Liza Marklund

Kulørte plot og hverdagsliv

Serien om journalisten Annika Bengtzon er kriminalistisk hardcore og super kulørte som hos de mandlige forfattere, der oftest repræsenterer krimigenren. Selv om plottene indimellem virker langt ude i hampen, så tager romanerne afsæt i hverdagen. Romanerne bærer præg af, at Marklund skildrer et miljø, hun selv kender, nemlig avisredaktionen, via en stil hun elsker. Som Marklund udtrykker det i interviewartiklen “Jeg kan lade en minister blive morder” i magasinet Sentura (se kilder): “Jeg har altid læst krimier, jeg elsker krimier. Dels fordi de simpelthen er spændende, og dels fordi krimier rummer så meget. Det ligger i genrens natur, at den viser et tydeligt billede af samfundet – fordi forbrydelsen altid er et produkt af samfundet." Ifølge Marklund er journalistikken og krimigenren nært beslægtede: “Det er egentlig samme sag. Det handler jo om at beskrive samfundet – man siger de samme ting, men på forskellige måder. [...] Forskellen er selvfølgelig, at i journalistik må du aldrig nogensinde lyve, og du skal altid have bevis for det, du skriver. [...] I den fiktive situation kan jeg vældigt tydeligt vise forskellige perspektiver på magt og magtmisbrug. Og jeg kan lade en minister blive morder – det ville jeg selvfølgelig ikke kunne i journalistikken.”

Det helt store tema i krimiserien om journalisten Annika Bengtzon er magt. Det handler om, hvordan magt fungerer, hvordan den anvendes, og hvordan den kan misbruges. Som Marklund udtrykker det i interviewartiklen: “Mine krimier handler om magt mellem mænd og kvinder, om magt mellem politikere, om økonomisk magt, og om magt på arbejdspladsen.”

Som læser får man desuden indblik i, hvordan arbejdslivet er på en avisredaktion, hvor journalisterne er under konstant pres for at præstere noget ud over det sædvanlige, og hvor nedskæringer altid lurer lige om hjørnet. Det resulterer ind i mellem i etiske dilemmaer, for hvor langt vil man som journalist gå for at skrive en unik historie?

Romanerne tager desuden afsæt i hverdagssituationer med konflikter i parforholdets vanskeligheder med at kombinere karriereambitioner og krav på jobbet med moderrollen, og det er netop med til at give romanerne en vis tyngde og troværdighed. Annikas forsøg på at lave familiehygge og bage med børnene op til jul falder ikke nær så heldigt ud, som når hun skal trække oplysninger ud af modvillige kilder. Således er Annika på en og samme tid en helt og repræsentant for alle de konflikter og kontraster, som hverdagen byder en moderne kvinde. Det betyder, at Marklunds krimier både appellerer til de normale (mandlige) krimilæsere, som sætter pris på kulørte plot, og til kvinderne, som kan se deres hverdagsliv spejlet, og det er nok det, der gør, at hendes krimier rammer en så bred læserskare. Man skal ikke forvente stor litterær kunst, men til gengæld være åben for sproglige og hverdagslige trivialiteter a la “Det her var egentlig symptomatisk for hendes liv, indså hun. Det her var det der skete når hun blev ramt af en katastrofe, det her var dem der lod høre fra sig. To arbejdsgivere som ville have hende til at bestille noget, og en rasende mand som ikke syntes hun ville bolle tit nok.” som det hedder i “Livstid”, side 91. Men kan man tage det med, så er der dømt action og hverdagsrealisme for alle pengene.

Netop Liza Marklunds sprog har været genstand for kritik i en god gammeldags litterær fejde i Sverige anno 2007, hvor forfatterne Björn Ranelid, Leif G.W. Persson og Ernst Brunner har bidt sig fast i struberne på krimidronningerne Liza Marklund og Camilla Läckberg. Det startede med, at Ranelid hævdede, at en million mennesker kunne skrive ligesom Marklund, hvorefter Persson sagde, at Läckbergs romaner var på niveau med hestebladsnoveller, og endelig påstod Brunner, at de to krimidronningers succes er den lige vej mod skønlitteraturens endeligt. I Danmark har flere litteraturkritikere været tilbøjelige til at give de tre herrer ret. Blandt andet Informations skribent Anton Geist, der i artiklen “Den ligegyldige krimi” skriver om de to kvindelige krimiforfattere, at “Sproget er åndsforladt og floskuløst, persongalleriet er stereotypt, og handlingsgangen er alt for præget af opklaringsteknisk fnidder fnadder og kedsommeligt livsstilslir.” Det er selvfølgelig fuldstændig i orden at kritisere enhver roman på sine egne præmisser, problemet med såvel de danske kritikere som de svenske er dog, at de hovedsageligt forholder sig til dronningerne selv og ikke til deres bøger, og i hvert fald er det meget få konkrete eksempler, de trækker på i deres kritik. På den måde kan det smage af mandschauvinisme, som både Läckberg og Marklund har fremhævet. Det er i hvert fald ikke vanskeligt at finde krimier af mandlige forfattere, som var særdeles trivielle i såvel plot som skrivestil uden, at de har været samme mølle igennem.

Magt som rød tråd

Et gennemgående tema i samtlige Liza Marklunds værker er forholdet mellem mænd og kvinder. Såvel i kriminalromanerne om Annika Bengtzon, i værkerne om Maria Erikssons liv, som i debatbogen “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden” er det magtrelationer mellem mænd og kvinder, vold mod kvinder, ligestilling i parforholdet og ligestilling på jobbet, der er i fokus. Marklund giver selv udtryk for, at den traditionelle kvinderolle føles alt for trang, og i artiklen “Krimidronningen der kæmper for ligestilling” i Berlingske Tidende (se kilder) siger hun: “Kvinder skal have samme muligheder som mænd. Det er vigtigt. Vi har ikke ligestilling, når det gælder løn, indflydelse og muligheder, og de, som påstår noget andet, lyver.[…] Hvis man ser, hvor mange mænd, der tager barsel i Sverige, så ligger det på 15 procent, og det mærkelige er, at det tit falder sammen med fodbold-VM eller elg-jagten.” Liza Marklund mener, at vejen frem er at oplyse om problemet, for det er på den måde, der kan forandres på et udgangspunkt, som Marklund i artiklen beskriver som: “At være kvinde er et handicap. At være mand er en fordel.”

Samfundskritisk krimitradition