BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
s larsson
Foto: Forlaget Modtryk
*Seneste udgivelse

Stieg Larsson

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2017
Hovedforfatter
  • Pia Andersen Høg
    cand.mag., 2007

Intro

Stieg Larsson beviste med sin Millennium trilogi endnu engang, at svenskere kan det med krimier. De elementært spændende romaner gennemtæsker den skandinaviske idyl, hvor det vrimler med mænd, der hader kvinder, hård kynisme og bundløs uhæderlighed. Et driftigt liv som samfundsengageret journalist gav Larsson stof til mindst ti krimier, desværre døde han pludseligt, netop da forfatterskabet for alvor var blevet skudt i gang. Trilogien er alt, læserne kan se frem til, men bøgerne er til gengæld store som mursten, og de slår lige så hårdt.

Baggrund

Kriminalforfatter var det sidste, Stieg Larsson nåede at blive. Han havde netop fået antaget tre enorme kriminalromaner ved det svenske forlag Norstedts, da han faldt om af et hjerteanfald. Pludselig var han død kun 50 år gammel. Stieg Larsson var primært journalist med et dybt samfundsengagement og ekspertviden i højreekstremisme og antidemokratiske bevægelser.

”Henrik Vanger kiggede på sine hænder et kort øjeblik og nippede derefter til kaffen, som om han havde brug for en lille pause, før han endelig kunne begynde at nærme sig sit ærinde. - Mikael, inden jeg kommer ind på det, vil jeg godt indgå en aftale med dig. Jeg vil bede dig om to ting. Den ene er et skalkeskjul, og den anden er mit virkelige ærinde. - Hvad for en aftale? - Jeg vil fortælle dig en historie i to dele. Den ene handler om familien Vanger. Det er skalkeskjulet. Det er en lang og grum historie, men jeg vil prøve at holde mig til den usminkede sandhed. Den anden del af historien handler om mit egentlige ærinde. Jeg tror, at du indimellem vil opleve min fortælling som… det rene vanvid, så jeg vil bede dig høre min historie til ende(.)”

“Mænd der hader kvinder”, s. 80.

Karl-Stig Erland Larsson blev født i Umeå i 1954. Allerede i gymnasietiden indledte han en karriere som freelancejournalist. Han var rundet af venstrefløjen, og ved et møde i De forenede FNL-grupper 1972 agiterede han for Vietnam og imod USA, og forelskede sig i den arkitektstuderende Eva Gabrielsson, som blev hans livsledsager. Efter værnepligt og rejser til Afrika flyttede han i 1977 Stockholm og fortsatte skriveriet.

s larsson
Foto: Forlaget Modtryk
  • Født

    Den 15. august 1954.

  • Død

    Den 9. november 2004.

  • Uddannelse

    Studentereksamen.

  • Skønlitterær debut

    Män som hatar kvinnor, 2005 (Mænd der hader kvinder, 2006).

  • Litteraturpriser

    Glasnøglen for “Män som hatar kvinnor”, 2005, samt prisen for årets bedste kriminalroman fra Svensk Kriminalakademi, 2006, for “Flickan som lekte med elden”.

  • Seneste udgivelse

    Lagercrantz, David: Manden der søgte sin skygge. Modtryk, 2017. (Mannen som sökte sin skugga, 2017). (Millennium-serien ; 5. bind). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Roman.

Han fik hurtigt job på Tidningarnas Telegrambyrå, hvor han blev i 20 år. Hans energi rakte dog længere: Et skoleprojekt havde vakt hans interesse for racisme og politisk ekstremisme, og det var kortlægningen af disse fænomener, der blev hans primære virke. I en enorm mængde artikler og et par bøger har han afdækket svensk nynazisme, han var foredragsholder og initiativtager til kampagner mod racistisk vold, og han var en af Sveriges fremmeste eksperter på området.

I 1995 grundlagde han Expo, en privat forskningsinstitution, der arbejder for at værne demokrati og ytringsfrihed mod racistiske og totalitære bevægelser i samfundet. Frem til sin død var han chefredaktør for tidsskriftet Expo. Det arbejde optog dagene, men det var kriminalromanerne, der optog nætterne. Her blev Skandinaviens nye opdagerpar født: Journalist Mikael Blomkvist, skarp, kritisk og lidt af en playboy, og Lisbeth Salander, ung, utilpasset, utilregnelig og et matematisk geni med fotografisk hukommelse.

Larsson flirtede med genrelitteraturen hele sit liv; da han var yngre var det science-fiction, senere blev det krimierne, der optog ham. Da han selv begyndte at skrive var det af lyst og nød; et hektisk liv havde taget på ham, og bøgerne skulle være en art pensionsopsparing. Tre enorme romaner blev indleveret til forlaget Nordstedts med beskeden om, at der var planlagt 10 romaner i alt.

Kriminalromanerne var pensionsordningen, der blev større end han kunne have forestillet sig. Han nåede aldrig at se sine manuskripter blive til bøger eller opleve sit forfatterskabs enorme succes. Han døde kort tid inden den første bog udkom. Flere film- og tv-produktioner er i støbeskeen, og oplagstallene har slået alle rekorder for oversat fiktion i Danmark. Larsson ville for en gangs skyld underholde med sine krimier, men han havde altid noget på hjerte: “Att skriva deckare handlar om att skriva underhållning. Det är inte i första hand en fråga om att skriva propaganda eller klassisk litteratur. Deckare är ju en av de mest populära underhållningsformerna som finns. Om man sedan försöker ha något att säga…det har jag naturligtvis. (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se). (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se).

Udvalgte bøger

Blomkvist og Salander

Med Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander har den svenske krimi fået et helt unikt og fængslende makkerpar. Fy og Bi med potent intelligens og egne lig i lasten. Blomkvist og Salander kan gennemskue det meste; Blomkvist ved hjælp af kølig og kløgtig velovervejethed, Salander med kompleksitetsreducerende rationalitet og kompromisløs handlekraft. De gennemskuer blot ikke hinanden, her er ingen lummer Dempsey og Makepeace-romantik.

Blomkvist er midt i 40’erne og Stieg Larssons tvilling. Der er ikke langt fra fiktionens tidsskrift Millennium til virkelighedens Expo. Han er radikalt professionel og grundig, tilmed en lækker sag med hang til kvinder, men underligt tom og søgende. Salander er en outcast; et piercet og tatoveret psykosocialt tilfælde formet over idéen om alle tiders dampbarn som voksen, Pippi Langstrømpe. I “Mænd der hader kvinder” præsenteres hun således: “Hun så ud som om hun lige var vågnet efter et ugelangt orgie sammen med et slæng rockere af værste skuffe.” (side 38). Gennem øjnene på en tidligt skadet ung kvinde uden sociale kompetencer ser samfundet anderledes ud. Salander noterer sig skrevne og uskrevne regler og bryder dem efter sin egen logik, og den virker sært nok ikke så særpræget, bøgernes plots taget i betragtning.

Larsson er sig meget bevidst, at hans makkerpar ikke blot skal være endnu et i genrens konventionelle hall of fame: “Jeg har forsøgt at skabe nogle hovedpersoner, der på afgørende vis adskiller sig fra almindelige krimifigurer. Således har Mikael Blomkvist hverken mavesår, alkoholproblemer eller angstneuroser. Han lytter hverken til opera eller har en eller anden sær hobby som bygning af modelflyvere eller lignende. (...) Der har jeg også bevidst byttet om på kønsrollerne; Blomkvist optræder i mangt og meget som en ”bimbo”, mens Lisbeth Salander er forsynet med stereotype ”mandlige” værdier og egenskaber.” (Mailkorrespondance mellem Larsson og hans redaktør Eva Gedin. www.modtryk.dk)

Det er i samspillet mellem disse to, Larssons krimier vinder i kvalitet – og det på trods af, at de stort set ikke møder hinanden i seriens andet og tredie bind. Mellem dem ligger der en dyb forståelse, der nærmest er på trods, og i deres relation ligger en diskret tematisering af menneskets behov for tæt kontakt og besværlighederne ved samme, som aldrig bliver klæg.

Og så kan de opklare mysterier!

Genrer og tematikker

Deckaren – krimi på svensk

Svenskerne har sat sig godt og grundigt på krimigenren i Skandinavien. Stieg Larsson er placeret lunt i forlængelse af en ren stjerneparade af forfattere, der alle som én afsøger, hvad der ligger bag den svenske selvtilfredshed i ’folkhemmet’ – verdens bedste velfærdssamfund.

Hos Stieg Larsson er det hård og beregnende erhvervskynisme, kriminel og skruppelløs omgang med andres liv og lemmer og skjulte, forbudte tilbøjeligheder. Kollegaen Henning Mankell er optændt af samfundsmæssig ligegyldighed og den moderne desillusioneringens konsekvenser. I Arne Dahls bøger ulmer volden sammen med blotlagte tabuer i den svenske selvforståelse. Flere kunne nævnes, og bag de fleste står veteranerne Sjöwall og Wahlöö med den tændstik, der startede det hele.

Stieg Larssons bøger har en stærk kønskritisk nerve. Larsson er, som rigtig mange andre svenskere, feminist. Udfaldene mod mænd, der hader kvinder, er talrige, og hans kvindelige karakterer smutter udenom alle de stereotyper, som genren regelmæssigt dratter i. Måske er Larsson i virkeligheden mere feministisk end sin kollega Liza Marklund, som ellers har taget patent på prædikatet? Kønsrolleposen rystes i hvert fald godt og grundigt – en karakter som Lisbeth Salander kalder på helt nye måder at fremstille kønnet på, og det er en interessant fornyelse i en af litteraturens mest klassiske genrer, også den svenske deckare-variant.

“Jag skriver väldigt snabbt. Det är lätt att skriva deckare.” (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se). Sådan sagde Stieg Larsson selv, og hans livsledsager Eva Gabrielsson giver ham ret: Han skrev “i ett mycket målmedvetet men fullkomligt furiöst tempo” (Lars Collin: “Arvet efter Stieg”. Svenska Dagbladet, 2007-03-04). Måske var det også tempoet, der tog livet af Larsson, og det er også fart, der præger den posthume succes: Salgstallene er i millionklassen, og svensk tv er gået sammen med et produktionsselskab om at lave en film og to tv-serier over trilogien. Danske Niels Arden Oplev er på tale som instruktør.

Larsson er ikke elsket af alle – kollegaen Jan Guillou, der også har gjort sit for genren med Hamilton-serien, er ikke imponeret: “Der findes jo tydeligvis en uslåelig metode at lancere sig på litterært. Og det er at dø”. [1]Jesper Stein LarsenJan Guillou håner kollega2007 Jyllandsposten, 2007-09-06. Det må være optil krimi-feinschmeckere at afgøre, hvad der ligger i den konstatering.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Bibliografi

Mænd der hader kvinder
Mænd der hader kvinder

Stieg Larsson

2005. (Män som hatar kvinnor. 2005). Roman

Pigen der legede med ilden
Pigen der legede med ilden

Stieg Larsson

2006. (Flickan som lekte med elden. 2006). Roman

Luftkastellet der blev sprængt
Luftkastellet der blev sprængt

Stieg Larsson

2007. (Luftslottet som sprängdes). Roman

Det der ikke slår os ihjel
Det der ikke slår os ihjel

David Lagercrantz

Modtryk, 2015. (Det som inte dödar oss, 2015). (Millennium-serien ; 4. bind). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt.

Manden der søgte sin skygge
Manden der søgte sin skygge

David Lagercrantz

Modtryk, 2017. (Mannen som sökte sin skugga, 2017). (Millennium-serien ; 5. bind). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Roman.

Faglitteratur af Stieg Larsson

Extremhögern
Extremhögern

Stieg og Anna-Lena Lodenius Larsson

1991

Överleva deadline – handbok för hotade journalister

Stieg Larsson

2000

Sverigedemokraterna
Sverigedemokraterna

Stieg og Mikael Ekman Larsson

2001

Om forfatterskabet

Artikler

“Du får bog tre, så snart jeg har bundet knude på posen”

Jens Andersen

Berlingske Tidende, 2007-10-06.

Arvet efter Stieg. Svenska Dagbladet

Lars Collin

2007-03-04

Svensk succesforfatter i posthumt familiedrama

Carsten Andersen

Politiken, 2007-01-03.

En ond tids Pippi Langstrømpe

Peter Dürrfeld

Information, 2006-10-14.

Web

Expo

Forskningsinstitutionen Expo. Særlig mindeside om Larsson med nekrolog, biografi og artikeloversigt.

Krimisiden

Anmeldelser, oversigter, bibliografier og andet. Kun om kriminallitteratur.

Litteraturnu.dk

Anmeldelser og artikler

Film

Stieg Larsson -Manden der legede med ilden

Filmstriben.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Stieg Larsson

Net-kilder citeret i portrættet

Stieg Larssons hjemmeside

Resumér, interview og andet.

Modtryk

Stieg Larssons danske forlag. Her ligger mailkorrespondancen mellem Larsson og hans redaktør, som der citeres fra.

Litteratursiden

Anmeldelser af forfatterens bøger. Søg på 'Stieg Larsson'

Kilder citeret i portrættet

[1]

Jan Guillou håner kollega

Jesper Stein Larsen

2007 Jyllandsposten, 2007-09-06