Foto: Magnus Ragnvid

*Seneste udgivelse

Camilla Läckberg

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
februar 2026

Hovedforfatter

Kirstine Ersbøll Meyhoff
journalist, cand.mag., 2012

Med lilleputsamfundets fortrængninger, religiøse vanvid og latente aggressioner som omdrejningspunkt er svenske Camilla Läckbergs romaner om skærgårdsflækken Fjällbacka stormet ind på bestsellerlister i hele Norden, og Läckberg har på få år fået status som ”den ny krimidronning” efter landsmanden Liza Marklund. Seriens gennemgående hovedpersoner er kæresteparret Erica Falck og Patrik Hedström, henholdsvis forfatter og politimand, som mødes i den første roman, hvor de sammen opklarer mordet på Ericas barndomsveninde, Alexandra. Fjällbacka romanerne kan således læses som selvstændige krimier, men et væsentligt fokus hos Camilla Läckberg ligger i den udvikling, Erica og Patriks forhold gennemløber fra roman til roman. Hermed indføjer Camilla Läckbergs serie sig i femikrimiens univers, hvor afsløringen af forbryderen er intimt forbundet med blotlæggelsen af helt(ind)ens privatsfære.

Baggrund

Jean Edith Camilla Läckberg er født 30. august 1974 i den lille fiskerby Fjällbacka i Norra Bohuslän på den svenske Kattegatkyst. Det var et stærkt troende miljø, hvor kirkegang, bøn og søndagsskole var normen, og moralen var streng. Fjällbacka var et sted, hvor det var forbudt at træde ved siden af: ”…noget af det, jeg husker tydeligst fra min barndom og ungdom, var spørgsmålet, ”Hvad vil folk sige?!”. Det var et meget religiøst samfund med mange restriktioner. Derfor handler mine bøger også meget om skyld og skam.” (Interview i BogMagasinet, nr. 6, 2008, s. 6-8). (Interview i BogMagasinet, nr. 6, 2008, s. 6-8).

”Ligets øjne var, barmhjertigt nok, lukkede, men læberne changerede i skarpe blå toner. En tynd skorpe af is smøg sig til skikkelsen og skjulte underkroppen helt. Højre arm hang slap og marmoreret langs badekarrets kant med fingrene dyppet i den levrede blodpøl på gulvet. På kanten af badekarret lå et barberblad. Den anden arm var kun synlig over albuen, resten lå skjult under isskorpen. Også knæene stak op gennem den frosne overflade. Alex’ lange lyse hår lå spredt ud som en vifte over badekarrets hovedende, men så skrøbeligt og frossent ud i kulden.”

”Isprinsessen”, s. 12

Som barn var Camilla Läckberg tidligt meget optaget af at skrive, og uhyggen var fra begyndelsen udtalt. Allerede som femårig skrev hun en bloddryppende fortælling ”Tomten”, der handler om mordet på julemandens kone. De dystre historier fortsatte i skolen og i gymnasiet, hvor hendes fascination af død og lemlæstelse fik en bekymret klasselærer til at spørge, om der var problemer derhjemme. Det var der ikke – til gengæld havde teenagepigen Camilla en stor drøm om at blive krimiforfatter.

Foto: Magnus Ragnvid

Født
30. august 1974 i Fjällbacka, Norra Bohuslän, Sverige.
Uddannelse
Civiløkonom, Göteborg Handelshögskola.
Debut
Isprinsessen, 2005 (Isprinsessan, 2003).
Litteraturpriser
SKTF Prisen Årets Forfattere (Sverige), 2005. Folkets Litteraturpris (Sverige), 2006.
Seneste udgivelse
Grædekonen. Alpha, 2026. (Gråterskan, 2026). Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild. (Fjällbacka-serien, 12).

Efter endt skolegang blev drømmen dog sat på standby. Camilla Läckberg flyttede til Göteborg, hvor hun uddannede sig til civiløkonom, og siden rykkede hun til Stockholm, hvor hun arbejdede i et par år. Hun trivedes imidlertid slet ikke med jobbet, og i 1998 tog hun det første skridt på vejen til en karriere som forfatter. Hun deltog i kurset ”At skrive krimi”, en gave fra hendes mor, bror og daværende ægtemand. Det satte gang i skriverierne, og i 2003, i samme uge som hun fødte sit første barn, sønnen Wille, fik Camilla Läckberg antaget krimien ”Isprinsessan” på forlaget Forum.

Siden er det gået slag i slag for Camilla Läckberg: ”Isprinsessen” er blevet til en serie på foreløbig fem romaner, der alle foregår i og omkring barndomsbyen Fjällbacka. For hvert bind er seriens popularitet vokset støt. Alene i Sverige har Läckbergs bøger solgt mere end 2 millioner eksemplarer, og i 2006 var hun Sveriges absolut bedst sælgende forfatter. Populariteten blev kun understreget yderligere, da hun samme år modtog ”Folkets Litteraturpris”, der er en svensk læserpris i stil med den danske ”Læsernes Bogpris”. I 2007 viste svensk tv filmatiseringerne af de første to romaner, ”Isprinsessen” og ”Prædikanten”, og flere filmatiseringer er på vej.

Fra foråret 2008 introduceres Läckbergs forfatterskab på det amerikanske bogmarked, ligesom Fjällbacka-serien allerede udkommer på de fleste europæiske sprog.

Camilla Läckberg er fraskilt og bor i dag i Stockholm med sine to børn, Wille på fem år og Meja på tre år, samt kæresten Martin Melin, der er politimand og vinder af Robinson Ekspeditionen i 1997. De to mødte hinanden i forbindelse med, at hun researchede til den fjerde bog i Fjällbacka-serien, ”Ulykkesfuglen”. Den svenske sladderpresse har dækket forholdet intenst, fordi Camilla Läckberg stadig var gift, da hun indledte forholdet til Martin Melin.

Udvalgte bøger

Lilleputsamfundets farlige fortrængninger

Som allerede nævnt er rammen om Camilla Läckbergs krimier det lille skærgårdssamfund Fjällbacka på Sveriges vestkyst, hvor hun selv er opvokset. I sine romaner øser hun af egne erfaringer i miljø- og personskildringer, og hendes indgående kendskab til lilleputsamfundets typer og karakteristika bidrager således til en meget levende iscenesættelse af gerningsstedet Fjällbacka med dens provinsielle nid og nag, sladder, sekteriske religiøsitet, bornerthed og gensidige overvågning.

Fjällbacka er således en fremragende ramme om forbrydelsen. Det lille samfund kan ganske enkelt ikke ”rumme” alle de frustrationer, had og hævngerrighed, som før eller siden hober sig op indenfor de snævre rammer. Den provinsielle, småborgerlige moral byder folk at stoppe diverse skeletter så langt ind i skabene som muligt og feje alt snavs ind under gulvtæppet, men der er så at sige ikke plads i længden. Ligesom når en kedel koger. Bliver trykket for højt, springer ventilen af. Camilla Läckberg formulerer det selv således i et interview: ”Det er helt klart, at den lille by fungerer fantastisk som ramme for en krimi. I en lille by kan du ikke slippe væk, alle er så tæt på hinanden, at det faktisk må gå galt på et eller andet tidspunkt. I en lille by er der altid noget, folk skjuler for hinanden, fordi alle holder øje med alle. Det er det samme, der sker i reality-showet, hvor en hel nation sidder og overvåger nogle mennesker gennem tv’ et og computeren. Det har jeg brugt i ”Ulykkesfuglen”, hvor Fjällbacka er rammen om optagelserne af realityshowet ”Fucking Tanum”. Provinsbyen og realityshowet spejler hinanden – det er lukkede rum, fængsler, men udadtil prøver man at opretholde en idyllisk facade”. (BogMagasinet, nr. 6, 2008, s. 6-8).

Det er netop denne logik, Camilla Läckberg udfolder i sin Fjällbacka-serie. Mordene i hendes romaner udspringer af de forkvaklede familiestrukturer, der trives i et miljø, hvor overflade og udvendig, moralsk styrke dækker over ukontrollable drifter, magtesløshed over for tilværelsen, alkoholisme, religiøs fanatisme, selvhad og hævngerrighed hinsides enhver rimelighed. Tilsvarende er forbrydelserne i Camilla Läckbergs romaner ekstremt brutale og udspekulerede, og så meget desto voldsommere virker de, fordi de finder sted inden for rammerne af et samfund, der er indbegrebet af pænhed og korrekthed. Et samfund, der registrerer og væmmes ved alle små brud på normaliteten – men slet ikke ænser de virkelige forbrydelser, før det er for sent. Ligesom de nære relationer i den kollektive bevidsthed forbindes med tryghed, på samme måde figurerer det landlige lilleputsamfund et sted i den urbane bevidsthed som en oase af fred og ro, et sted, moderniteten aldrig har fået bugt med, og derfor opsøger vi det i vores ferier i nostalgisk jagt på det ægte og uspolerede.

Men intet paradis uden en slange, og Fjällbacka-idyllen har foreløbig vist sig leveringsdygtig i adskillige. Der er måske ikke så dejligt ude på landet som vi gik og troede – eller rettere, som vi ynder at bilde os ind, at der er. Men selvom Läckbergs krimier insisterer på at vise vrangsiden af det provinsielle glansbillede, forbliver forestillingen om idyllen i en vis forstand intakt.

Det faktum, at krimiplottet udfolder sig indenfor så snæver en ramme, som det gør i Fjällbacka-serien, betyder, at ”forbrydelsens element” i hver enkelt roman afdækkes fuldt og helt og dermed opløses. Alt bliver oplyst, retfærdigheden sker fyldest, og der er ikke noget, der undslipper det provinsielle, familiære, lukkede kredsløb. Forbryderen er en ener, der handler på egen hånd, han eller hun er ikke del af et større, uoverskueligt netværk, men er drevet af personlige, ofte meget følelsesladede rationaler. Når vedkommendes ugerning først er afsløret er gåden endegyldigt løst, lilleputsamfundets organisme er helbredt for en ubehagelig svulst, og sygdommen har ikke bredt sig. I den forstand genoprettes forestillingen om det landlige samfunds grundlæggende uforanderlighed midt i en kaotisk verden af uoverskuelige netværk og grumsede fjendebilleder.

Hvor storbyens og den globaliserede verdens kriminalitet udmønter sig som genkommende symptomer på den samme uhelbredelige sygdom – symptomer, der for en tid, det vil sige i løbet af den enkelte roman, kan slås ned, men ikke udryddes endeligt – er det provinsielle samfunds ondskab chokerende grum, men kommer altid til udtryk som et enkeltstående tilfælde, der med lidt snilde og kløgt kan fjernes fra jordens overflade.

Den morderiske familie

Et gennemgående tema i Camilla Läckbergs Fjällbacka-krønike er forholdet mellem forældre og børn. Man kan således efterhånden som serien er skredet frem tale om et tematisk omdrejningspunkt, den røde tråd i den kæde af forbrydelser, serien som helhed blotlægger. En kæde af forbrydelser, der altså ikke alene er betinget af det provinsielle fængsel, men også – i den Läckbergske logik – synes at knytte sig til det ganske særlige, intime og hengivne forhold, der er mellem forældre og børn. Eller rettere, til det forældre-barn-forhold, der kulturelt og historisk set forbindes med en særlig intimitet og hengivenhed. For heri består nemlig den latente kritik i Camilla Läckbergs krimiunivers. Her sættes ikke bare spørgsmålstegn ved værdien af forældre-barn-forholdet, der rejses også tvivl om, hvorvidt den højt besungne kærlighed mellem forældre og børn vitterlig altid er til stede. Krimiplottet i Läckbergs romaner blotlægger altid – mere eller mindre eksplicit – forældre-barn-forholdet som en afgrund af uforløst kærlighed. Tilbage er en kamp om magt , og det er i denne magtkamp, selve forbrydelsen finder sted.

Som bagtæppe for den tematisering af forældre-barn-forholdet, der udfolder sig i romanernes krimiplot, agerer ”heltinden” Erika Falck. Undervejs i serien forvandler hun sig fra selvstændig single med talent for at opklare kriminalsager til frustreret, hjemmegående mor, der må igennem en fødselsdepression af de værre, og som først hen imod slutningen af ”Ulykkesfuglen” synes at være kommet overens med sin moderidentitet. Selv har hun øjensynligt haft et yderst problematisk forhold til sin egen mor, der er død relativt tidligt i en bilulykke sammen med faderen.

Blotlæggelsen af dette gådefulde forhold og historien bag antydes i slutningen af ”Ulykkesfuglen” som temaet for den næste roman i serien, ”Tyskungen”.

Med andre ord arbejder Camilla Läckberg meget konsekvent med temaet forældre-barn, men ifølge hende selv var det ikke en tematik, hun var bevidst om fra starten. Hun har selv i et interview påpeget, at der er et ”uhyggeligt potentiale” i relationen mellem barn og forældre, fordi den både er et billede på tryghed og noget meget farligt: ”Vi skræmmes alle ved tanken om, at et fremmed menneske kan gøre os ondt, men det mest skræmmende er tanken om, at nogen, man elsker og som står os nær kan gøre os fortræd – eller at vi selv kan gøre dem fortræd.” (BogMagasinet nr.6, 2008, s. 6-8).

At forældre kan gøre børn fortræd og at børn kan tage en grusom hævn – hvad enten det går ud over forældrene selv eller om andre må bøde i deres sted – bliver især tydeligt fra og med Fjällbacka-seriens andet bind, ”Prædikanten”. Her har barnet, man gjorde fortræd, forvandlet sig til en på én gang koldblodig og medynkvækkende morder – koldblodig i sin grusomhed, medynkvækkende, fordi grusomheden udføres i et forkrampet forsøg på at vinde en symbolsk faderskikkelses kærlighed og respekt.

I ”Stenhuggeren”, seriens til dato mest komplekse og gennemkomponerede roman, undergraves myten om den opofrende moder, der uanset hvad altid elsker sit barn. Her udfolder Camilla Läckberg krimigåden som en art slægtsroman, hvor forældrenes – især moderens – svigt gennem generationer efterlader en slagmark af forkrøblede og døde børn. Läckberg har i adskillige interviews gjort opmærksom på, at ”Stenhuggeren” i høj grad var inspireret af den fødselsdepression, hun selv oplevede efter at have fået sit første barn, sønnen Wille: ”Vi tager alle sammen for givet, at en mor elsker sine børn betingelsesløst, og det er forbundet med dyb skam ikke at elske sine børn. Faktisk er det et af de største tabuer, vi har. Men det er jo noget, rigtig mange kvinder oplever i forbindelse med en fødselsdepression…”. (BogMagasinet nr. 6, 2008, s. 6-8).

I ”Ulykkesfuglen” er det eventyret om Hans og Grete, der danner klangbund under det traumatiske forhold mellem forældre og børn, men vendt på hovedet, fordi romanens ”Hans og Grete” i modsætning til eventyrets foretrækker at bo hos ”heksen”, fordi hun sætter pris på dem og passer på dem, i modsætning til deres mor. Centralt i krimigåden står således igen barnet som et traumatiseret og i bogstaveligste forstand udsat væsen, der navigerer i et kaotisk rum på jagt efter kærlighed og anerkendelse. Det er barnets savn og tab af kærligheden og anerkendelsen, der i Camilla Läckbergs univers virker som katalysator for drabet og som i romanseriens provinsielle rum krystalliserer sig som en fatal forbandelse gennem flere slægtled.

Hjemstavnslitteratur og femikrimi

Camilla Läckbergs Fjällbacka-serie tegner et universelt billede af lilleputsamfundet som et potentielt rum for overgreb og ondskab, og dermed placerer serien sig ikke umiddelbart i den svenske tradition for samtids- og samfundskritiske krimier, der begyndte med Maj Sjöwall og Per Wahlöös verdensberømte romaner om kriminalkommissær Beck i Stockholm. Fjällbacka-romanerne er snarere arvtagere til Agatha Christies Miss Marple-univers, som Camilla Läckberg kombinerer med en moderne volds- og grusomhedsæstetik inspireret af filmmediet.

Det er værd at bemærke, at Camilla Läckberg hermed skriver sig ind i en tendens i svensk krimilitteratur, som i disse år i høj grad profileres af kvindelige forfattere, nemlig, hvad man kunne kalde ”hjemstavnslitteraturens genkomst i krimien”. Her bør især nævnes forfatterinderne Åsa Larsson og Mari Jungstedt, hvis krimier er henlagt til henholdsvis et lilleputsamfund nær Kiruna i Nordsverige og landlige omgivelser på øen Gotland i Østersøen. Hos begge disse forfatterinder er det den provinsielle ramme og dens geografiske og klimatiske særpræg, der er i fokus. I Larssons romaner er præmissen den barske natur og vejrliget i Nordsverige, hvor solen om sommeren er oppe hele tiden og om vinteren aldrig viser sig. I Jungstedts univers er rammen den på en gang fashionable og søvnige ”ferieø”, der om sommeren fyldes med jetsettere og kongelige, og som resten af året er ramt af arbejdsløshed og kedsomhed. Både Åsa Larsson og Mari Jungstedt trækker i deres krimier på personlige erfaringer gennem opvæksten i de respektive miljøer, og tilfører dermed – ligesom Camilla Läckberg – en art landlig eksotisme til et krimilandskab, der i meget høj grad præges af storbyen og tidens fascination af det globale og grænseoverskridende. Det lille, søvnige samfund langt fra verdens og mediernes tummel er i bund og grund ukendt land for langt de fleste moderne mennesker i en tid, hvor stadig flere samler sig i byerne, globaliseringen er rykket ind i stuerne og ord som ”terror”, ”trafficking”, ”østeuropæiske mafiabander” og ”verdensomspændende epidemier” er blevet hverdag.

I den forstand kan man sige, at krimiforfattere som Camilla Läckberg, Åsa Larsson og Mari Jungstedt med flere også kan ”tillade” sig at skrive nogle andre historier end dem, vi normalt får serveret i den efterhånden traditionelle samfunds- og storbykritiske, politiske krimi. De er ikke bundet af et genkendeligt eller ”realistisk” univers, endsige det medieskabte univers, som moderne mennesker i høj grad identificerer sig ud fra. I stedet skriver de om et nærmest mytisk landskab, hvor tiden går langsommere og hvor påvirkningen udefra mærkes langt mindre voldsomt end i storbyen og de transnationale miljøer, som storpolitikken og det globale trusselsbillede opererer inden for rammerne af. Det er moderne skrækfortællinger om al den uhygge, der kan udspille sig lige inde på den anden side af hækken hos naboen, hos dem, du troede var dine venner, hjemme hos byens spidser – ja, hjemme hos den mor og far, der skulle være den sidste og stærkeste bastion mod det onde.

Den store nordiske krimifejde

Læsernes modtagelse af Camilla Läckbergs forfatterskab har som allerede beskrevet været overvældende positiv, mens reaktionerne blandt anmelderne har været knapt så begejstrede. Omvendt har det formentlig ikke skadet Camilla Läckbergs salgstal, at hun i sommeren 2007 for alvor kom under beskydning fra repræsentanter for ”den gode smag” og ufrivilligt blev hovedpersonen i det, der siden er blevet kaldt ”den store nordiske krimifejde”. En række mandlige, svenske kritikere og forfattere anklagede ”femikrimien” for at være elendig litteratur og dens succes for at være en trussel mod det litterære niveau i Sverige. Især krimiforfatteren Leif G.W. Persson var ude med riven efter Camilla Läckberg, hvis romaner han mente var på niveau med indholdet i teenagepigebladet ”Min Hest”

Kritikken vakte stor opmærksomhed, også uden for Sverige, nok ikke mindst på grund af, at de hårde ord kom fra mandlige kritikere og krimiforfattere og udelukkende rettede sig mod krimier begået af kvinder.

Debatten, der fulgte, kom i høj grad til at handle om køn og kønnets betydning for, hvordan man skriver og/eller oplever litteratur. Selv tog Camilla Läckberg til genmæle og kaldte kritikken for ”en gang pis fra ældre herrer, der virker, som om de føler sig snydt på en eller anden måde”. Analysen var næppe helt ved siden af. Både Camilla Läckberg og den anden store, svenske krimidronning, Liza Marklund, har solgt langt over 2 millioner eksemplarer af deres bøger, og det er der ikke mange, der kommer i nærheden af. Det skulle da lige være Jan Guillou, der har solgt over 9 millioner eksemplarer af sine spændingsromaner og som den eneste kendte, mandlige forfatter i Sverige tog de kvindelige krimiforfattere i forsvar, også med henvisning til, at de sure opstød nok først og fremmest skyldtes banal misundelse.

Siden er debatten døet ud, men selvom det ikke er utænkeligt, at den vil opstå igen – kritikken af krimigenrens litterære kvaliteter eller mangel på samme er en gammel diskussion – er der vist ikke tvivl om, at Camilla Läckberg forlod fejdens første runde som sejrherre. De utilfredse, mandlige kritikeres udfald kom i sidste ende til at stå tilbage som et udtryk for bitterhed over kvindelige krimiforfatteres uomtvisteligt bedre salgstal, og debatten forvandlede sig undervejs, når alt kommer til alt, til ét kæmpemæssigt, gratis publicityshow for Läckbergs forfatterskab. Det har Camilla Läckberg formentlig heller ikke været blind for.

Sikker sans for markedsføring

Selv har Camilla Läckberg aldrig lagt skjul på, at hun i høj grad betragter det at være forfatter som business . Her trækker hun på sin baggrund som civiløkonom med flair for tal, PR og markedsføring, og hendes forfatterskab er da også uden tvivl det mest gennemført professionelt brandede i Sverige – ja, måske i hele Norden. Camilla Läckberg promoverer sig selv som en blanding af superstjerne og ”hende, der kunne være din bedste veninde” – på én gang vildt glamourøs og meget nede på jorden. Markedsføringen foregår på kæmpe billboards i gadebilledet, reklamer i tv og en i det hele taget meget udadvendt stil, hvor interviews og møder med læserne spiller en stor rolle.

Mest eksemplarisk for Läckbergs markedsføringsstrategi er dog hendes visuelt meget lækre hjemmeside, www.camillalackberg.com. Her optræder Läckberg stylet som sexet diva à la 1950’er-filmstjerne, og de smukke billeder fra Fjällbacka mikser stilbevidst den ultimative drøm om det perfekte, idylliske Sverige med romanernes dystre, semi-gotiske fremstilling af lillebyen. Man kan desuden sende elektroniske postkort fra siden med æstetiserede motiver af mordscener holdt i tjekkede retrofarver. Parallelt med det meget iscenesatte og ”kultagtige” billede af forfatterinden og hendes værk, fremstiller hjemmesiden imidlertid også Camilla Läckberg som en helt almindelig svensk mor til to, der går op i opdragelse, sund mad, motion og weekendhygge med veninder og familie. Hun blogger flere gange om ugen på siden, og indholdet er typisk noget så ordinært som to-do-lister for ugen, tips om gode køb på nettet, spørgsmål til andre bloggere om, hvor hun skal bo, spise og shoppe på den næste tur til New York osv. Desuden kan man se private snapshots af børnene Wille og Meja, bryllupper i vennekredsen og familiefrokoster på terrassen. Bloggen afføder ofte rigtig mange kommentarer, og det er tydeligt, at Camilla Läckberg har en stor skare af fans, der udbeder sig alt fra gode råd om vægttab til detaljer fra den kommende roman. Som et sjovt – og meget sigende – indslag på hjemmesiden har Camilla Läckberg desuden forfattet en ”sådan skriver du en krimi”-guide, og budskabet er ikke til at tage fejl af, det at skrive krimier er ingen kunst, det er et håndværk og det kan læres, nøjagtig ligesom Camilla Läckberg lærte at skrive krimier på et kursus.

Camilla Läckbergs personlige hjemmeside er et godt eksempel på, hvordan forfatteren – i hvert fald på overfladen – styrer uden om de gængse kanaler for markedsføring, nemlig medierne og forlaget, og i stedet promoverer sig som en selvstændig aktør. Det er ikke ensbetydende med, at Camilla Läckberg ikke bruger disse medier og sine forlag, det gør hun i allerhøjeste grad, men først og fremmest er det hende , der markedsfører sig selv. Läckberg signalerer, at hun gerne vil i direkte kontakt og dialog med sine læsere, og hun lægger ikke skjul på, at den vare, læserne får, hvis de køber hendes bøger, er mere end blot en krimioplevelse. Med i købet får de en intimitet med forfatteren og adgang til en indforstået ”hype” omkring ”kultstedet” Fjällbacka, der oven i købet kan besøges i virkelighedens verden og som hjemmesiden indirekte fungerer som turistreklame for. En krimi af Camilla Läckberg er således mere end bare en krimi, den er et brand , et totalkoncept, hvor læseoplevelsen ikke står alene, men er forbundet med noget ekstra. Hermed udstikker Läckberg helt nye retningslinjer for markedsføring af litteratur overhovedet. Retningslinjer, som formentlig vil tegne tendensen indenfor bogbranchen i mange år fremover.