”Mikael sad tavst og overvejede situationen et kort øjeblik. – Og hvad får jeg til gengæld, hvis jeg samarbejder? – Ingenting. Jeg købslår ikke med dig. Hvis du vil udgive i morgen tidlig, så gør du det. Jeg har ikke tænkt mig at blive indblandet i nogen studehandel, som kan være forfatningsmæssigt tvivlsom. Jeg beder dig om at samarbejde for nationens bedste. – Ingenting kan være ret meget, sagde Mikael Blomkvist. – Lad mig forklare en ting… jeg er pissesur. Jeg er så pisse hamrende sur på staten, regeringen og Säpo og disse satans idioter, som helt uden grund spærrede en 12-årig pige inde på en psykiatrisk afdeling og bagefter sørgede for at umyndiggøre hende. – Lisbeth Salander er blevet en regeringssag, sagde statsministeren og smilede faktisk.”
Luftkastellet der blev sprængt, s. 381.
Blomkvist og fæller optrævler langsomt et komplot, der rækker langt op i systemet og kulminationen kommer i et retssalsopgør, der ikke lader Hollywood noget tilbage at ønske.
Alle tragedierne i Salanders historie oprulles i trilogiens afsluttende bind. Hvordan hendes far tævede hendes mor til hjerneskade, hvordan Salander forsøgte at hævne moderen som 12-årig og hvordan det førte til tvangsindlæggelse, vold og voldtægt og umyndiggørelse. Familietragedien er nemlig blot en lille brik i et større spil om afhoppere fra Sovjet, der får lang line af et småstats-Sverige under paranoiaens pres. Et barn med drift mod hævn er blot noget, man rydder af vejen i en højere sags tjeneste.
Plottet ruller derudaf, men igen er det Larssons interesse for sine karakterer, der hiver stikket hjem. Udover Salander får også andre karakterer mere kød og blod end tidligere, og den feministiske nerve er tydelig uden at være programmatisk. Blomkvist får assistance fra Säpo i form af en veltrænet agent med det kurvede navn Monica Figuerola – hende lægger han naturligvis ned, men det anes, at Blomkvist måske har fundet et mere holdbart match.
Sympatien er hos de rigtige mennesker, antipatien er skånselsløs overfor system-Sverige, hvor formynderi dækker over korruption og tvivlsom retspraksis. Her ligger en kritik, der er til at tage at føle på. Men det er den stille forsoning mellem mænd og kvinder, der mødes som mennesker, der ligger Larsson på sinde.
Stieg Larsson
Stieg Larsson beviste med sin Millennium trilogi endnu engang, at svenskere kan det med krimier. De elementært spændende romaner gennemtæsker den skandinaviske idyl, hvor det vrimler med mænd, der ...
Læs hele forfatterportrættet
