Jo Nesbø

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
oktober 2025

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2011

Jo Nesbø var børsmægler og rockstjerne, inden han skrev sin prisbelønnede debutroman “Flagermusmanden” og blev hårdkogt krimiforfatter. Siden fulgte nyklassikeren “Rødhals” og flere internationale bestsellere, som også har den velkonstruerede antihelt Harry Hole i hovedrollen. Også novelleformatet mestrer den norske forfatter. I dag er han en af Skandinaviens førende krimiforfattere og roses af kritikere for at have udvidet den moderne kriminalromans ramme. Men måske kun fordi han som nittenårig sprang korsbåndene i begge knæ. Ellers havde fodbolden formodentlig ført ham videre fra det norske ungdomslandshold til en stor klub i udlandet.

Baggrund

Jo Nesbø (f. 1960) kommer fra en læsende og fortællende familie. Hans mor var bibliotekar, hans far tilbragte tiden efter arbejde med at læse og fortælle historier for sine børn, og Jo Nesbø selv demonstrerede i en tidlig alder sans for det dramatiske. Som syvårig trak han nobelprisvinderen William Goldings “Fluernes herre” ud af reolen og bad sin far om at læse højt – ikke fordi han havde en udviklet litterær smag, men fordi omslaget havde et bloddryppende grisehoved på en stage.

”Hun havde mærket med tungen, at der stak pigge ud af kuglen, at det var dem, der pressede mod ganen, mod det bløde kød i undermunden, mod indersiden af tænderne, mod drøblen. Hun havde prøvet at sige noget. Han havde lyttet tålmodigt til de uartikulerede lyde, som kom fra hendes mund. Han havde nikket, da hun gav op, og taget en sprøjte frem.”

“Panserhjerte”, s. 8.

Foto: Håkan Eikesdal

Født
29. marts 1960 i Oslo, Norge.
Uddannelse
Civiløkonom fra Handelshøyskolen i Bergen.
Debut
Flaggermusmannen, 1997.
Priser
Rivertonprisen, 1998. Glasnøglen, 1998. Bokhandlerprisen, 2004. Palle Rosenkrantz-prisen, 2010.
Seneste udgivelse
Minnesota. Modtryk, 2025. (Minnesota, 2025). Oversætter: Allan Hilton Andersen.

Samtidig var han begyndt at imponere sine kammerater i skolen med gruopvækkende spøgelseshistorier. Men den fortælling, som fascinerede Nesbø mest, var den, som blev skrevet på fodboldbanerne. Han var angiveligt et usædvanligt angrebstalent, der debuterede som syttenårig i den bedste norske række, inden korsbåndene røg i begge knæ og ændrede hans fodboldliv fra et eventyr til en tragedie. Hans studentereksamenskarakterer var i bund – han havde ikke kunnet se, hvad han skulle bruge den til, når han alligevel skulle være professionel i Tottenham – og alle de alternativer, han kunne forestille sig til fodbolden, var af samme grund udelukket. Det endte med, at hans far meldte ham til hæren, hvor Nesbø gjorde tjeneste i det mørkeste, nordligste Norge. Her knoklede han hver aften og weekend for at indhente det forsømte fra skolen, indtil han kunne gå op til studentereksamen og hente sig de topkarakterer, han skulle bruge. Nesbø begyndte på et studie, som han selv kalder prestigiøst på Handelshøyskolen i Bergen, og indledte samtidig en karriere som musiker.

Nogle få år senere var han en ung, succesfuld børsmægler og rockstjerne i Oslo med flere hundredtusinde solgte plader bag sig som forsanger og tekstforfatter i bandet “Di Derre”. Når fyraftenen begyndte for hans kolleger, tog Nesbø en taxa ud til lufthavnen og fløj derhen, hvor bandet nu spillede den aften – indtil han en dag opdagede, at det var et vist arbejdspres og tog et halvt år fri. I flyveren til Australien fik han en ide til en hårdkogt kriminalroman, hvor et brød af en fordrukken kriminalassistent ankommer til Australien for at undersøge mordet på en ung norsk pige. Da Nesbø vendte tilbage til Oslo fem uger senere, havde han skrevet bogen færdig – 350 sider, som siden blev prisbelønnet som årets bedste krimi i Norge og Norden.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Interview med Jo Nesbø, Author Magazine, 2012.

Udvalgte bøger

Flagermusmanden og Kakelakkerne

Jo Nesbøs debutroman “Flaggermusmannen”, som udkom i 1997 (“Flagermusmanden”, 2000), tager læseren på en medrivende rejse gennem Australien med stop i Sydneys ’red light district’, Kings Cross, støvede flækker i provinsen og den rige aboriginale mytologi. Nesbø viser fra start af sans for den hårdkogte kriminalgenre med et højt spændingsniveau, et korrumperet persongalleri, nogle velsmurte dialoger og en velkonstrueret antihelt ved navn Harry Hole. Harry er fordrukken, kvindebedårende, traumatiseret, kontrær, notorisk antiautoritær og en naturlig darling hos anmelderne fra den dag, bogen udkommer.

Nesbø selv kunne ikke få den gode modtagelse til at stemme med den tid, han havde brugt på at skrive bogen; “det havde jo været så let”, som han bemærker og forholdt sig skeptisk. Da han modtog Rivertonprisen i 1998 (prisen for den bedste kriminalroman i Norge), satte han sig til at gennemgå de krimiudgivelser, der havde været det år, og fandt frem til, at bedømmelsesudvalget ikke havde haft andre valg: Når man så bort fra alle, der havde fået prisen tidligere, eller havde fået dårlige anmeldelser, var der ikke andre tilbage end ham selv.

Da han kort efter fik Glasnøglen, som er prisen for den bedste nordiske krimi, besluttede han sig for bare at slappe af og nyde det. På det tidspunkt havde han allerede overført skabelonen fra “Flagermusmanden” til sin næste roman.

I “Kakerlakkene” fra 1998 (“Kakerlakkerne”, 2001) sender myndighederne i Norge Harry til Bangkok for at lægge låg på en skandale, der begynder, da den norske ambassadør bliver myrdet af en prostitueret med speciale i at klæde sig ud som den amerikanske kunstskøjteløber Tonya Harding. Harry bevæger sig ind på en varm, fugtig, farvestrålende og stinkende scene fyldt med klamme sexturister, hensynsløse lejemordere, korrupte politikere, kyniske forretningsfolk og uigennemskuelige intriger. Historien vil nok aldrig få en pris fra det thailandske turistråd, men anmeldelserne var endnu engang med Nesbø, som med “Kakerlakkerne” havde bevist, at “Flagermusmanden” ikke var et ’one hit wonder’.

Genrer og tematikker

Den hårdkogte krimi er en samfundskritisk og kynisk genre uden løftede pegefingre. Den forfølger dumheden, grådigheden, afstumpetheden, ligegyldigheden og hvad den ellers falder over i de folk og de institutioner, den behandler, fra den lille fisk i underverdenen til det store næsehorn i direktionskontoret, fra det enkelte individ til kollektivets store sammenslutninger i private og offentlige organisationer, virksomheder og administrationer. Og krimien gør det usentimentalt – deal with it! Dens helte kæmper med det i sig selv og i omgivelserne. På den måde ender den på sin egen skæve vis med at være opbyggelig og underholdende på samme tid.

Nesbø trækker i flere af sine krimier på private fortællinger, for eksempel i ”Rødhals” hvor han bruger faderens oplevelser som soldat på Tysklands side under Anden Verdenskrig. Det personlige spor i bøgerne er dog ikke altid bevidst, hvilket først bliver tydeligt mange år efter, at det er skrevet, som Nesbø fortæller: ”Når jeg er i udlandet for at tale om mine bøger, genlæser jeg ofte noget, jeg skrev for mange år siden. I bakspejlet kan jeg altid se, at der skete noget i mit liv, da jeg skrev bøgerne, som afspejler sig på siderne. Nogle gange mine egne oplevelser, andre gange temaer, der har interesseret mig” (Birgitte Borup: Verdensberømt forfatter stod som 19-årig over for sit livs vigtigste valg. I dag har han solgt 40 mio. bøger. Berlingske Tidende, 2019-06-08).

Nesbø adskiller sig fra mange af sine samtidige nordiske krimikolleger ved ikke at have nogen særlig tydelig politisk agenda. Der er ikke mange højreekstremister, islamister eller skurkagtige økonomiske bagmænd i hans krimier. Skurkene og plottet i Nesbøs krimier er snarere drevet af en nysgerrighed på menneskets psykologiske natur og store eksistentielle spørgsmål. Også novelleformatet mestrer han. Nesbø har foruden forfatterarbejdet også en karriere som musiker i bandet ”Di Derre”, og musikken fylder da også meget i hans forfatterskab, navne på musikere og musikstykker dukker hele tiden op, både til at beskrive stemninger, følelser, vække minder og trække tråde i fortællingerne.

Beslægtede forfatterskaber

Jo Nesbø påstår, han ikke havde læst ret mange krimier, inden han skrev sin første roman. Han er dog alligevel klar i spyttet, når han skal pege på forbillederne til Harry Hole: ”det var aldrig min ambition at skabe noget helt nyt, en figur, man aldrig havde set før. Jeg har mine klare forbilleder, og de er amerikanske, og i Harry Hole-serien gør jeg vel det samme, som Frank Miller gør i sin Sin City-serie, jeg tager en kliché og forstørrer den, trækker den endnu længere ud” [5].

Lad os gætte på, at blandt forbillederne er Raymond Chandlers “Philip Marlowe”-romaner fra Los Angeles og måske en Sam Spade-roman af Dashiell Hammett, som man betragter som opfinderen af den hårdkogte krimi. Hammett er bedst kendt for “Malteserfalken”, som blev filmatiseret med Humphrey Bogart i hovedrollen, Raymond Chandler for “The Big Sleep” og “The Long Goodbye” – også filmatiseret endda adskillige gange. Nesbø deler i hvert fald deres adelsmærke: den geniale, men selvdestruktive helt, evnen til at holde et højt spændingsniveau og formulere sig skarpt og koncist.

Foruden den amerikanske krimitradition står Nesbø, efter eget udsagn, også på skuldrene af klassiske forfatterskaber som Shakespeare, Charles Dickens og Mark Twain. Førstnævntes ”Macbeth” lavede Nesbø en nyfortolkning af i 2016 som et bestillingsarbejde for det engelske forlag Hogarth Press. Om ”Macbeth” siger Nesbø: ”Macbeth er måske den mest klassiske tragedie af alle om en helt, der moralsk går i hundene. Macbeth-karakteren har nok påvirket og inspireret mig til at skrive om Harry Hole, der har en drift af undergang i sig. Noget selvdestruktivt. Og så repræsenterer han modsætninger, som jeg tror, de fleste af os genkender. Derfor er han interessant at skrive om. Også efter tyve år. Han er analytisk, kynisk, men også romantiker med længsel efter nære relationer.” [6].