Susanne Staun

Genrer og tematikker

Egentlig mener man ikke meget andet med femikrimi end en kvindelig forfatter og hovedperson, og det gør jo genren temmelig bred. Så meget desto mere forbavsende er det, hvor ens den er, og hvor let langt de fleste hjemlige udøvere falder ind under den samme hat, Nordisk krimi. Denne betegnelse bliver i disse år anvendt om den udbredte tendens til socialt bekymrede, psykologisk forankrede og pompøst humanistiske værker på tværs af køn. Det er ikke den slags femikrimier, Susanne Staun skriver. Hendes forbrydere er ikke primært udråbstegn foran et samfund, som har svigtet den sociale indsats. Når forbryderne i “Døderummet” har forstyrrede overlægefruer og stiknarkomaner blandt forældrene, er det måske antydningen af en forklaring på, hvorfor de blev, som de blev, men ikke en undskyldning for det.

Selvtægtstemaet – der også kan opleves i Stieg Larssons Millennium-trilogi og i tv-serien Forbrydelsen – passer forfatterskabets temperament fremragende – og er kendetegnende for bøgerne om både Fanny Fisker og Maria Krause. Det samme kan man sige om den iskolde rædsel. I “Det blå hav” fra 2001 podes den med en ægteskabsfortælling, og i “Skadestuen” fra 2005 med femikrimiens favorittema, trafficking og luderudnyttelse – blot for at nævne endnu et par af forfatterskabets markante anmelderfavoritter. Humoren var fremtrædende i debuten “Sådan lyder en salonriffel” fra 1998 og blev ført videre i Fanny Fiske-fortællingerne.

Fanny Fiske-bøgerne er den nøjagtige goth/noir-ækvivalent til chick lit'en. Staun tager den bare en tand videre med sin veludviklede stemningskunst og boblende, sproglige heksekedel. Det gælder også, når hun får stukket en mikrofon op i ansigtet. Her netop apropos femikrimien: “Med mindre den danske og svenske femikrimi får en gevaldig ansigtsløftning, dør den trend en naturlig død – i salonerne i hvert fald. De skønlitterære læsere, der har stukket snuden forsøgsvis indenfor, er allerede på vej væk, men på den anden side er kernegruppen af tidligere og nuværende ‘kvindelitteratur’-læsere (Bushnell, HVH (Hanne-Vibeke Holst, red.), Weisenberger, Garbers, Nynne-og-Lautrups-tænder med videre) kæmpestor og kæmpesulten. So who knows? Hvis femikrimien bliver ved med at være lige så læse-let og lang i trusse- og tespyttet, så er Fay Weldons billige epigoner parret med klassisk ‘Sjø-val’ måske gået i evigt kredsløb omkring en stedse menstruerende måne, vi ikke anede fandtes?” [3]Charlotte Sejer PedersenSusanne Staun: En hot dog med det helePolitiken, 2007-08-15..

Hun siger det ikke selv – hvorfor skulle hun også det, når hun har det samlede anmelderkorps og diverse litterater til det – men Susanne Staun er selv den ansigtsløftning, hun uden at prale taler om.

Beslægtede forfatterskaber

Femtusinde nye kvindelige krimiforfattere senere er det stadigvæk en mand, som har skrevet den bedste femikrimi. Nemlig Peter Høeg med “Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Susanne Staun er den første femikrimi-forfatter herefter, som ikke blegner i sammenligning med hr. Høeg – netop fordi hun er den ansigtsløftning, genren havde brug for.

I modsætning til et par nytilkommere inden for femikrimien som de ferme traditionalister Kaaberbøl og Friis, der forkaster femikrimibetegnelsen, tager Susanne Staun den på sig og fejrer netop det feminine. Hun er Helen Fielding, Sophie Kinsella og Lotte Thorsen, Henriette Lind og Anette Vestergaards nogenlunde jævnaldrende. Og Fanny Fiske er Bridget Jones, Becky Bloomwood og Nynnes rabiate tante. Når man dykker ned under de sprøde aflejringer af tidsånd, dukker der nye lag op.

Er det helt hen i vejret at tro, at “Vejene omkring Pisa” var blevet til en Fanny Fiske-roman, hvis Karen Blixen havde skrevet den i dag? Det enorme referenceapparat, det sprudlende overskud, betagelsen af sindets vindeltrapper og spidsbuer er klare fællestræk for de to forfattere. Og hvis Bret Easton Ellis kunne finde ud af at skrive romaner med plot, ville det så ikke have snerpet hen af Maria Krause-trilogien med de frysende præcise miljøskildringer?

Som Patrick Bateman i “American Psycho” redegør Maria og forbryderen fuldkomment illusionsløst for deres valg, der løber som en kold trækvind gennem hele fortællingen – titlen på første bog i trilogien “Døderummet” passer både på obduktionsstuen og hovedpersonens liv og bliver konkret anvendt om hendes hjem i Odense, hvor tingene stadig står i de kasser, Ikea leverede dem i – og de tilbagevendende heavystrofer fra hendes iPod. Endnu længere bagud står krimiens gotiske grundlægger Edgar Allen Poe, og når det gælder de dystopiske fremtidsskildringer i Fanny Fiske-romanerne giver det associationer til cyberpunk, som med William Gibson i spidsen slog igennem i firserne.

Relaterede forfattere