Sjöwall og Wahlöö

Genre og tematikker

Sympatien i Maj Sjöwall og Per Wahlöös krimiserie ligger hos den lille mand og hos Martin Beck og hans håndgangne mænd, fordi de kæmper hans sag, og fordi de i bund og grund er ham. Uhyret skulle i tidens ånd være kapitalismen, men seriens nerve- og eksistensberettigelse ligger i konflikten borger/administration og individ/system, hvor den politisk dimension af systemet identificeres med et magtfuldkomment socialdemokrati, der har mistet kontakten til folket og gemt sig bag en mur af bureau- og teknokrati. Resultatet er en samfundsmodel, som bliver ved med at avle nye former for elendighed; narko, selvmord, alkoholisme, betonslum, pornografi, depression og selvcensur – alt sammen tilbagevendende temaer i bøgerne.

Sjöwall & Wahlöös svar på elendigheden er kommunisme. Serien er konciperet som et litterært svar på en sovjetisk femårsplan. De første tre bind var madding til den almindelige krimilæser. I de næste tre bind skulle der skrues op for samfundskritikken og i de sidste fire bind fyldes på med egentlig kommunistisk indoktrinering. Som bekendt er god litteratur politisk og politisk litteratur dårlig. Dogmatikken fratager fremstillingen sin menneskelighed, karaktererne bliver ensidige, det gælder betjentene i “Den afskyelige mand” og det gælder virksomhedsejerne i “Polis, polis, potatismos!” fra 1970 (”Strisser, strisser”, 1971), og fortællingen mister troværdighed. Måske kommer forfatterparret selv i vildrede, da de i 1975 skal afrunde serien med den store titel “Terroristerna” (“Terroristerne”, 1975). Titelfigurerne fremstår i hvert fald påfaldende usympatiske, selv om de er ude i det i et kommunistisk perspektiv så ærværdige ærinde at nakke en ærkekonservativ amerikansk senator på besøg i Stockholm.

Det sammenlagt tretusinde sider store værk under overskriften “Roman om en forbrydelse” starter dog helt jordnært med en skildring af, hvor umuligt det er bare at få sat en mudderpram i gang med at grave en kanal op i det svenske virvar af offentlige instanser, som hele tiden skyder ansvaret fra sig. Scenen står med sin blanding af humor og samfundskritik ikke blot som præludium for “Roseanna” eller serien som helhed, men den skandinaviske krimi som sådan.

Beslægtede forfatterskaber

Som pionerer var Maj Sjöwall og Per Wahlöö nødt til at kigge ud over landets og Nordens grænser for at finde inspiration til historierne. Opbygningen af politiromanen fandt de hos Ed McBain, som de også oversatte. Hovedpersonen Martin Beck har en amerikansk slægtning i Raymond Chandlers Philip Marlowe som manden, der må bære alle de fysiske og psykiske symboler på samfundets lidelser. I Sverige er det ikke ubændigt raseri eller blå mærker efter kølletæv i rendestenen eller et værkende hoved af for meget whisky i snaskede juke joints, men hængemule og snotnæse og ondt i mavsen og søvnløshed over for meget kaffe og arbejdspladsfnidder og dårligt ægteskab og en verden, som er institutionsgrå og leverpostejfarvet, uden Beck rigtigt kan se det, fordi han ikke kender andet.

Med afsæt i Sjöwall & Wahlöö har den skandinaviske krimi vokset vildt og frodigt og findes i dag i væsens forskellige udformninger fra den litterære metakrimi over femikrimien til den actionmættede spændingsroman, men hovedsporet tegnes stadig af journalister, som udlægger samfundet gennem en forbrydelse og dens opklaring. Selv om tempoet er sat i vejret, er der stadig få om nogen, der medriver som Sjöwall & Wahlöö, når de er bedst, fordi, formentlig, ingen har det samme på hjertet. Undtagelsen er muligvis Stieg Larsson, hvilket så igen kunne forklare, at han med sin Millenium-trilogi var den første til at matche Sjöwall & Wahlöös succes.

De ti bøger i serien er netop blevet genudgivet. Blandt de kolleger, som i forordene til de enkelte bind fejrer Den skandinaviske krimis stamfar og -mor og redegør for den betydning, de har haft for deres forfatterskaber, er ud over ovenfor anført Leif G.W. Persson, Håkan Nesser, Arne Dahl, Jo Nesbø, Liza Marklund, Jan Guillou, Leif Davidsen og Anne Holt.

Relaterede forfattere