Åsa Larsson

Genrer og tematikker

At definere Åsa Larssons bøger som femikrimier er oplagt, hvis man dermed mener bøger skrevet af en kvindelig forfatter med en sej kvinde i hovedrollen, men de er mere end det. Det der fylder, udover de mange bestialske mord og opklaringen af dem, er menneskets relation til naturen, slægten, Biblen og fortiden. Det er forholdet mellem bymennesket og landsbymennesket, mellem natur og kultur, mellem mænd og kvinder. Og det er kampen for at få det hele til at gå op.

Hendes forfatterskab er ikke religiøst, men hun lader en bibelsk tone løbe igennem hele forfatterskabet. De bibelske fortællinger bliver en slags historisk klangbund for krimigåderne. Larsson lader kritikken mod institutioner, der har taget patent på religion, skinne tydeligt igennem. Og den går hånd i hånd med en markant kønspolitisk tone.

I ”Blodskyld” kommer den tydeligst til udtryk ved præsten Mildreds kamp for kvindernes ret i Kiruna og ved hendes opgør med kirkens favorisering af mænd. Hun udtrykker det sådan: ”Kirken står på pinde for dem, de holder fandeme alle ude, især kvinder. Men kvinderne, de slider og slæber og må vente på deres løn i Himlen. Jeg er så skidetræt af det. (”Blodskyld”, s. 252).

Naturen er et andet helt essentielt tema i forfatterskabet, og i Larssons beskrivelser af livet omkring Kiruna, hvor drab og hygge trives overraskende godt side om side, dominerer den. Naturen er kilden til Larssons poetiske sprog, og besjælingen af naturen er forfatterskabets gennemgående trope. Naturen husker alt, og den er en del af et hvert menneskes sjæl, som Larsson selv udtrykker det i et interview med Nordjyske Stiftstidende. Hun uddyber det og siger: ”Naturen er en understrøm i vores liv. Vi kalder den besjælet. Den minder os om, at man skal arbejde for en sameksistens. Og at vi har fortid og fremtid med os.” [6]Charlotte RørthDræb ikke det derude. Nordjyske Stiftstidende2012-12-21.

Larssons bøger er fortællinger om snæversyn og indavl, om dødbringende sladder, fortielser og fortrængninger, om outsidere, skyld og forsoning, om tro og fanatisme, om hunde og om en overvældende, mørk og skæbnesvanger natur, som vi skal værne om.

Beslægtede forfatterskaber

Åsa Larssons forfatterskab har mange tematiske ligheder med hendes litterære forbillede Kerstin Ekman. Det store tema i begge forfatterskaber synes at være menneskets afhængighed af og fællesskab med den store natur. Vildmarken er derfor en naturlig scene i begge forfatterskaber. Biblen spiller også en væsentlig rolle for begge forfattere. Hos Ekman refererer mange navne f.eks. direkte til bibelske navne, og der optræder ofte mange religiøse handlinger i hendes romaner. Larsson beskriver i højere grad miljøer, hvor Biblen er en naturlig del af menneskers liv.

De kvindelige forfattere fylder meget i det svenske krimilandskab for øjeblikket – med Liza Marklund og Mari Jungstedt som de bedst sælgende. Det er nærliggende at sammenligne Åsa Larssons forfatterskab med deres. Og de har også flere ting til fælles: Kvindelige helte, gode plots, landet og et stort publikum. Men den hverdagslige køkkenbordssnak og det meget samfundskritiske adskiller dem. Samfundskritik tematiseres ikke i Larssons forfatterskab. Hun koncentrerer sig om mere universelle temaer som religion og tro, slægt og fortid og nutid, natur, kærlighed, død og forholdet mellem mennesker.

Den psykisk ustabile Rebecka Martinsson minder om danske Susanne Stauns Maria Krause, hovedpersonen i ”Døderummet” og ”Hilsen fra Rexville”. Begge hovedpersoner er outsidere, der helst vil klare tingene selv, men Staun er nok noget mere radikal med sin hovedperson, der bestiller voldtægter for fornøjelsens skyld. Bliver vi ved Larssons persongalleri giver den lokale politikvinde Anna-Maria Mella, der i den første bog ”Solstorm” er højgravid, mindelser til den gæve og jordbundne Marge Gunderson, hovedpersonen i Coen-brødrenes film ”Fargo” fra 1996.

Larsson fortæller selv, at Biblen og særligt Det Gamle Testamente har været en stor inspiration og også er grunden til, at det blev krimigenren, hun kastede sig ud i. Hun siger: ”Jeg plejer at give Det Gamle Testamente skylden for, at jeg skriver krimier. I mine unge år i Kiruna var jeg medlem af en frikirke og sådan en slags hallelujapige. Dengang læste jeg meget i Det Gamle Testamente, som jo er én lang ophobning af helte, vold, blod og skurke. Selvfølgelig er det lidt let at give Det Gamle Testamente skylden, men i hvert fald er det en del af min bagage”. [3]Carsten AndersenNord for polarcirklen går handlingen i gangPolitiken, 2008-11-12..

Relaterede forfattere