Philip Roth

Emneord:

Senest opdateret

Martine Stock
journalist, juni 2018

Hovedforfatter

Martin Ravn
journalist, 2013

Den amerikanske forfatter Philip Roths forfatterskab var et af de mest udbredte og mest kritisk velanskrevne i den sidste halvdel af det tyvende og begyndelsen af det enogtyvende århundrede. Hans mange romaner er oversat til et utal af sprog, heriblandt dansk siden midten af 1960’erne. Roths romaner tager alle udgangspunkt i efterkrigstidens amerikanske samfund, ofte set fra outsiderens, kunstnerens eller jødens synsvinkel. Roths metode er en slags undrende, legesyg og undersøgende realisme, som bruges til at behandle hvad det vil sige at være et levende menneske. Her og nu og altid.

Baggrund

Philip Roth er født i Newark, New Jersey i 1933 i en familie, der tilhørte den store jødiske befolkning i Newarks middelklasse. Philip var en begavet skoleelev og student og efter at have taget en akademisk grad i engelsk fra Bucknell University, blev han ansat som graduate student på University of Chicago, hvorfra han er M.A. i engelsk litteratur. Indtil 1991 underviste Roth i creative writng på University of Iowa, Princeton University og University of Pennsylvania.

”Sikken en pantomimeforestilling, jeg måtte spille, for at få min vinyljakke krænget af ryggen og ned i skødet, så jeg kunne dække over mit lem, den aften jeg udsatte det for elementernes rasen. Og det var alt sammen til ære for polakchaufføren, der havde magt til simpelt hen at tænde loftslysene og dermed på ét sekund ødelægge femten års pæne kladdehæfter og gode karakterer og børste tænder to gange om dagen og aldrig spise frugt uden at skylle den af først.”

“Portnoys genvordigheder”, s. 121.

Philip Roth debuterede i 1959 med “Goodbye, Columbus”, der i en Henry James- og Gustave Flaubert-inspireret realistisk prosa beskæftigede sig med mange af de emner, Roth også har behandlet siden hen: identitetsproblemer for jøder i USA, komplicerede familieforhold og seksualitet som kunstnerisk og menneskelig drivkraft. Bogen blev en kritikersucces, og Roth blev præmieret med den fornemme National Book Award, der hverken før eller siden er gået til så ung en forfatter. Philip Roths næste bøger videreførte med kritikersucces debutens stiltræk, mens den fjerde roman “Portnoy’s Complaint” fra 1969 markerede et stilskifte, der bestod af en ravende monolog, der sprang frem og tilbage i tid og sted. Roth har selv beskrevet sin stilistiske ambition omkring stilskiftet således: “The spontaneity and base of spoken language, at the same time grounded on the page, weighed with the irony, precision and ambiguity associated with a more literary rhetoric.” (Reading Myself and Others, side 27).

“Portnoy’s Complaint” handlede eksplicit om en yngre jødisk mands tildragelser – eller mangel på tildragelser – af seksuel karakter, og dens direkte behandling af seksualitet blev genstand for heftig diskussion. Samtidig mente mange jødiske kritikere, at bogen (som også Roths tidligere) gjorde nar af Amerikas jødiske samfund, som den udstillede som hyklerisk, dobbeltmoralsk og snobbet. De jødiske kritikere gik nu nok galt i byen; denne karakteristik er i Roths bøger på ingen måde forbeholdt det jødiske samfund, men en helt generel dom over efterkrigstidens amerikanske samfund.

Foto: Nancy Crampton

Født
19. marts 1933 i Newark, New Jersey, USA.
Død
22. maj 2018.
Uddannelse
M.A. i engelsk litteratur, University of Chicago.
Debut
Goodbye, Columbus. Houghton Mifflin, 1959. Roman.
Litteraturpriser
National Book Award, 1960. National Book Critics Circle Award, 1986. PEN/Faulkner Award, 1994. National Book Award, 1995. Pulitzer Prize for Fiction, 1998. National Medal of Arts, 1998. Priz du Meilleur Livre Etranger, 2000. PEN/Faulkner Award, 2001. Prix Medicis Etranger, 2002. Honorary Doctor of Letters, Harvard University, 2003. PEN/Faulkner Award, 2007.
Seneste udgivelse
Nemesis. Gyldendal, 2013. (Nemesis, 2010). Oversat af Simon Fruelund. Roman.
Inspiration
Den amerikansk/britiske forfatter Henry James (1843-1916).

Den offentlige opmærksomhed, som blev Roth til del i kølvandet på udgivelsen af “Portnoy’s Complaint”, skulle aldrig helt gentage sig, og den mest vellykkede af Roths romaner, det kunstneriske hovedværk “My Life As A Man” er faktisk den af Roths bøger, der har solgt dårligst.

I 1970’erne påbegyndte Philip Roth flere serier med den samme genkommende fortæller. Således introduceredes figuren Nathan Zuckerman “My Life As A Man” og figuren David Kepesh i “The Breast” fra 1972. Disse fortællere har Roth siden vendt tilbage til med jævne mellemrum. Ni romaner er det foreløbig blevet til med og om forfatteren Nathan Zuckerman og tre med David Kepesh som fortæller, senest “The Dying Animal” fra 2001.

Især bøgerne om Zuckerman læner sig op ad Roths eget liv, hvilket giver Roth mulighed for at afsøge grænselandet mellem fiktion og virkelighed. En problemstilling, som “Zuckerman Unbound” direkte tematiserer. At gøre forholdet mellem litteratur og levet liv til et litterært tema har Roth i interview gjort til et centralt element i sin poetik: “Making fake biography, false history, concocting a half-imaginary existence out of the actual drama of my life is my life.” (“Reading Myself and Others”, side 123).

Philip Roth har bibeholdt et respektindgydende højt produktivitetsniveau og forfatterskabet tæller efterhånden omkring 35 bøger.

Philip Roth har siden et skandaleombrust ægteskab i begyndelsen af 1990’erne levet alene uden for New York. Han døde i foråret 2018, 85 år gammel.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Se Youtube video om Philip Roth og hans forfatterskab**

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Især den betragtelige del af Philip Roths forfatterskab, der har Nathan Zuckerman som hovedperson læner sig tæt op ad Roths eget liv, og har således været en måde for Roth at afsøge grænselandet mellem fiktion og virkelighed. Denne problemstilling tematiseres i alle Roths romaner, ikke mindst i “Den befriede Zuckerman” der handler direkte om den. Roth skelner ikke mellem sandhed eller løgn i behandlingen af sine egne konkrete erfaringer, men mellem skrevet og ikke-skrevet virkelighed. Denne skelnen har på en gang givet Philip Roths forfatterskab et element af leg med en række kinesiske æsker, samtidighed med, at den har afsøgt de mekanismer der går i gang, når mennesker fortæller historier til hinanden.

At gøre forholdet mellem litteratur og levet liv til et litterært tema har Philip Roth i interview gjort til et centralt element i sin poetik: “Making fake biography, false history, concocting a half-imaginary existence out of the actual drama of my life is my life” (“Reading Myself and Others”, side 123).

Et andet element i sin forfattervirksomhed, som Roth har lagt vægt på, er legen. Han har kaldt sine bøger “imbedded in parody, burlesque, slapstick, ridicule, insult, invective, lampoon, wisecrack, in nonsense, in levity, in play” (“Reading Myself and Others”, side 28). Citatet peger på noget centralt i Roths forfatterskab: at seriøse, alvorlige emner behandles med humorens lethed og dens evne til at afsløre dårskab og forstilthed.

Denne evne er, sammen med det stilskifte, Roth foretog med “Portnoys genvordigheder” og især “My Life As A Man” i retning af en monologdrevet, lettere kaotisk og meget energisk fortællestil, nok det vigtigste kendetegn for Philip Roths forfatterskab. Det har gjort hans bøger til en eksponent for den gren af amerikansk litteratur i efterkrigstiden, der har behandlet store, kollektive temaer, historier og tabuer i en form, der forener en traditionelt højkulturel litterær stilistik med elementer af farce, satire og gøgl. På denne måde har Roths forfatterskab lånt elementer fra film- og især af tv-sprog og stilistik, der har givet hans forfatterskab en høj grad af samtidighed med den offentlighed, som han har skrevet til og om.

Beslægtede forfatterskaber

Philip Roths måde at skrive på har først og fremmest taget udgangspunkt i den store tradition for minutiøs realisme, hvor gestik, tone og en enkelt subtil ordveksling kan være altafgørende. Roth har selv nævnt Henry James som forbillede, men hans udprægede sans for sproglig rytmik og prosaisk fremadskriden for fortælling, skylder også Gustave Flaubert en hel del. En anden new yorker, der skamløst har brugt og genbrugt erfaringer fra sit eget liv og skabt figurer, der overdriver og parodierer elementer i kunstnerens egen person, er filminstruktøren Woody Allen, hvis miljø og persongalleri fra den øvre middelklasses jødiske New York minder ikke så lidt om Philip Roths.

I kølvandet på “Portnoys genvordigheder” blev det moderne at behandle tidligere tiders tabuer på en mere bramfri måde. Halvfjerdserne så mange gebrækkelige eksempler på Portnoy-efterligninger, men litterært vellykkede eksempler findes også, blandt andet hos Erica Jong.