Henning Mankell (voksen)

Emneord:

Senest opdateret

Signe Juul Kraft
journalist, 2014

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist

Henning Mankell er nok mest kendt for sin romanserie om den evigt urolige kriminalkommissær Kurt Wallander, der har det vanskeligt med både familie og forbrydere. Serien er blevet en af største eksportsucceser i den skandinaviske krimis gloriøse historie og indbegrebet af alt det, den er vendt mod; forbrugerisme, kulturindustri, socialdemokrati og velfærdssamfund. Turisterne strømmer til Ystad idyllen for at gå i den berømte strømers fodspor og filmselskaberne for at filmatisere en af romanerne.

Men den engagerede venstrefløjskriger skrev også meget andet end krimier, både teaterstykker, børne- og ungdomsbøger og en stribe andre romaner, der når op på omkring 40 styk i alt.

Baggrund

Han er den største Henning på svensk Wikipedia. Den Henning som dukker op, inden man overhovedet har tastet efternavnet ind, langt højere oppe på listen med Henninger end sin berømte farfar, komponisten med det samme navn, Henning Mankell. Han er krimiforfattersuccesen Henning Mankell, født i Stockholm i 1948. Efter et år flyttede familien til Sveg i Jämtland, hvor faren havde fået en stilling som dommer. Moren gjorde, hvad mænd plejer at gøre – Mankells egne ord – forlod familien, satte sin frihed over børnene. Henning Mankell brugte fantasien til at udfylde det tomrum, hun efterlod.

”Wallander tilhørte den generation, der var vokset op i tresserne. Men han havde aldrig selv haft noget at gøre med nogen af de politiske bevægelser, havde aldrig været med i demonstrationer i Malmö, aldrig helt forstået, hvad Vietnam havde handlet om eller interesseret sig for frihedsbevægelser i i lande, han knap vidste, hvor lå.”

“Den urolige mand”, s. 133.

Det var et hjem, hvor man brød sig om børnenes kundskaber. Farmoren lærte Henning Mankell at læse som seksårig. Faren opfordrede sine børn til at læse bøger: “Jag kommer fortfarande ihåg den mirakulösa känslan av att kunna forma en mening, flera meningar, att berätta en historia. Det första jag skrev var en sammanfattning av Robinson Crusoe på en sida, och jag är så ledsen över att jag inte har den kvar. Det var i det ögonblicket jag blev författare.” (fra hjemmesiden www.henningmakell.se).

Som 16-årig stod han til søs. Han arbejdede som pakker på et skib, der sejlede med kul og stål på Nordamerika – nok et lykkeligt minde fra Henning Mankells liv. Han elskede den hårde tilværelse til søs. Som attenårig afmønstrede han og slog sig ned i Paris. Han sugede til sig af den gryende revolutionsstemning blandt de unge studenter, formede sine markante maoistiske meninger. Halvanden år senere vendte han tilbage til Sverige, begyndte en skuespilleruddannelse og skrev sit første teaterstykke, ”Forlystelsesparken”.

Foto: Lina Ikse Bergman

Født
Den 3. februar 1948 i Stockholm.
Død
5. oktober 2015 i Göteborg.
Uddannelse
Studier i skuespil ved Skara Skolscen.
Debut
Bergsprängaren, 1973.
Priser
Bedste svenske krimi, 1991 og 1995. Glasnøglen, 1992. Golden Dagger, 2001.
Seneste udgivelse
Svenske gummistøvler. Gyldendal, 2016. (Svenska gummistövlar, 2015). Oversat af Anneli Høier. Roman.

Starthalvfjerdserne blev et vendepunkt. Henning Mankell fik udgivet sin første roman “Bensprängeren” i 1973 og rejste til Afrika. Frem til i dag har han tilbragt halvdelen af året i Mobotu i Mozambique og udgivet – hvis man ser bort fra en periode i midtfirserne, hvor han helligede sig teateret helt og fuldt – en roman om året, cirka.

“- Jag hade varit ifrån Sverige ett tag. När jag återvände blev jag medveten om den växande rasismen och jag bestämde mig för att skriva om det. För mig är rasism ett brott och jag tänkte att, ok, jag använder mig av en kriminalhistoria. Sedan insåg jag att jag då behöver en polis och så tog jag namnet Wallander ur telefonkatalogen. Det var då, den 20. maj 1989, som Kurt Wallander föddes,” mindes Henning Mankell om tilblivelsen af sin berømte karakter.

Hans fortælling om kriminalkommissær Kurt Wallander fra Ystad Politi og kriminaliteten i Sverige har ofte tråde ud til internationale politiske spændinger, hvad enten det er i Sydafrika, Algeriet eller Baltikum. Trods millionindtægter har han aldrig lænet sig mageligt tilbage, men tværtom engageret sig i diverse konflikter. Ikke mindst Israel-Palæstina-konflikten, som han har sammenlignet med situationen under apartheid i Sydafrika. I maj 2010 forsøgte den 62-årige Henning Mankell sammen med flere hundrede andre fredsaktivister at sejle en nødhjælpsflåde til Gaza. Aktionen endte brat, da det israelske militær angreb konvojen og dræbte flere aktivister, mens blandt andre Mankell blev fængslet.

Privat var Henning Mankell gift fire gange, til sidst med en af den berømte instruktør Ingmar Bergmans døtre. Han lignede det, han var blevet. En svensk kunstner-multimillionær. Jan Guillou og ABBA-Benny og ABBA-Bjørns firlingebror. Trivelig, med halvpjusket, halvlang, grå levemandfrisure.

I portrættet er der fokus på udvalgte bøger fra hans populære serie om Kurt Wallander samt kriminalromanen “Danselærerens genkomst”.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Henning Mankell skriver skandinaviske krimier i den mest udbredte opfattelse af begrebet; politiromaner med en udtalt politisk indignation, social bekymring og psykologisk interesse. Han skriver fra den yderste venstrefløj. Den politiske indignation er vendt mod velfærdssveriges dominerende institutioner og strømninger. Han er ikke nogen ven med det socialdemokrati, som har været regeringsbærende i det meste af det tyvende århundrede, han er ikke venner med de myndigheder, som det har præget, han er især ikke ven den økonomiske og kulturelle indflydelse fra USA. Det er her skylden placeres for de forbrydelser, som Wallander må opklare. Den enkelte er produkt af samfundsstrukturer, som perverterer. Hold øje med en som læser amerikanske tegneserier, så er han sandsynligvis seriemorder som Hoover Geronimo i “Ildspor”, opkaldt efter en FBI-chef og en Apache-høvding.

Men den virkelige syge ligger i den oplyste formørkelse og falske bevidsthed, som har tag i den almindelige befolkning. Ærkesymptomet på det hedder Kurt Wallander. I roman efter roman konfronteres han med de mest tragiske faktorer i den sociale ligning uden nogensinde at gide regne på de ubekendte, som giver det skæve resultat. Han er systemets lakaj. Han luger symptomerne på dets malfunktion væk, i stedet for at vende sig mod de forhold, som skaber dem.

Wallander-serien er ikke subtil, hverken i sin form eller sine budskaber; et dominerende greb er samtalen, som ender med, at den ene ikke spørger til en viden, som den anden sidder inde med – af uvidenhed eller respekt eller fordi det nu engang er sådan forholdet mellem dem er. Og så får morderen et forspring, hvor han kunne være knaldet med det samme og historien lukket.

Kurt Wallanders dovenskab er også forfatterens. Mankell leder ikke efter viden, som kan ryste hans meninger. Han laver bøger, som bekræfter ham i dem. Det viser bare, at antagelser sagtens kan skabe fængslende underholdning – og knugende. Wallander-serien er en frygtindgydende øvelse i mol. Over ti bind holder Mankell tonen i et sprog, der er lige så enkelt og melankolsk som fortællingernes budskaber. Det er en dødsmesse over Sverige. Som helt naturligt slutter med hovedpersonen får Alzheimer, da det er umuligt for forfatteren at overse, at landet faktisk lever fint med sine skavanker og bare ikke vil forstå den kapitallogik, som erklærer det dødt.

Beslægtede forfatterskaber

Kurt Wallander er grundlæggende en fed udgave af Sjöwall & Wahlöös kommissær Martin Beck, som den svenske krimiekspert Michael Tapper har formuleret det. Og Henning Mankells krimiforfatterskab fortsætter der, hvor Sjöwall & Wahlöös stoppede. Maj Sjöwall og Per Wahlöö var kommunister, Henning Mankell var og er muligvis stadigvæk maoist - en forskel som løber op i ingenting for folk, som ikke selv færdes på den yderste venstrefløj.

De femten år, som går fra Sjöwall & Wahlöö afslutter deres Beck-dekalog “Roman om en forbrydelse” til Henning Mankell begynder sin dekalog om Wallander mærkes først og fremmest som en forskydning fra holdet mod lederen, fra kollektivet mod individet. Wallander står langt mere centralt end Beck gør. Hans medarbejdere er nedtonede i forhold til Becks medarbejdere. Kollektivets betydning som spejl af samfundets sociale og kulturelle modsætninger er mindre udviklet end i “Roman om forbrydelse”. Politivællingen rundt omkring Wallander er mere jævn og grå.

Forskydningen fra kollektivet mod dets leder kendetegner den skandinaviske politiromans udvikling op gennem halvfemserne og frem til i dag. Som regel udstyres hovedpersonen med nogle af de anti-autoritære heltetræk, som Sjöwall & Wahlöö skrev ind i “Roman om en forbrydelse” med det løsgående missil Gunvald Larsson. Stieg Larsson udvikler den moderne Pippi Langstrømpe i form af Lisbeth Salander. Lars Kepler har nærkampseksperten Joona Linna. Men ikke Henning Mankell, som fastholder et billede af et samfund i opløsning i Wallanders mere og mere nedbrudte skikkelse.