Intro
Georges Joseph Christian Simenon var en belgisk journalist og forfatter, der er mest kendt for sin serie om kriminalkommissæren Jules Maigret. Simenon var særdeles produktiv som forfatter og skrev omkring 400 romaner og mange noveller.
Da han var en stor dreng, døde hans far, og Georges måtte træde i farens sted som forsørger af familien. Efter et par (meget) korte ansættelser som konditorelev og boghandlerassistent, blev han ansat på avisen Gazette de Lièges' redaktion. Han viste sig at have et betydeligt talent for at skrive og fik hurtigt sin egen klumme.
På et tidspunkt fik han arbejde på avisen Le Matin. Avisens litteraturredaktør Colette blev et pejlemærke for den stramme og enkle skrivestil, som senere kom til at præge Simenons værker. Hun bad ham om at "fjerne alt det litterære" og først herefter optog hun teksterne af "min lille Sim". Simenon tog mod Colettes råd og holdt sig fra 1923 til en udtalt enkel og nøgtern stil. Fx benyttede han sig af et ordforråd med omkring 2000 ord, og studier har vist, at der i Maigret-romanerne blev brugt mellem 895 og 2300 ord. 80 % af ordene tilhørte et basalt ordforråd.
Romanerne om Maigret fulgte ikke skabelonen for en klassisk kriminalroman. I stedet for at have fokus på selve forbrydelsen, var Simenon interesseret i mennesket bag den kriminelle - altså hvad der havde drevet mennesket bag forbrydelsen ud i den kriminelle handling. Maigret er heller ikke en excentrisk detektiv, men bare en småborgerlig person, der arbejder hos politiet. Kommissæren og gerningsmanden er begge helt almindelige mennesker, som læseren et langt stykke ad vejen kan identificere sig med.