bl.a. mod atomhemmelighederne. I den første roman ”Call for the Dead” nævnes det direkte: pensionisten Smiley er vendt tilbage til Circus for at assistere med sin krigserfaring – alt står på gloende pæle efter kodeeksperten Igor Gouzenkos afhopning i Canada. Verden og England havde atter mistet den tryghed og åbenhed, man netop mente at have genvundet.

Le Carré har skrevet meget personligt om chokvirkningen af denne og de mange efterfølgende afsløringer af forræderi. Den mest rystende muldvarpeaffære kom endelig for dagen i 1963. Kim Philby, der længe sad inderst og øverst i engelsk-amerikansk anti-Sovjetspionvæsen hoppede af til Kreml efter virksomhed som forklædt Sovjet-agent helt fra slutningen af 30’erne. I et essay publiceret i 1968 i bogen ”Philby: The Spy Who Betrayed a Generation” konfronterer le Carré hadefuldt virkelighedens Philby. Den Sovjet-agent, som havde undermineret hele det vestlige efterretnings- og sikkerhedsapparat uden at blive afsløret.

For hvordan skal man afsløre topmuldvarpen? Omkring 1946 henvendte Sovjet-diplomaten Konstantin Volkov sig til de engelske gesandtskabsmyndigheder i Istanbul med tilbuddet om afsløring mod betaling af en Sovjet-spionering i London og Washington. Ambassaden alarmerede administrativt rigtigt SIS – Secret Intelligence Service – i selvsamme London. Philby, placeret nær toppen af denne organisation, udsendte sig selv som agent i marken til Istanbul. Kort efter buldrede et fly ned på en lokal lufthavn, en båre med en person med store forbindinger for ansigtet blev hastigt bragt om bord på flyet, der lettede øjeblikkeligt igen. Philby vendte hjem til London. Om Volkov hørtes aldrig mere en lyd.

Genrer og tematikker

Med over tyve publicerede romaner er denne genre John le Carrés foretrukne, selv om han drypvist har skrevet essays, hvori han berører sit bånd til efterretningstjenesten. Karakteristisk for romanerne er, at man skal lede længe efter de overmenneskelige supermænd. Hans mest berømte figur, den britiske agent George Smiley, er intellektuelt overlegen, men nedlægger hverken kvinder eller skurke med sin fysiske styrke. Smiley optræder i forfatterens debutroman ”Call for the Dead” (1961), og nuanceringen af den mandlige helteskikkelse fortsætter frem til et nyere hovedværk som ”The Constant Gardener” fra 2001. Her er karakteren Justin Quayle en følsom akademikertype, før han begynder at handle og bliver fortællingens detektiv.

Le Carré udviser en interesse for sine figurers indre udvikling og trækker dermed på den tyske Bildungsroman-tradition, der behandler individets tilegnelse af viden. Forfatteren har antydet, at mændene, der bliver klogere, er hans stedfortrædere: ”Jeg tror, at de fleste af mine bøger er en del af en eller anden proces, hvor jeg uddanner mig selv, ofte knyttet til steder, jeg besøger. Mest af alt handler de om den mærkelige spænding mellem institutionel loyalitet og loyalitet mod en selv” [1]

Splittelsen mellem at være tro mod egne værdier og tro mod det britiske statsapparat indgår eksempelvis i ”A Delicate Truth” (2013). Hovedpersonerne Toby Bell og Christopher Probyn forråder det udenrigsministerium, der har givet dem deres karriere, fordi de ikke kan acceptere, at ministeriet hemmeligholder, hvad det koster i menneskeliv at bekæmpe terror. ”A Delicate Truth” afspejler et fragmenteret trusselsbillede med sit galleri af private investorer og lejesoldater.

Hvor første del af forfatterskabet var centreret omkring konflikten mellem Vesten og Sovjet, har le Carré de seneste årtier fundet nye territorier. Fra Latinamerikas narkokarteller i ”The Night Manager” (1993) til hvidvaskning af penge i ”Our Kind of Traitor” (2010) og medicinalindustriens udnyttelse af Afrika i ”The Constant Gardener” (2001). Sidstnævnte roman var inspireret af lægemiddelproducenten Pfizers omstridte test af antibiotika mod meningitis i Nigeria i 1996. ”Det er en anderledes verden (…) Brune ansigter, sorte ansigter, hvide ansigter og fuldstændig klasseløs i sin fremtræden,” har forfatteren udtalt. [5].

Netop klasse har været et gennemgående tema for le Carré, der er præget af Storbritanniens tradition for adskillelse af høj og lav. Hans ellers koncise skrivestil bliver iblandet satire, når han udstiller forlorenheden hos overklassen. Et miljø, le Carré var outsider i, da han underviste på kostskolen Eton i 1950’erne, menog som han siden kom til at kende han i dag kender indefra i kraft af at være formuende forfatter.

I mange af John le Carrés romaner finder man spioner fra den britiske efterretningstjeneste – og i løbet af forfatterskabet også et kritisk blik på Storbritanniens udenrigspolitik og efterretningsvæsen. John le Carrés sidste roman ”Sølvblik” blev først udgivet posthumt i 2021, og måske blev romanen i skrivebordsskuffen og først udgivet efter forfatterens død på grund af dens kritik af en organisation, som John le Carré selv havde været en del af. Som det hedder i sønnen Nick Cornwells efterskrift til romanen: ”I ”Sølvblik” er britiske spioner, ligesom mange af os, blevet usikre på, hvad landet står for, og hvem vi selv er (…) Der er ikke tilstrækkelig medmenneskelighed inden for Tjenesten – og nogle begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det hele er prisen værd.”

Beslægtede forfatterskaber

Den britiske forfatter W. Somerset Maugham er en forløber for le Carrés tilgang til krimigenren. Begge havde de erfaring inden for efterretningsarbejde, inden de gjorde brug af feltet skønlitterært; Maugham længe før le Carré i form af novellekredsen ”Ashenden” (1928) om en kultiveret agent. Faderen til mesterdetektiven Sherlock Holmes, Arthur Conan Doyle, har le Carré desuden nævnt som en tidlig inspiration – ”den store og vidunderlige Conan Doyle” – sammen med landsmændene Charles Dickens, George Bernard Shaw og franske Albert Camus [1].

Dickens og Shaw står bag nogle af de bedst kendte skildringer af et klassedelt England, tænk på Dickens’ ”Oliver Twist” (1838) eller ”A Christmas Carol” (1843), og gå til Shaws skuespil ”Pygmalion” (1912) for at finde den sociale opstigning forankret i gadetøsen Eliza Doolittle. I le Carrés romaner kan man finde karrierediplomater, der har en portion Doolittle i sig, men til forskel fra Shaw og Dickens rykker forfatteren klassetemaet væk fra hjemlandet. I ”The Constant Gardener” er underklassen Afrikas fattige, mens eliten er alle dem, der ikke er tvunget til at blive på kontinentet. Fra Camus er den mest aflæselige indflydelse bevidstheden om, at livet kan savne mening. Hos le Carré vinder de bedste mænd ikke altid, og storpolitik risikerer at ende i systemer styret af deres egen destruktive logik.

Et slægtskab med den amerikanske forfatter Patricia Highsmith er mærkbart til stede. Hun kan også finde på at lade de skyldige gå fri – særligt hendes antihelt Tom Ripley. Han lærer sig i ”The Talented Mr. Ripley” (1955) overklassens vaner, men ender med at myrde den solbeskinnede playboy, han beundrer mest. Highsmiths hovedperson mangler et moralsk kompas, hvorimod le Carrés bærende karakterer gerne er plagede over deres ugerninger. I ”Absolute Friends” optræder Ted, der har kamæleonadfærd som Ripley, dog tilføjet en bund af næstekærlighed. Krigsentreprenøren Jay Crispin i le Carrés ”A Delicate Truth” matcher klarere Ripleys underskud af empati.

For at finde en udtalt hilsen fra le Carré til en af sine kolleger skal man gå til ”The Tailor of Panama” (1996). Hovedpersonen Harry Pendel er en økonomisk presset skrædder, der føres ind i spionagebranchen, og en lignende desperat situation danner afsæt for britiske Graham Greenes ”Our Man in Havana” (1958). Herhjemme er Leif Davidsen nok nærmest le Carré, hvad angår forfatterskabets umiddelbare kendetegn. Spændingsromaner af internationalt tilsnit og en markant interesse for affærerne i det store land mod øst, hos Davidsen særligt markeret med den russiske trilogi igangsat af ”Den russiske sangerinde” (1988).

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Romaner

Telefon til afdøde

John Le Carré

Spektrum, 1966. (Call for the dead, 1961). Oversat af Karina Windfeld-Hansen. Filmatiseret af Sidney Lumet med James Mason og Simone Signoret.

Intro

Baggrund

Født

Død

Uddannelse

Debut

Litteraturpriser

Seneste udgivelse

Inspiration

Udvalgte bøger

Spejlkrigen og En lille by i Tyskland

Mellemspil: Fordøjelse af forræderiet

Genrer og tematikker

Beslægtede forfatterskaber

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Manuskripter til film og tv

Væsentlige essays

Om forfatterskabet

Artikler

Web

Forfatterens hjemmeside

Søgning i bibliotek.dk

Udvalgte film og tv-serier

Øvrige skribenter

Kilder citeret i portrættet

The Art of Fiction No. 149

Tinker, Tailor, Soldier, Misfit

Dark Past of The Thinking Man’s James Bond

le Carré, John: The Spy Who Liked Me

John le Carré, the spy master