Foto: Graham Whitby-Boot/Sportsfoto / Ritzau Scanpix

*Seneste udgivelse

Helen Fielding

Emneord:

Hovedforfatter

Kirstine Ersbøll Meyhoff
journalist, cand.mag., 2007

Med romanen “Bridget Jones’ Dagbog” fra 1996 skabte britiske Helen Fielding ikke blot en af tiårets største bestsellere, hun lagde også grunden til en genre, som siden har fejret triumfer på det globale bogmarked: Den såkaldte “chick lit”, der vel bedst kan oversættes til “tøselitteratur”. Hovedpersonen er en nogle og trediveårig singlekvinde, der ikke rigtig har styr på noget og konstant er på jagt efter manden i sit liv. Bridget Jones og hendes medsøstre er dog aldrig rigtig ynkværdige, dertil har de for meget selvironi og humor, og pointen i Helen Fieldings roman er da også, at det grundlæggende handler om at være sig selv. Først da kan det moderne kvindeliv – og kærligheden – lykkes.

Baggrund

Helen Fielding voksede op som barn nummer to i en børneflok på fire i Morley, West Yorkshire. Faderen bestyrede den lokale mølle og moderen var hjemmegående. Allerede som barn var hun optaget af at skrive, men det blev fjernsynet, hun i første omgang kom til at arbejde for, da hun i 1979 afsluttede sine engelskstudier ved University of Oxford og fik ansættelse ved BBC. Her virkede hun det næste tiår, og det blev bl.a. til en række dokumentarprogrammer fra Afrika, nyhedsudsendelser og shows for børn.

”Søndag den 2. april 57 kg, 0 genstande (fantastisk), 0 cigaretter, 2250 kalorier Jeg læste i en artikel, at Kathleen Tynan, afdøde enke efter afdøde Kenneth Tynan, havde ’indre balance’, og at hun sad og skrev ulasteligt påklædt ved et lille bord midt i stuen og nippede til et glas iskold hvidvin. Hvis Kathleen Tynan var for sent på den med en pressemeddelelse til Perpetua, ville hun ikke ligge fuldt påklædt og rædselsslagen under dynen, kæderyge, bløbbe sake af et krus og smøre makeup på i et hysterisk forsøg på at fortrænge det. Kathleen Tynan ville ikke give Daniel Cleaver lov til at gå i seng med hende, når som helst han havde lyst, uden at han var hendes kæreste. Hun ville heller ikke være ufornuftig med drinks og blive syg. Bare jeg var ligesom Kathleen Tynan (men selvfølgelig ikke død).”

“Bridget Jones’ Dagbog”, s. 79.

I 1989 vendte Helen Fielding tilbage til skriverierne, da hun etablerede sig som freelancer for en række aviser. I 1994 kom hendes debutroman “Cause celeb” (“En stjernesag”), der handler om en kvindelig journalists oplevelser i Afrika. Bogen blev godt modtaget, og Fielding blev tilbudt en ugentlig klumme i den britiske avis The Independent.

Foto: Graham Whitby-Boot/Sportsfoto / Ritzau Scanpix

Født
19. februar 1958 i Morley, West Yorkshire, Storbritannien.
Uddannelse
Grad i engelsk fra University of Oxford, 1979.
Debut
Cause celeb, 1994 (En stjernesag, 1998).
Litteraturpriser
British Book Awards: Book of the Year, 1998.
Seneste udgivelse
Bridget Jones - vild med ham. Lindhardt og Ringhof, 2013. (Bridget Jones - mad about the boy. 2013). 3. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversat af Ellen Boen. Roman.

Helen Fielding skrev klummen som en fiktiv dagbog over singlekvinden Bridget Jones’ liv, og det blev et kæmpe hit hos læserne. Så meget, at Fieldings redaktør opfordrede hende til at skrive en roman om Bridget. Den udkom i 1996 som “The Diary of Bridget Jones” (“Bridget Jones’ Dagbog”). Bogen var ikke i første omgang en bestseller, men det ændrede sig, da paperback-udgaven kom på gaden. Salget steg pludselig eksplosivt, og i løbet af kort tid var singlepigen Bridget på alles læber. Romanen modtog prisen “Book of the Year” ved British Book Awards 1998. Efterfølgeren, “Bridget Jones – the edge of reason” (“Bridget Jones – på randen af fornuft”) udkom i 1999. To år efter blev Fieldings succes yderligere cementeret, da den første roman om Bridget Jones blev filmatiseret med stjerneskuespillerne Renée Zellweger, Hugh Grant og Colin Firth i hovedrollerne. Samme hold var med, da to’eren blev filmatiseret i 2004.

Det ville herefter have været nærliggende for Helen Fielding at skrive en tredje bog om Bridget Jones, men da hun efter en romanpause på fire år vendte tilbage til den litterære scene i 2003 var det med en actionspækket parodi på en spionroman, “Olivia Joules and the Overactive Imagination” (“Olivia Joules’ hyperaktive fantasi”), som dog ikke fik så venlig en modtagelse, hverken hos anmelderne eller blandt læserne.

I sommeren 2005 påbegyndte Fielding en ny serie klummer om Bridget i The Independent, men de er foreløbig ikke udkommet som bog. Måske fordi der fra flere sider har været kritik af den ny føljeton for ikke at være tilstrækkelig fornyende, og at Bridget skulle have været lagt i graven med 1990’erne.

Helen Fielding lever i dag i Los Angeles sammen med kæresten Kevin Curran, med hvem hun har to børn. Kevin Curran er medforfatter på den satiriske tegnefilmsserie “The Simpsons”, som Helen Fielding optrådte i et afsnit af i 2003.

Udvalgte bøger

Jane Austen ført up to date

Det er åbenlyst, at “Bridget Jones’ Dagbog” er skåret over Jane Austens (1775-1817) klassiske og højt skattede roman “Stolthed og Fordom” (“Pride and Prejudice”, 1813), der handler om den kvikke, men ubemidlede Elizabeth Bennett og hendes forhold til den rige, men reserverede og lidt arrogante Mr. Darcy. Til at begynde med hader hun ham af et godt hjerte, men ender med at forelske sig i ham, da det går op for hende, at han er et godt menneske i modsætning til Mr. Wickham, som hun ellers længe har et godt øje til, men som er Mr. Darcys ærkefjende – og med god grund. Trekantsforholdet mellem Elizabeth Bennett, Mr. Darcy og Mr. Wickham danner åbenlyst forlæg for dramaet mellem Bridget Jones, Mark Darcy og Daniel Cleaver i Helen Fieldings roman, hvilket Fielding giver et ironisk hint om allerede i romanens begyndelse, da Bridget og Mark møder hinanden. Bridget noterer tørt, at det forekom hende “ret åndssvagt at hedde Mr. Darcy og stå for sig selv og se blæret ud ved en fest” (“Bridget Jones’ Dagbog”, s. 17) og refererer hermed til netop den scene i “Stolthed og Fordom”, hvor Elizabeth Bennett møder Mr. Darcy. Det sker ved en fest, hvor Mr. Darcy bruger det meste af aftenen på at stå og surmule i et hjørne og tale nedsættende om selskabet, herunder Elizabeth selv.

”Ved bordet havde Magda placeret mig på en incestuøs-sex-måde klemt inde mellem Cosmo og Jeremys dødkedelige bror. ’Du skulle virkelig se at skynde dig lidt og blive splejset, gamle tøs’, sagde Cosmo og hældte det meste af et glas Pauillac årgang 82 i sig. ’Tiden er ved at løbe fra dig’. På det tidspunkt havde jeg selv drukket godt og vel to glas Pauillac 82. ’Er det ét ud af tre ægteskaber, der nu ender med skilsmisse, eller hvert andet?’, mumlede jeg i et forgæves forsøg på sarkasme. ’Alvorlig talt, gamle tøs,’ sagde han og ignorerede mig. ’Kontoret er fyldt med dem, enlige piger over tredive. Fine fysiske eksemplarer. Kan ikke få en fyr.’”

Helen Fielding: “Bridget Jones’ Dagbog”, s. 40

Også blandt bipersonerne er der åbenlyse hentydninger til “Stolthed og Fordom”. Bridgets mor er ligesom Elizabeths pinlig, højtråbende og voldsomt optaget af sin datters kærlighedsliv, mens Bridgets far ligesom Elizabeths foretrækker at holde sig for sig selv og er den af forældrene, datteren har det mest fortrolige forhold til. Både Bridgets og Elizabeths mor er desuden ved deres emsige og tankeløse opførsel lige ved at spolere deres datters lykke – og at det ikke går så galt fremstår i begge romaners logik som et klippefast bevis på, hvor stærk Mark Darcys / Mr. Darcys kærlighed er.

At Helen Fielding helt bevidst skriver sig ind i Jane Austens klassiske univers fremgår i øvrigt eksplicit af Bridget Jones’ lange og indgående diskussioner med sig selv og vennerne om BBC’s tv-serie “Stolthed og Fordom”, som kørte på britisk fjernsyn i 1996, det år, Fieldings roman foregår. Bl.a. er der fra Bridgets side meget snak om skuespilleren Colin Firths præstation – og ikke mindst hans behagelige fysiske fremtoning – i rollen som den surmulende, men under overfladen lidenskabelige Mr. Darcy! Derfor var det også lidt af et scoop i filmatiseringen af “Bridget Jones’ Dagbog”, at man fik selv samme Colin Firth til at lægge krop til Mark Darcy.

Det er ingenlunde tilfældigt, at Helen Fielding har valgt “Stolthed og Fordom” som forlæg for “Bridget Jones’ Dagbog”. Hermed opdaterer hun den diskussion om kvinders muligheder i samfundet, som altid ligger under overfladen i Jane Austens tilsyneladende sorgløse og muntre romaner. Jane Austens var først og fremmest satiriker og en yderst skarp iagttager af sin samtid, og det samme er Helen Fielding, der i singlekvinden finder et stærkt omdrejningspunkt for at skildre samfundet i slutningen af det 20. århundrede, nøjagtig ligesom Jane Austen gjorde det 200 år tidligere. Ligesom Jane Austen udleverer Fielding sine hovedpersoner og gør grin med dem, men på linje med Austen er hun også i sidste ende solidarisk med dem og insisterer optimistisk på, at det handler om at få det bedst mulige ud af de vilkår og muligheder, man – ikke mindst som kvinde – er født ind i. I dette spil står kærligheden – den ligeværdige og gensidigt respektfulde kærlighed – helt centralt, hos Fielding såvel som hos Austen. Feminismen i deres romaner bekender sig til latter snarere end til kamp, men det gør ikke budskabet mindre klart: Det handler om at tage sin skæbne i egne hænder.

“Chick-lit” som global trend

Med “Bridget Jones’ Dagbog” skabte Helen Fielding ikke alene en enorm personlig succes. Hun blev også – i hvert fald i den kollektive bevidsthed – fødselshjælper for en af det tyvende århundredes sidste store genrer, “chick lit”, der er gået sin sejrsgang verden over. Genren omtales også som “city girl”-litteratur, fordi den kvindelige hovedperson oftest agerer i et storbymiljø med alt, hvad dertil hører: Et aktivt gå-i-byen-liv, dyrkelsen af venner frem for familie, turbo på karrieren i en af det moderne samfunds fremstormende brancher (medievirksomheder, reklame og PR) og et stort forbrug af designertøj, fast food, alkohol og luksusprodukter.

“Chick-lit” og “city girl”-litteraturen gør status over den radikale omdefinering af kvinderollen, den vestlige verden har oplevet gennem de sidste årtier, idet den præsenterer en helt ny romanfigur: Den selvstændige, selvforsørgende og seksuelt frigjorte kvinde.

Kvinderne i “chick-lit” er således alle født fra 1960 og frem. De er vokset op under den længste velstandsperiode i historien og tilhører den første generation af kvinder, for hvem det at tage en uddannelse har været noget selvfølgeligt, for hvem sex ikke har været ensbetydende med at få børn og ægteskab ikke den eneste vej til materiel tryghed. Bagsiden af medaljen – og den beskæftiger “chick-lit” sig indgående med – er følelsen af rodløshed, utilstrækkelighed og et fravær af overordnede pejlemærker. For hvad er det gode kvindeliv?

“Chick-lit”-kvinderne finder typisk deres forbilleder i medieskabte idealer, som imidlertid er voldsomt svære at opfylde. Idealkvinden skal nemlig både være smuk og blid, succesfuld og barsk, idet hun – forenklet sagt – skal være attraktiv for såvel den mandlige elsker som den mandlige arbejdsgiver. I “chick-lit” er kvindens projekt således tvetydigt: Hun er på jagt efter en Mr. Darcy, “den store kærlighed”, der garanterer såvel materiel, seksuel som familiær lykke, samtidig med, at hun stræber efter at agere “maskulint” i karrieremæssig sammenhæng: At arbejde fra morgen til aften og under ingen omstændigheder få børn.

Alligevel er det ikke den klynkende kvinde, der kommer til orde i “chick-lit”. Rodløsheden, utilstrækkeligheden og desorienteringen præsenteres som satire og selvironi, som grotesker og overdrivelser. Måske ud fra en devise om, at den moderne kvindes næste skridt må være at le af sig selv: I latteren ligger vejen til større frigørelse, fordi det er vejen ud af mindreværdskompleksernes sump. Udfordringen er at acceptere sig selv.

Som eksempler på populær “chick lit” kan man udover Helen Fieldings bidrag pege på britiske Marian Keyes’ romaner, f.eks. “Sushi for Beginners” , 2000 (“Sushi for begyndere”, 2001) og “Rachel’s Holiday” , 1998 (“Rachels ferie”, 2004) og ligeledes britiske Sophie Kinsellas “Shopaholic”-serie om den nærmest sygeligt købelystne Becky Bloomwood, der ironisk nok er finansjournalist, men slet ikke kan holde styr på sine egne finanser. I “Shopaholic and Baby” bliver den ellers så uansvarlige Becky mor – dog uden at give køb på sine dyre vaner!

På dansk jord er det mest succesrige eksempel på “chick-lit” Politiken-journalisterne Henriette Lind og Lotte Thorsens “Nynne”-historier, der ligesom Helen Fieldings Bridget Jones begyndte som en avisføljeton, men nu er blevet til foreløbig tre bøger, en film og en tv-serie.

Endelig er det umuligt at komme udenom amerikanske Candace Bushnells sindssygt populære “Sex and the City” , en af de største globale tv-succeser i det seneste tiår, som gjorde hovedrolleindehaveren Sarah Jessica Parker til superstjerne og ramte flere generationer af købelystne – og købedygtige – “citygirls” lige i hjertekulen. Bushnells historie begyndte som en føljeton i avisen The New York Observer i 1994 og tv-serien gik over alverdens fjernsynsskærme i perioden 1998-2004.

Der er næppe nogen tvivl om, at “chick-lit” er kommet for at blive, for så vidt som den beskæftiger sig med en stadig større, mere indflydelsesrig og selvbevidst del af befolkningen, men formodentlig vil den udvikle sig i nye retninger, efterhånden som samfundet og de betingelser, kvinder lever under, ændrer sig. Et oplagt eksempel er “Nynne”- og “Shopaholic”-serierne, hvor hovedpersonerne med tiden får børn og familie og dermed oplever en markant forandring i deres livsvilkår. Men kan en mor identificere sig med betegnelsen “chick”?

Et interessant fænomen i den sammenhæng er den populære amerikanske tv-serie “Desperate Housewives” , der har været vist gennem de sidste par år også i Danmark. Man kan opfatte den som et svar på spørgsmålet om, “hvad der videre hændte” med alle de forvirrede single-storbypiger. Budskabet er, at de har bosat sig i præsentable forstadskvarterer, hvor de dyrker deres krop og materielle forbrug ligeså meget som før, alt imens de forsøger at få familieliv og karriere til at hænge sammen. Serien peger således på, at det etablerede liv som gift og mor ikke som sådan er nogen hindring for fortsat at leve som man gjorde, da man var single. Hvilket, alt efter hvilket blik, man vælger at anlægge, kan opfattes som en falliterklæring såvel som en triumf: En falliterklæring for alle de Bridget’er derude, der håbede, at livet med Mr. Darcy betød, at man kunne holde op med at tvivle på sig selv – en triumf for alle dem, der frygtede, at verden ville miste interessen for dem, så snart de var smedet i ægteskabets lænker. De desperate husmødre tyder som fænomen på, at det modsatte er tilfældet: For en kvinde, uanset alder, handler tilværelsen stadig først og fremmest om at være attraktiv – i alles øjne.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Jane Austen

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Bøger af Helen Fielding

En stjernesag

Helen Fielding

1998. (Cause celeb. 1994). Roman

Se på forfatterweb

Bridget Jones’ Dagbog

Helen Fielding

1997. (The Diary of Bridget Jones. 1996). Roman

Lån via bibliotek.dk

Bridget Jones – På randen af fornuft

Helen Fielding

2000. (Bridget Jones – The Edge of Reason. 1999). Roman

Lån via bibliotek.dk

Bridget Jones’ Guide to Life 2001. (Ikke oversat til dansk). Satire. Udgivet til støtte for den britiske velgørenhedsorganisation Comic Relief.

Helen Fielding

Link

Olivia Joules’ hyperaktive fantasi

Helen Fielding

2005. (Olivia Joules and The Overactive Imagination. 2003). Roman

Se på forfatterweb

Bridget Jones - vild med ham

Helen Fielding

Lindhardt og Ringhof, 2013. (Bridget Jones - mad about the boy. 2013). 4. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversat af Ellen Boen. Roman.

Lån via bibliotek.dk

Bridget Jones' baby

Helen Fielding

Lindhardt og Ringhof, 2016. (Bridget Jones's baby diaries). 3. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversætter: Charlotte A.E. Glahn.

Lån via bibliotek.dk

Andre tekster af Helen Fielding

Who’s Had Who, in Association with Berk’s Rogerage, an Historical Register Containing Official Lay Lines of History from the Beginning of Time to the Present Day

Helen Fielding

1987. Sammen med Simon Bell og Richard Curtis. Satire

Link

Lucky Bitch

Helen Fielding

2001. Novelle. I: Samtaler med en engel. Noveller. Nick Hornby (red.). Lindhardt & Ringhof

Link