”Jeg burde være bange, men han kyssede mig som en elsker, og den musik, jeg senere skulle frygte, ville spille videre, når jeg var død, når jeg lå smadret i min smadrede bil, og alting var ødelagt, den musik, der i sit glade vanvid ville være den rene hån over min død, den spillede ganske vist videre, blot var jeg alt andet end død: With you I've found the key, to open any door sang David Coverdale i begge mine ører.”
“Døderummet”, side 63.
Nkeme har søgt og fået en stilling ved Retsmedicinsk Institut i Odense. Maria, som lever i et tomt ægteskab og ikke er knyttet til andre end Nkeme, følger efter. Et par piger bliver myrdet. Noget peger på, at der er en seriemorder på spil. Kursiverede passager fra en dagbog bliver skudt ind. Her beretter en psyko om sin opvækst i et overlægehjem, hvor han knaldede sin mor, brændte sin kat, voldtog sine klassekammerater og brændte et par af dem levende. Vi har, om man så må sige, begrundet mistanke om, at det nok er morderen, som taler, men hvor er han på handlingsplanet? Er han en af Marias kolleger?
Susanne Staun bryder et princip. Hun har researchet, og hun slipper af sted med det. Fortællingen drukner ikke i retsmedicinske detaljer. Den lever i detaljen og stiger op over den. Der er set up og pay off i nøjagtigt udmålte portioner, og desuden er der en appetitlig ekstra krølle på halen med en grum Staunsk selvtægtsfantasi. “(…) en retsmedicinsk thriller, der er et opsigtsvækkende rent genrestykke i forhold til de beskidte Fanny-bøger. Det chokerende ved Døderummet er, hvor mainstream det lykkes Staun at være uden at give køb på kvaliteten og vildskaben”, bemærkede Berlingske Tidendes litteraturanmelder og delte sjældne seks stjerner ud (Mette Strømfeldt: “Provokerende mainstream”. Berlingske Tidende, 2010-08-26).
Susanne Staun
Susanne Staun er en højt respekteret krimiforfatter i Danmark, der er kendt for sin skarpe tunge og vittige pen, både når hun skriver sine bøger og blander sig i den offentlige debat. Hun har mere ...
Læs hele forfatterportrættet
