”Marie bliver gravid til juleballet på Gæstgivergården. Med forsangeren. Det er så banalt, som det kan være. Men det er sådan, det sker. Det må have været sneen og mørket og den særlige følelse, man får i dagene mellem jul og nytår.”
”Det du mister”, s. 35.
Marie lader bare tingene ske. Hun leder nok efter kærligheden, men tager som regel til takke med, hvad hun kan få. Derfor bliver hun gravid med chaufføren på vej til gården, og med sig har hun allerede et barn uden far, sin lille søn Ole. Villy tager den lille dreng til sig, men da deres relation udvikler sig, og de skal giftes, vil han ikke have endnu et uægte barn med i købet. Marie gifter sig med Villy, selvom hun ikke er forelsket, og vælger at bortadoptere barn nummer to.
Hun bliver veninde med Lærkes adoptivmor Anne, tiltrukket af Lærkes adoptivfar Holger og forsøger at få et liv til at fungere. Men bitterheden og skylden melder sig. Ægteskabet er ulykkeligt, så Marie begynder at drikke. Og for at få lidt spænding i livet kaster hun sig ud i en affære med sin søns lærer, efter at hun er blevet ansat som sekretær på skolen. I romanens slutning indhentes hun af fortiden. Og uden at afsløre for meget kan man sige, at hun i romanens slutning tvinges til at reflektere over sin umiddelbare laden stå til.
Naturen spiller en stor rolle i ”Det du mister”. Årstidernes skiften, lyset og mørket fungerer som en metaforisk klangbund for handlingen. Og så sætter naturen selvfølgelig helt konkret dagsordenen for landlivets daglige gang. Marie og Villy må holde øje med vejret for at få en god høst. Lisbeth Bruns sprog skifter mellem ordrige beskrivelser og koncise dialoger. Hun fortæller lige ud ad landevejen uden skjulte dagsordener. Hemmelighederne ligger i handlingen, ikke i sprogets sprækker.
Lisbeth Brun
Med de fire romaner ”Vejs ende”, ”Det du mister”, ”Som brødre vi dele” og ”Resten af livet” har Lisbeth Brun skabt den serie, der står som forfatterskabets absolutte hovedværk. Med geografisk afsæt...
Læs hele forfatterportrættet
