*Seneste udgivelse

Kaaberbøl og Friis

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2017

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2012

For et par år siden slog den millionsælgende fantasyforfatter Lene Kaaberbøl sig sammen med kollegaen Agnete Friis om at skrive en krimi. Resultat blev en medrivende og hæsblæsende omgang spænding, global i sit udsyn, med hjerte for de udstødte og en udtalt forståelse for udfordringerne i et moderne liv. Eller med andre ord – nordisk krimi, når den er bedst. I dag er debuten, “Drengen i Kufferten”, blevet fulgt op af “Et stille umærkeligt drab”, og en række udenlandske forlæggere har haft det store checkhæfte fremme for at sikre sig rettighederne.

Baggrund

For nogle år siden spurgte Lene Kaaberbøl forfatterkollegaen Agnete Friis, om hun ville være med til at forløse et billede, som hun gik rundt med inde i hovedet. Det forestillede en dreng i en kuffert, og det passede ikke rigtig ind i nogle af de kasser, hvor hun normalt placerede sine ideer, det vil sige børne- og ungdomsbøger i fantasygenren. Agnete Friis var nogle år tidligere udkommet med sin egen fantasyfortælling, “Dyresangeren”, på Kaaberbøls forlag Phabel, og der havde fra starten været en god kemi mellem de to. Friis sagde ja, og det blev til krimien, “Drengen i kufferten”. Den blev en øjeblikkelig sællert og anmelderdarling og første bind af foreløbig to i trilogien om Nina Borg – den handlekraftige Florence Nightingale fra Østerbro, som er sygeplejerske og familiemor. I dag er bøgerne solgt til udgivelse i otte forskellige lande, herunder USA, Italien og Tyskland.

”Det var ikke det der var aftalt, sagde hun febrilsk. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke gøre noget, men du kan. Du ved hvordan man gør.
Karin rejste sig pludselig op som om hun ville til at gå. Nøglepoletten lå på bordet mellem dem. 37-43, stod der med hvide tal på den lille sorte plasticcirkel.”

“Drengen i kufferten”, s. 37-38.

Succes kendte Lene Kaaberbøl allerede fra sin karriere som fantasyforfatter med et salg på over to millioner bøger over det meste af verden. Hun er for længst portrætteret her på siden. Agnete Friis er mere ukendt. Hun er uddannet journalist og har i syv år, fra 2002-2009, arbejdet med økologi som speciale i en stilling som redaktør og informationsmedarbejder i Økologisk Landsforening. Hun har, ud over Nina Borg-krimierne og “Dyresangeren”, leveret tekst til en stribe scifi-tegneserier baseret på det populære Bakugan-univers, og hun har desuden skrevet børnekrimien, “Alberte og det mystiske brev”. Hun bor med sin mand og fire børn på Frederiksberg.

Det er ikke indlysende at pakke to forfatterstemmer ned i den samme fortællerstemme, men øvelsen voldte tilsyneladende ikke Kaaberbøl og Friis besvær: ““Vi skrev hver vore afsnit. Vi havde regnet med, at vi bagefter ville være nødt til at skrive den andens afsnit igennem, så vi kunne ramme en ensartet tone, men det var overhovedet ikke nødvendigt. Ikke engang vores redaktør på forlaget kunne se, hvem der havde skrevet hvad,” fortæller Agnete Friis. “Jeg tror, at man kan sige, at vi har skabt et nyt forfatterjeg,” tilføjer Lene Kaaberbøl. “Dette forfatterjeg er hverken Agnete eller Lene. Det er en hybrid, som har sin helt egen stemme.”” [1].

Foto: FlapFoto

Født
Lene Kaaberbøl: 24. marts 1960 i København. Agnete Friis: 2. juli 1974 i København.
Uddannelse
Lene Kaaberbøl: cand.mag. i engelsk og dramaturgi. Agnete Friis: journalist.
Debut
Drengen i kufferten, People’s Press, 2008. Krimi.
Priser
Harald Mogensen Prisen for årets bedste krimi 2008.
Seneste udgivelse
Friis, Agnete: Sommeren med Ellen. People'sPress, 2017. Roman.
Inspiration
Fælles: Gretelise Holm.

Hemmeligheden bag den vellykkede sammensmeltning er ifølge de to forfattere, at de er enige om, at grundig planlægning, research og skitsering af personer, plot og handlingsforløb er vigtige. Men først og fremmest peger de på den gode kemi – og tonen mellem dem virker da heller ikke specielt hæmmet, som man kan læse på hjemmesiden www.ninaborg.dk:

“Lene om Agnete: Pessimist? Kun til de opfinder et sortere ord. Agnete vil hellere have at verden går under i et CERN-skabt sort hul, end at den kvæles langsomt af klimaforandringer. Det er den slags der får hende til at sove bedre om natten ...

Agnete om Lene: Blåøjet er ikke kun et signalement. Lene er en af den slags lalleglade naivister, der tror at mennesker kan løse menneskeskabte problemer. Hun er sikkert også overbevist om, at en nigeriansk bankdirektør vil sende hende 11 millioner hvis hun liiiige vil maile ham sit kontonummer.”

Denne herligt bramfrie jargon kan man til dels genfinde i deres arbejde.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Nattergalens død - af Lene Kaaberbøl og Agnete Friis. Saxo.com, 2014.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Den spændingsmættede blanding af samfundskritik, social bekymring, psykologisk forankring og humanisme er ved at være lige så specifikt skandinavisk som lyst hår og døddrukne unge på gågaderne i landets provinsbyer.

Kaaberbøl og Friis behersker det hele så vel, at man godt kan forstå, de er irriterede over at blive betegnet som femikrimi. Det, de bedriver, er nu engang først og fremmest nordisk krimi, men udfordringen er, at de er oppe mod næsten tohundrede års tradition, hvis vi daterer krimigenrens udspring til Edgar Allen Poe, og at krimierne i stort set alle tohundrede år er blevet forfattet af mænd eller på mænds præmisser. Det er da også blot tredive år siden, at amerikaneren Marcia Muller opfandt den hårdkogte privatdetektiv Sharon McCone, der for nogen betegner femikrimiens udspring. Derfor er og bliver den kvindelige forfatter med sin handlekraftige, kvindelige hovedperson helt naturligt subgenredefinerende. Det er ikke det samme som at sige, at der ikke er grøde og forandringer at spore. Flere og flere mænd skriver om kvinder, og man behøver blot tænke på Jens Henrik Jensens Nina Portland, hovedpersonerne i de første Jussi Adler-Olsen-romaner og Stieg Larssons Lisbeth Salander.

Krimien er på den led ved at blive en ikke så lidt androgyn størrelse, en udvikling som kun understreges af et forfatterpseudonym som Liv Mørk, der dækker over Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard. Så måske er den slags ærgelser, som makkerparret Kaaberbøl og Friis giver udtryk for, inden længe en saga blot.

“– Hvor meget hader I udtrykket femikrimier på en skala fra 0 til 10? Lene Kaaberbøl: “11! Et irrelevant og uretfærdigt udtryk.” [3]. Skal man endelig kønsvinkle, så betegner sygeplejersken og husmoren Nina Borg en blød postfeministisk strømning i den nordiske krimi med et ekko fra den samtidige, men anderledes frække og pågående chick-lits selvudleverende navlebeskuelser – a la Henriette Lind og Lotte Thorsens “Nynnes Dagbog”, Spacemermaids “Skydykker uden faldskærm” og Camilla Stockmanns “Nyforelskelse og andre cykelstyrt – udvalgte ansigtstab”. Moderhjertet banker varmt for de svage, de fattige og de udstødte, og kløerne hvæsses over for de gamle patriarkalske strukturers sidste efterliv i borgerskabet. Det er her, de virkelige forbrydere findes i “Drengen i kufferten” og “Et stille umærkeligt drab”. Resten er bare ofre. På den måde får de to forfattere luftet alle de rigtige meninger, og en og anden vil sikkert kunne spore tendenser til multikulturel selvgodhed og politisk korrekthed. Men krimien har altid været båret af en social bekymring, og det er ikke så meget, hvad den mener, som hvordan den mener det, der er relevant og interessant.

Beslægtede forfatterskaber

Jagten på den næste Stieg Larsson er i gang over hele verden, og udenlandske forlag har fundet de store checkhæfter frem for at sikre sig de bedste skandinaviske krimiforfattere. Det har bragt Kaaberbøl og Friis gennem nåleøjet til det enormt selektive og lukrative amerikanske bogmarked sammen med åndsbeslægtede kollegaer som Camilla Läckberg og Jo Nesbø. Men måske er sammenfaldet med andre populære, nordiske krimiforfattere ikke så interessant som forskellene, og hvis man ser bort fra, at Kaaberbøl og Friis tager den humanistiske vinkel et skridt videre med en Røde Kors-sygeplejerske som hovedperson, har det først og fremmest noget med håndelaget at gøre. Deres håndelag er nummeret strammere end de flestes, og sproget gør højst opmærksomt på sig selv ved ikke at gøre opmærksom på sig selv – det er ukunstlet og præcist og stiller sig helt i fortællingens tjeneste. For at finde tilsvarende grader af mestring skal man underligt nok ikke kigge op ad salgslisterne, men ned ad dem. Berlingske Tidendes Jens Andersen har givet sit bud på dette paradoks, og samtidig satte han Kaaberbøl og Friis ind i en fornem kontekst af seriøst kompetente forfattere.

“Kan man abstrahere fra den endeløse strøm af dilettantiske krimier som pumpes ud på det skandinaviske bogmarked og markedsføres som genistreger, så er det et faktum, at krimien lige nu er den genre i litteraturen, hvor der rykkes flest kunstneriske milepæle. Nordiske lyrikere, dramatikere, dokumentarister og ’smalle’ prosaforfattere har for alvor kastet sig ind i journalisternes dans om Stieg Larssons guldkalv og det giver flere spændende, eksperimenterende udgivelser, der enten krydser eller fusionerer forskellige genrer. For så vidt har tendensen været til at få øje på de seneste år. Også herhjemme. Med sin virtuose brug af den klassiske krimis dramaturgi har Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegade-banden hævet skellet mellem spændingsromanen og den dokumentarisk-biografiske genre. Og legesyge litterære makkerpar som Merete Pryds Helle/Morten Søndergaard, Simon Pasternak/Christian Dorph og Lene Kaaberbøl/Agnete Friis har med deres alternative krimiserier tilført genren forfriskende fantasi. Og humor. Ligesom en Susanne Staun med sin sproglige vildskab i Fanny Fiske-bøgerne til stadighed prøver grænser af i krimien.” [4].