- Karina Søby Madsencand.mag., 2007
Intro
Der er lagt op til spænding og blodige mord fra første færd i “Livstid” fra 2007 (“Livstid”, 2007), hvor Sveriges mest kendte politimand, David Lindhold, findes myrdet i sin seng. Den eneste tilstedeværende i lejligheden er hans kone Julia, som ligeledes er betjent, og manden er skudt med hendes tjenestevåben, så sagen er tilsyneladende klar: Julia må være morderen. Spørgsmålet er bare, hvor parrets fireårige søn, Alexander, er forsvundet hen. Selv hævder Julia, at en fremmed kvinde har skudt hendes mand og kidnappet deres dreng, men den tror hverken politiet, hendes forsvarsadvokat, medierne eller endog hendes nærmeste på. Men det gør Annika Bengtzon. Ganske vist ligger Annikas eget liv i ruiner. Manden har forladt hende til fordel for sin elskerinde. Huset er blevet brændt ned som resultat af en påsat brand, og Annika selv er under mistanke. Veninden Anne Snaphane har travlt med sit eget liv og har ikke tid til at give Annika husly. Og cheferne på avisen Kvällspressen er kun interesseret i, at hun præsterer gode artikler, mens kollegerne vist mest af alt håber, at hun dummer sig, så de kan overtage hendes plads – der er nemlig nedskæringer under opsejling. Men på trods af rodet i Annikas eget liv så giver hun sig til at rydde op i Julias, og det viser sig, at Julias respekterede og anerkendte politimand ikke var helt så fin i kanten, som alle går og tror. Blandt andet var han involveret i en række lyssky virksomheder, han har indtil flere gange været anklaget for vold i tjenesten, og han var en pågående skøjtejæger, der samtidig var yderst jaloux, hvis Julia skulle alene i byen – selv når det var for at gå på arbejde. Men var det derfor, Julia havde skudt ham, og er det endog slået så meget klik for hende, at hun også har slået deres barn ihjel, eller har der virkelig været en anden kvinde på spil?
