
Helen Fielding
- Kirstine Ersbøll Meyhoffjournalist, cand.mag., 2007
Intro
Med romanen “Bridget Jones’ Dagbog” fra 1996 skabte britiske Helen Fielding ikke blot en af tiårets største bestsellere, hun lagde også grunden til en genre, som siden har fejret triumfer på det globale bogmarked: Den såkaldte “chick lit”, der vel bedst kan oversættes til “tøselitteratur”. Hovedpersonen er en nogle og trediveårig singlekvinde, der ikke rigtig har styr på noget og konstant er på jagt efter manden i sit liv. Bridget Jones og hendes medsøstre er dog aldrig rigtig ynkværdige, dertil har de for meget selvironi og humor, og pointen i Helen Fieldings roman er da også, at det grundlæggende handler om at være sig selv. Først da kan det moderne kvindeliv – og kærligheden – lykkes.
Baggrund
Helen Fielding voksede op som barn nummer to i en børneflok på fire i Morley, West Yorkshire. Faderen bestyrede den lokale mølle og moderen var hjemmegående. Allerede som barn var hun optaget af at skrive, men det blev fjernsynet, hun i første omgang kom til at arbejde for, da hun i 1979 afsluttede sine engelskstudier ved University of Oxford og fik ansættelse ved BBC. Her virkede hun det næste tiår, og det blev bl.a. til en række dokumentarprogrammer fra Afrika, nyhedsudsendelser og shows for børn.
”Søndag den 2. april 57 kg, 0 genstande (fantastisk), 0 cigaretter, 2250 kalorier Jeg læste i en artikel, at Kathleen Tynan, afdøde enke efter afdøde Kenneth Tynan, havde ’indre balance’, og at hun sad og skrev ulasteligt påklædt ved et lille bord midt i stuen og nippede til et glas iskold hvidvin. Hvis Kathleen Tynan var for sent på den med en pressemeddelelse til Perpetua, ville hun ikke ligge fuldt påklædt og rædselsslagen under dynen, kæderyge, bløbbe sake af et krus og smøre makeup på i et hysterisk forsøg på at fortrænge det. Kathleen Tynan ville ikke give Daniel Cleaver lov til at gå i seng med hende, når som helst han havde lyst, uden at han var hendes kæreste. Hun ville heller ikke være ufornuftig med drinks og blive syg. Bare jeg var ligesom Kathleen Tynan (men selvfølgelig ikke død).”
I 1989 vendte Helen Fielding tilbage til skriverierne, da hun etablerede sig som freelancer for en række aviser. I 1994 kom hendes debutroman “Cause celeb” (“En stjernesag”), der handler om en kvindelig journalists oplevelser i Afrika. Bogen blev godt modtaget, og Fielding blev tilbudt en ugentlig klumme i den britiske avis The Independent.

Født
19. februar 1958 i Morley, West Yorkshire, Storbritannien.
Uddannelse
Grad i engelsk fra University of Oxford, 1979.
Debut
Cause celeb, 1994 (En stjernesag, 1998).
Litteraturpriser
British Book Awards: Book of the Year, 1998.
Seneste udgivelse
Bridget Jones - vild med ham. Lindhardt og Ringhof, 2013. (Bridget Jones - mad about the boy. 2013). 3. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversat af Ellen Boen. Roman.
Helen Fielding skrev klummen som en fiktiv dagbog over singlekvinden Bridget Jones’ liv, og det blev et kæmpe hit hos læserne. Så meget, at Fieldings redaktør opfordrede hende til at skrive en roman om Bridget. Den udkom i 1996 som “The Diary of Bridget Jones” (“Bridget Jones’ Dagbog”). Bogen var ikke i første omgang en bestseller, men det ændrede sig, da paperback-udgaven kom på gaden. Salget steg pludselig eksplosivt, og i løbet af kort tid var singlepigen Bridget på alles læber. Romanen modtog prisen “Book of the Year” ved British Book Awards 1998. Efterfølgeren, “Bridget Jones – the edge of reason” (“Bridget Jones – på randen af fornuft”) udkom i 1999. To år efter blev Fieldings succes yderligere cementeret, da den første roman om Bridget Jones blev filmatiseret med stjerneskuespillerne Renée Zellweger, Hugh Grant og Colin Firth i hovedrollerne. Samme hold var med, da to’eren blev filmatiseret i 2004.
Det ville herefter have været nærliggende for Helen Fielding at skrive en tredje bog om Bridget Jones, men da hun efter en romanpause på fire år vendte tilbage til den litterære scene i 2003 var det med en actionspækket parodi på en spionroman, “Olivia Joules and the Overactive Imagination” (“Olivia Joules’ hyperaktive fantasi”), som dog ikke fik så venlig en modtagelse, hverken hos anmelderne eller blandt læserne.
I sommeren 2005 påbegyndte Fielding en ny serie klummer om Bridget i The Independent, men de er foreløbig ikke udkommet som bog. Måske fordi der fra flere sider har været kritik af den ny føljeton for ikke at være tilstrækkelig fornyende, og at Bridget skulle have været lagt i graven med 1990’erne.
Helen Fielding lever i dag i Los Angeles sammen med kæresten Kevin Curran, med hvem hun har to børn. Kevin Curran er medforfatter på den satiriske tegnefilmsserie “The Simpsons”, som Helen Fielding optrådte i et afsnit af i 2003.
Udvalgte bøger
- En stjernesag
Helen Fieldings debutroman, “Cause celeb” fra 1994 (“En stjernesag”, 1998), handler om Rosie Richardson, en kvinde i midten af tyverne, som i kølvandet på et forlist forhold til en håbløs skiderik ...
Læs mere om bogen - Bridget Jones' dagbog
Den moderne kvindes bestræbelser på at finde den rigtige mand i sit liv er om noget omdrejningspunktet for Helen Fieldings anden – og uden sammenligning mest succesfulde – roman, “The Diary of Brid...
Læs mere om bogen - Bridget Jones - på randen af fornuft
På et vigtigt punkt adskiller Helen Fieldings Bridget Jones fra Jane Austens heltinder: Vi får historien om, hvad der videre hændte. For hvordan kommer man videre, når man har fundet den store kærl...
Læs mere om bogen - Olivia Joules’ hyperaktive fantasi
Efter roman og filmsucceserne om Bridget Jones forventede alle, at Helen Fielding ville følge op med en tredje bog om den populære antiheltinde. I stedet kastede hun sig i 2003 ud i et helt nyt pr...
Læs mere om bogen
Med “Bridget Jones’ Dagbog” skabte Helen Fielding ikke alene en enorm personlig succes. Hun blev også – i hvert fald i den kollektive bevidsthed – fødselshjælper for en af det tyvende århundredes sidste store genrer, “chick lit”, der er gået sin sejrsgang verden over. Genren omtales også som “city girl”-litteratur, fordi den kvindelige hovedperson oftest agerer i et storbymiljø med alt, hvad dertil hører: Et aktivt gå-i-byen-liv, dyrkelsen af venner frem for familie, turbo på karrieren i en af det moderne samfunds fremstormende brancher (medievirksomheder, reklame og PR) og et stort forbrug af designertøj, fast food, alkohol og luksusprodukter.
“Chick-lit” og “city girl”-litteraturen gør status over den radikale omdefinering af kvinderollen, den vestlige verden har oplevet gennem de sidste årtier, idet den præsenterer en helt ny romanfigur: Den selvstændige, selvforsørgende og seksuelt frigjorte kvinde.
Kvinderne i “chick-lit” er således alle født fra 1960 og frem. De er vokset op under den længste velstandsperiode i historien og tilhører den første generation af kvinder, for hvem det at tage en uddannelse har været noget selvfølgeligt, for hvem sex ikke har været ensbetydende med at få børn og ægteskab ikke den eneste vej til materiel tryghed. Bagsiden af medaljen – og den beskæftiger “chick-lit” sig indgående med – er følelsen af rodløshed, utilstrækkelighed og et fravær af overordnede pejlemærker. For hvad er det gode kvindeliv?
“Chick-lit”-kvinderne finder typisk deres forbilleder i medieskabte idealer, som imidlertid er voldsomt svære at opfylde. Idealkvinden skal nemlig både være smuk og blid, succesfuld og barsk, idet hun – forenklet sagt – skal være attraktiv for såvel den mandlige elsker som den mandlige arbejdsgiver. I “chick-lit” er kvindens projekt således tvetydigt: Hun er på jagt efter en Mr. Darcy, “den store kærlighed”, der garanterer såvel materiel, seksuel som familiær lykke, samtidig med, at hun stræber efter at agere “maskulint” i karrieremæssig sammenhæng: At arbejde fra morgen til aften og under ingen omstændigheder få børn.
Alligevel er det ikke den klynkende kvinde, der kommer til orde i “chick-lit”. Rodløsheden, utilstrækkeligheden og desorienteringen præsenteres som satire og selvironi, som grotesker og overdrivelser. Måske ud fra en devise om, at den moderne kvindes næste skridt må være at le af sig selv: I latteren ligger vejen til større frigørelse, fordi det er vejen ud af mindreværdskompleksernes sump. Udfordringen er at acceptere sig selv.
Som eksempler på populær “chick lit” kan man udover Helen Fieldings bidrag pege på britiske Marian Keyes’ romaner, f.eks. “Sushi for Beginners” , 2000 (“Sushi for begyndere”, 2001) og “Rachel’s Holiday” , 1998 (“Rachels ferie”, 2004) og ligeledes britiske Sophie Kinsellas “Shopaholic”-serie om den nærmest sygeligt købelystne Becky Bloomwood, der ironisk nok er finansjournalist, men slet ikke kan holde styr på sine egne finanser. I “Shopaholic and Baby” bliver den ellers så uansvarlige Becky mor – dog uden at give køb på sine dyre vaner!
På dansk jord er det mest succesrige eksempel på “chick-lit” Politiken-journalisterne Henriette Lind og Lotte Thorsens “Nynne”-historier, der ligesom Helen Fieldings Bridget Jones begyndte som en avisføljeton, men nu er blevet til foreløbig tre bøger, en film og en tv-serie.
Endelig er det umuligt at komme udenom amerikanske Candace Bushnells sindssygt populære “Sex and the City” , en af de største globale tv-succeser i det seneste tiår, som gjorde hovedrolleindehaveren Sarah Jessica Parker til superstjerne og ramte flere generationer af købelystne – og købedygtige – “citygirls” lige i hjertekulen. Bushnells historie begyndte som en føljeton i avisen The New York Observer i 1994 og tv-serien gik over alverdens fjernsynsskærme i perioden 1998-2004.
Der er næppe nogen tvivl om, at “chick-lit” er kommet for at blive, for så vidt som den beskæftiger sig med en stadig større, mere indflydelsesrig og selvbevidst del af befolkningen, men formodentlig vil den udvikle sig i nye retninger, efterhånden som samfundet og de betingelser, kvinder lever under, ændrer sig. Et oplagt eksempel er “Nynne”- og “Shopaholic”-serierne, hvor hovedpersonerne med tiden får børn og familie og dermed oplever en markant forandring i deres livsvilkår. Men kan en mor identificere sig med betegnelsen “chick”?
Et interessant fænomen i den sammenhæng er den populære amerikanske tv-serie “Desperate Housewives” , der har været vist gennem de sidste par år også i Danmark. Man kan opfatte den som et svar på spørgsmålet om, “hvad der videre hændte” med alle de forvirrede single-storbypiger. Budskabet er, at de har bosat sig i præsentable forstadskvarterer, hvor de dyrker deres krop og materielle forbrug ligeså meget som før, alt imens de forsøger at få familieliv og karriere til at hænge sammen. Serien peger således på, at det etablerede liv som gift og mor ikke som sådan er nogen hindring for fortsat at leve som man gjorde, da man var single. Hvilket, alt efter hvilket blik, man vælger at anlægge, kan opfattes som en falliterklæring såvel som en triumf: En falliterklæring for alle de Bridget’er derude, der håbede, at livet med Mr. Darcy betød, at man kunne holde op med at tvivle på sig selv – en triumf for alle dem, der frygtede, at verden ville miste interessen for dem, så snart de var smedet i ægteskabets lænker. De desperate husmødre tyder som fænomen på, at det modsatte er tilfældet: For en kvinde, uanset alder, handler tilværelsen stadig først og fremmest om at være attraktiv – i alles øjne.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Bøger af Helen Fielding
Helen Fielding
1997. (The Diary of Bridget Jones. 1996). Roman
Helen Fielding
2000. (Bridget Jones – The Edge of Reason. 1999). Roman
Helen Fielding
Helen Fielding
2005. (Olivia Joules and The Overactive Imagination. 2003). Roman
Helen Fielding
Lindhardt og Ringhof, 2013. (Bridget Jones - mad about the boy. 2013). 4. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversat af Ellen Boen. Roman.
Helen Fielding
Lindhardt og Ringhof, 2016. (Bridget Jones's baby diaries). 3. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversætter: Charlotte A.E. Glahn.
Andre tekster af Helen Fielding
Helen Fielding
1987. Sammen med Simon Bell og Richard Curtis. Satire
Helen Fielding
2001. Novelle. I: Samtaler med en engel. Noveller. Nick Hornby (red.). Lindhardt & Ringhof
Film
2001. Maguire, Sharon (instruktør) og Helen Fielding (roman og manuskript). Universal Studios
2004. Kidron, Beeban (instruktør), Helen Fielding (roman) og Andrew Davies (manuskript). Universal Studios
Om Helen Fielding
Karen Lindegaard
2001. Jyllands-Posten. 2001-07-26. Interview
Dorte Hygum Sørensen
2001. Politiken. 2001-07-26. Interview
Camilla Frank
2003. Politiken. 2003-03-19. Interview
Helle Broberg Nielsen
2004. Berlingske Tidende. 2004-03-21. Artikel
Anette Vestergaard
2004. Politiken. 2004-05-30. Interview
Links
Links
Hjemmesiden tilbyder en kortfattet, men informationsmættet præsentation af Helen Fielding. Mange gode links til relaterede personer og emner og til handlingsreferater af de enkelte bøger.
Bibliotekernes litteraturhjemmeside har ikke noget portræt af Helen Fielding, men har anmeldelser af hendes romaner. Desuden links til anbefalinger og anmeldelser af andre chick-lit-romaner.
