BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lene Kaaberbøl
Foto: Lydia Bourne
*Seneste udgivelse

Lene Kaaberbøl

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2020
  • Anne Vindum
    cand.mag., februar 2019
Hovedforfatter
  • Charlotte Hitzner
    cand.theol., 2012

Intro

Lene Kaaberbøl er dansk fantasys ukronede dronning. Blandt hendes udgivelser er flere nyklassikere bl.a. bøgerne om skammerpigen Dina, der fra sin mor har arvet evnen til at skelne sandhed fra løgn med sit blik. Lene Kaaberbøl besidder en evne til at tegne et univers, så læseren umiddelbart drages ind i det, sanser det og lever i det, om det så drejer sig om vildhekse, skammere eller bærfolk. I sine bøger kredser hun ofte omkring udelukkelse fra fællesskabet, at være udvalgt, det gode og det ondes kamp og ikke mindst gråzonerne mellem disse to. I 2019 udkom en samlet filmudgave af ”Skammertegnet” og ”Slangens gave” i anledning af filmen ”Skammerens datter II”.

Baggrund

Lene Kaaberbøl blev født den 24. marts 1960 på Rigshospitalet i København. Hendes forældre var jyder og efter at have tilbragt de første fire år af sit liv på Sjælland, flyttede familien til Malling uden for Aarhus. Faderen arbejdede som overkontrollør i P&T, og moren var sekretær på et borgmesterkontor.

”Hvem er du? spurgte jeg.

Ingentingen.

Hvad?

Ingentingen, gentog hun.

Har du ikke noget navn?

Jo. Det kalder hun mig. Ingentingen.

Hun? sagde jeg. Mener du Kimæra?”

”Vildheks: Viridians blod”, s. 84.

Lene Kaaberbøl klarede sig godt i skolen rent fagligt, men socialt knækkede hun aldrig koden og blev hele sin folkeskoletid mobbet.

Som barn havde Lene Kaaberbøl to store interesser: heste og skrivning. Da hun var 15 år gammel, løb biblioteket tør for hestebøger, og Lene Kaaberbøl besluttede sig for selv at skrive en historie. Det blev til hendes første rigtige bog, ”Den første bog om Tina og hestene”. Siden fulgte yderligere tre titler i serien.

Lene Kaaberbøl
Foto: Lydia Bourne
  • Født

    24. marts 1960 i København.

  • Uddannelse

    Cand.mag. i engelsk og dramaturgi, Aarhus Universitet.

  • Debut

    Den første bog om Tina og hestene. Tommeliden, 1975.

  • Litteraturpriser

    Best Disney Novel Writer of the Year, 2002. Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris, 2003. Børnebibliotekarernes Kulturpris, 2003. Bog- og Papirbranchens (BMF) Børnebogspris, 2003. Nordisk Skolebibliotekarforenings Børnebogspris, 2004. Orla-prisen, 2007 og 2012. Blixenprisen for årets børne- og ungdomsforfatter - Høstprisen, 2015.

  • Seneste udgivelse

    Vildheks - Ildprøven. Alvilda, 2020. (1).

  • Inspiration

    Fantasyforfatteren Ursula K. LeGuin.

Da Lene Kaaberbøl var 18 år, arbejdede hun i en sommerlejr i USA. Her stiftede hun for første gang bekendtskab med fantasygenren i form af Ursula K. LeGuins trilogi om Jordhavet. Fra da af var hun solgt, eller som hun selv udtrykker det: ”Lige siden har mit bog-hjerte banket for eventyr og drageblod og verdener, der ligger mindst tre skridt til højre for regnbuen eller Mælkevejen, og under alle omstændigheder et pænt stykke fra den asfalterede danske virkelighed.”

Da Lene Kaaberbøl var blevet student fra Aarhus Katedralskole, læste hun videre på Aarhus Universitet og blev i 1985 færdig som cand.mag. i engelsk og dramaturgi. Hun arbejdede i en årrække som gymnasielærer, mens hun skrev i sine ferier og på fridage. Først i 2002, små 25 år efter sin debut, tog Lene Kaaberbøl den endelige beslutning om at arbejde som forfatter på fuld tid.

Sideløbende med sin forfattervirksomhed har Lene Kaaberbøl firmaet Phabel, som udgiver børnebøger.

Serien om Skammerens datter har en enorm læserskare og har haft stor succes både som musical på Østre Gasværk i København og som film. I 2015 blev ”Skammerens datter” vist i landets biografer, og da filmen ”Skammerens datter II” blev lanceret i 2019, udkom ”Skammertegnet” og ”Slangens gave” i en samlet filmudgave i denne anledning.

Lene Kaaberbøl er bosiddende i Nordsjælland nær Farum.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Det ender godt til sidst

En af grundene til Kaaberbøls succes er, at hendes figurer bevarer troværdigheden, selvom de ynder at slås mod uhyrer og drikke en tår drageblod. Det skyldes blandt andet, at de fantasifulde historier ledsages af en psykologisk dybde, et etisk indhold og en social ansvarlighed. Både i Katriona- og Skammer-serien er heltene stærkt engageret i at kæmpe mod forskellige despoters undertrykkelse og udnyttelse af andre, ligesom flygtningenes, børnenes og sigøjnernes kår beskrives meget indlevende. Selv siger Kaaberbøl: “Det er ikke, fordi jeg vil ud og ændre verden med mine bøger. Jeg skriver på nogle følelser, og jo, jeg vil sørme gerne have os til tænke over, hvordan vi opfører os over for hinanden”. (Pernille Bramming: “Skammere”. Weekendavisen, 2002-06-20).

”Det er ikke, fordi jeg vil ud og ændre verden med mine bøger. Jeg skriver på nogle følelser, og jo, jeg vil sørme gerne have os til tænke over, hvordan vi opfører os over for hinanden.”

(Pernille Bramming: “Skammere”. Weekendavisen, 2002-06-20).

Kaaberbøls bøger handler om hæderlighed, mod, hjælpsomhed og uselviskhed. Fuldstændig ligesom en berømt forgænger i genren, den engelske forfatter, teolog og litteraturhistoriker, C.S. Lewis, der lod samme værdier skinne igennem i sine Narnia-bøger. Som inspiration trækker Kaaberbøl på arven fra J.R.R. Tolkiens “Ringenes herre” og Ursula K. LeGuins trilogi om Jordhavet. Deres bøger foregår også i et mytisk middelalderunivers, hvor magien, mærkelige væsner og kampen mellem det gode og det onde er i højsædet. Af danske forfattere deler Kaaberbøl liga med Dennis Jürgensen, der er kendt for sine horror-fantasyromaner i serien “Krøniker fra Kvæhl”. Og Jacob Hedegaard Pedersen, som både har skrevet de barske noveller i “Tarot” -serien og de spændende romaner i serien “Dværgenes Krønike”.

I sine historier lægger Kaaberbøl vægt på, at det gode og det onde nødvendigvis må være tilstede, men at solidaritet og sammenhold er vejen frem i kampen mod ondskabens tyranni. Alligevel er hun udmærket klar over, at den lykkelige slutning har trange kår i den moderne verden: “Det sværeste er faktisk dét med den lykkelige slutning. Hvis det bliver sværere og sværere at kende forskel på det gode og det onde, hvordan skal man så blive ved med at få det til at ende godt? Hvordan skal man gøre det plausibelt?”, som Kaaberbøl udtrykker det i artiklen “Og de levede lykkeligt?” (Niels Dalgaard: “På fantasiens vinger”, 2002). Alligevel fastholder hun i samme artikel troen på det godes sejr over det onde: “I virkelighedens verden går verden under, subjektivt set, for tusinder og atter tusinder af mennesker hver eneste dag. Voksne dør. Børn dør. Skatte bliver aldrig fundet. Søskende bliver aldrig genforenet. Tyranner bliver ikke styrtet, og godhed bliver ikke belønnet. Men jeg har vidst, lige siden jeg var barn, at i fortællinger, og især i eventyrfortællinger, går den bare ikke. Knuden skal løses. Vi skal gennem den mørke, farlige skov og ud på den anden side. Det er en fuldstændig nagelfast, klippegrundet overbevisning, et usvigeligt instinkt, som jeg deler med hovedparten af jordens befolkning, børn såvel som voksne. Og hvis jeg svigter det instinkt, svigter jeg mine læsere. Jeg tror endda, jeg kan gøre dem ondt. For de har jo stolet på mig. Mens dragen kom nærmere, mens skurken blev ondere, mens smerten og frygten blev næsten uudholdelig, har de stolet på mig og på historien: det ender godt til sidst, ikke?”

Genrer og tematikker

Lene Kaaberbøl debuterede i 1975 med en bog til hesteinteresserede. Handlingen udspillede sig i en letgenkendelig og ganske normal verden, fri for drager, grumme fyrster og børn, der bærer verdens skæbne i deres hænder. Dette skulle siden ændre sig.

Den største del af Lene Kaaberbøls forfatterskab udspiller sig nemlig inden for fantasygenren. Fordelen ved denne genre er ifølge Lene Kaaberbøl: ”Fantasyuniverset ligner det klassiske eventyrs univers, og det kan indgyde samme livsmod i børn som eventyrets, fordi dragerne dér altid kan besejres, og fordi det altid ender lykkeligt. Verden er med andre ord etisk ordnet, og det appellerer til børns stærke retfærdighedssans. En retfærdighedssans der i virkelighedens verden er svær at udleve for dem, fordi de reelt har en meget magtesløs position i samfundet. Og som det derfor er særligt tilfredsstillende at udleve via fiktive universer som ’fantasies’, hvor skurkene altid kommer ned med nakken, og godhed belønnes.” [1]Monica C. MadsenAt udvide det muliges grænser. Mulighedernes verden, Biblioteksstyrelsen2004-19-04

I de verdener, som Kaaberbøl konstruerer og lader sine fortællinger folde sig ud i, hersker en anden orden end den, vi kender fra vores egen hverdag. Skammerserien foregår f.eks. i et feudalt samfund, det vil sige et samfund styret af en stærk fyrste med mange undersåtter, hvor afbrændinger af hekse finder sted. Men Kaaberbøl blander også fantasy med realisme, som det f.eks. er tilfældet i serien om vildheksen Clara. Her danner denne verden baggrund og afsæt for Claras rejser ind i det mystiske vildhekseunivers.

Magiske evner, vinger og talende dyr er normal kost inden for fantasygenren, men det er ikke kun det overnaturlige og det magiske, der dominerer i Kaaberbøls forfatterskab. Det gør naturen også. Naturen kan være en allieret, hvis den behandles med respekt, men den kan samtidig vende sig mod og straffe enhver, der tager fra den naturlige orden uden at give noget tilbage. Det sker for den faldne vildheks Kimæra, der har dræbt fugle for at lave sine vinger.

Lene Kaaberbøl beskæftiger sig ofte i sine bøger med tematikkerne ensomhed, at stå udenfor fællesskabet, at være udvalgt og at skulle træffe svære valg. Alle tematikker, der, trods det fantastiske univers de udspiller sig i, har en almengyldig værdi. Det bliver med andre ord muligt for læseren at spejle sig i karaktererne og deres følelser på trods af forskellige udgangspunkter.

Beslægtede forfatterskaber

Lene Kaaberbøls forfatterskab er utrolig omfattende og dækker over vidt forskellige udgivelser som f.eks. bøger om, hvordan et barn bliver til, bøger for hesteinteresserede og balletbørn. Men hoveddelen af udgivelserne kan karakteriseres som fantasy.

Mange af bøgerne deler lighedstræk med klassikere som trilogien om ”Ringenes Herre” skrevet af J.R.R. Tolkien. Her er det ikke et særligt udvalgt barn, men en ligeså usandsynlig helt, hobbitten Frodo Sækker, der må påtage sig den vanskelige opgave at bekæmpe ondskaben for at redde ikke bare sit elskede Kløvedal, men hele Midgård. Undervejs får han hjælp af venner, fremmede med sympati for hans sag og fra troldmanden Gandalf.

Fortællingen om Frodos færd udspiller sig i et helt igennem fantastisk univers uden rod i læserens virkelighed. Man kan som læser drage sammenligninger med verden, som den tog sig ud i vikingetiden og i middelalderen, ligesom det er tilfældet med bøgerne om skammerpigen Dina.

I Astrid Lindgrens bog ”Mio, min Mio” bor drengen Bo hos et ældre ægtepar, der har adopteret ham. Men ægteparret bryder sig ikke særligt om ham. En dag finder Bo en flaske med en ånd inden i. Sammen med ånden drager Bo til ”Landet i det fjerne” for at blive genforenet med sin rigtige far, kongen. Alt er fryd og gammen, men den onde ridder Kato truer idyllen. Han kidnapper børn, og Bo begiver sig med sin ven Jum-Jum ud på en farlig rejse for at nedkæmpe den onde ridder. I ”Mio, min Mio” optræder det ensomme handlende barn, som det ses i Kaaberbøls ”Fortællinger om bærfolket” og i skammerserien. Barnet der tager en umådelig stor opgave på sig, fordi ingen anden løsning er mulig.

Men ”Mio, min Mio” opererer også i to forskellige verdener. Den realistiske og den fantastiske. Her bliver hverdagen sat over for en alternativ virkelighed, som hovedpersonen skal afkode og lære at gebærde sig i. Dette gør sig for eksempel gældende for vildheksen Clara, der i tilgift til, at hun skal lære at bruge sine nyopdagede evner, også skal lære, hvordan et helt nyt univers hænger sammen. Både hvad angår sociale koder, love og lurende farer. Alt sammen medvirkende til, at spændingen for læseren optrappes, da læseren lærer sammen med hovedpersonen.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Billedbøger

Den nat Kristian blev til
Den nat Kristian blev til

Lene Kaaberbøl

Klematis, 1993.

Det år Kristian fik en lillesøster
Det år Kristian fik en lillesøster

Lene Kaaberbøl

Klematis, 1994.

Jagten på den gyldne trøffel
Jagten på den gyldne trøffel

Lene Kaaberbøl

Klematis, 1994.

Kaaberbøl, Lene og Anne Marie Vessel Schlüter Et kongeligt balletbarn
Kaaberbøl, Lene og Anne Marie Vessel Schlüter Et kongeligt balletbarn

Klematis, 1994.

Børne- og ungdomsbøger

Den første bog om Tina og hestene. Tommeliden
Den første bog om Tina og hestene. Tommeliden

Lene Kaaberbøl

1975

Den anden bog om Tina og hestene. Tommeliden
Den anden bog om Tina og hestene. Tommeliden

Lene Kaaberbøl

1975

Tinas hestepensionat. Tommeliden
Tinas hestepensionat. Tommeliden

Lene Kaaberbøl

1976

Tinas rideskole. Tommeliden
Tinas rideskole. Tommeliden

Lene Kaaberbøl

1976

Den lange vej til hesteryggen. Tommeliden
Den lange vej til hesteryggen. Tommeliden

Lene Kaaberbøl

1978

Tina og Sunny
Tina og Sunny

Lene Kaaberbøl

Klematis, 1989. Genudgivelse af Den første bog om Tina og hestene.

Tina og Handsome Joy
Tina og Handsome Joy

Lene Kaaberbøl

Klematis, 1989. (genudgivelse af Den anden bog om Tina og hestene)

Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager
Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager

Lene og Mette Finderup Kaaberbøl

Bibelselskabet, 2006.

Skyggeporten. Phabel
Skyggeporten. Phabel

Lene Kaaberbøl

2006

Sirene. Phabel
Sirene. Phabel

Lene m.fl Kaaberbøl

2009

Et stille umærkeligt drab : en Nina Borg roman
Et stille umærkeligt drab : en Nina Borg roman

Lene Kaaberbøl

People's Press, 2010. Roman.

Fortællinger om bærfolket
Fortællinger om bærfolket

Lene Kaaberbøl

Alvilda, 2011.

Flere fortællinger om bærfolket
Flere fortællinger om bærfolket

Lene Kaaberbøl

Alvilda, 2013.

Katriona-serien

Sølvhesten – historien om Katriona Teresadatter
Sølvhesten – historien om Katriona Teresadatter

Lene Kaaberbøl

Klematis, 1992.

Hermelinen – historien om Katriona Trivallia
Hermelinen – historien om Katriona Trivallia

Lene Kaaberbøl

Klematis, 1994.

Isfuglen – historien om Katriona Bredinari
Isfuglen – historien om Katriona Bredinari

Lene Kaaberbøl

Klematis, 2000.

Skammer-serien

Skammerens datter
Skammerens datter

Lene Kaaberbøl

Forum, 2000.

Skammertegnet
Skammertegnet

Lene Kaaberbøl

Forum, 2001.

Slangens gave
Slangens gave

Lene Kaaberbøl

Forum, 2001.

Skammerkrigen
Skammerkrigen

Lene Kaaberbøl

Forum, 2003.

Skammerens datter II. Slangens gave. Filmudgave

Lene Kaaberbøl

Høst & Søn, 2019

Vildheks-serien

Vildheks 1: Ildprøven
Vildheks 1: Ildprøven

Lene Kaaberbøl

Alvilda, 2010.

Vildheks 2: Viridians blod
Vildheks 2: Viridians blod

Lene Kaaberbøl

Alvilda, 2011.

Vildheks 3: Kimæras hævn
Vildheks 3: Kimæras hævn

Lene Kaaberbøl

Alvilda, 2011.

Vildheks 4: Blodsungen
Vildheks 4: Blodsungen

Lene Kaaberbøl

Alvilda, 2012.

Vildheks 5: Fjendeblod
Vildheks 5: Fjendeblod

Lene Kaaberbøl

Alvilda, 2013.

Vildheks 6: Genkommeren
Vildheks 6: Genkommeren

Lene Kaaberbøl

Alvilda, 2014.

W.I.T.C.H.-serien

Den Grusomme Kejserinde. Litas/Egmont Tempo
Den Grusomme Kejserinde. Litas/Egmont Tempo

Lene Kaaberbøl

2002

Grøn magi. Litas/Egmont Tempo
Grøn magi. Litas/Egmont Tempo

Lene Kaaberbøl

2002

Havets ild. Litas/Egmont Tempo
Havets ild. Litas/Egmont Tempo

Lene Kaaberbøl

2002

Salamanderens hjerte. Litas/Egmont Tempo
Salamanderens hjerte. Litas/Egmont Tempo

Lene Kaaberbøl

2002

Stilnerens musik. Litas/Egmont Tempo
Stilnerens musik. Litas/Egmont Tempo

Lene Kaaberbøl

2002

Krystalfuglene I: Stenfalken
Krystalfuglene I: Stenfalken

Lene Kaaberbøl

Egmont Litas, 2003.

Krystalfuglene II: Ørnekløer
Krystalfuglene II: Ørnekløer

Lene Kaaberbøl

Egmont Litas, 2003.

Krystalfuglene III: Uglens skygge
Krystalfuglene III: Uglens skygge

Lene Kaaberbøl

Egmont Litas, 2003.

Krystalfuglene IV: Den gyldne føniks

Lene Kaaberbøl

Egmont Litas, 2003.

Voksenbøger

Morgenlandet
Morgenlandet

Lene Kaaberbøl

Centrum, 1988.

Novellen “Puss” i Dark Voices 3 – the Pan Book of Horror. Pan

Lene Kaaberbøl

1999

Soldiers Don't Go Mad – Texts about the First World War
Soldiers Don't Go Mad – Texts about the First World War

Lene og Hanne Ullerup Kaaberbøl

Klim, 2000.

Et stille umærkeligt drab
Et stille umærkeligt drab

Lene og Agnete Friis Kaaberbøl

People’s Press, 2010.

Kadaverdoktoren
Kadaverdoktoren

Lene Kaaberbøl

Modtryk, 2010.

Det levende kød

Lene og Agnete Friis Kaaberbøl

Modtryk, 2013.

Nina Borg - serie

Drengen i kufferten
Drengen i kufferten

Lene Kaaberbøl og Agnete Friis

People’s Press, 2008. (1)

Et stille umærkeligt drab
Et stille umærkeligt drab

Lene Kaaberbøl og Agnete Friis

People’s Press, 2010. (2).

Nattergalens død
Nattergalens død

Lene og Agnete Friis Kaaberbøl

People’s Press, 2011. (3).

Den betænksomme morder
Den betænksomme morder

Lene Kaaberbøl og Agnete Friis

People’s Press, 2013. (4).

Om forfatterskabet

Artikler

Syn for sagn - refleksion over Lene Kaaberbøls: Skammer-bøger
Syn for sagn - refleksion over Lene Kaaberbøls: Skammer-bøger

Ib Johansen

2003. I: Plys 17, side 169-184

Overheksen på Holmen
Overheksen på Holmen

Lotte Thorsen

Politiken, 2006-05-15.

Jeg vil pirre læselysten
Jeg vil pirre læselysten

Jette Meier Carlsen

Jyllands-posten. 2006-06-03.

Værker i børnelitteraturen
Værker i børnelitteraturen

Kari og Torben Weinreich Sønsthagen

Høst & Søn, 2010.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lene Kaaberbøl

Kilder citeret i portrættet

[1]

At udvide det muliges grænser. Mulighedernes verden, Biblioteksstyrelsen

Monica C. Madsen

2004-19-04