Lisbeth Brun

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2018
Maria Roslev
cand.mag., 2014

Hovedforfatter

Mette Marie Zacher Sørensen
cand.mag., 2009

Med de fire romaner ”Vejs ende”, ”Det du mister”, ”Som brødre vi dele” og ”Resten af livet” har Lisbeth Brun skabt den serie, der står som forfatterskabets absolutte hovedværk. Med geografisk afsæt i Limfjordsbyen Lendrup skriver Brun med stor psykologisk indsigt om kvinder i flere generationer, der på forskellig vis står i en livskrise. De skarpe psykologiske skildringer akkompagneres i bøgerne af levende og smukke naturbeskrivelser. Kvinder, køn og krop er gennemgående temaer i forfatterskabet, ligesom et blomstrende sprog, der præcist kan fremmale både personer og natur for læseren, er det.

Baggrund

Lisbeth Brun er født i Hobro i 1963. Her voksede hun op med sin far, der var dyrlæge, sin mor, der var skolelærer og sin syv år yngre søster Kirsten Brun, der i 2006 debuterede som forfatter. Lisbeth Bruns interesse for ord og litteratur opstod i en ung alder. Hun fortæller: ”Da jeg begyndte at lære at læse og skrive i første klasse – det var med Søren og Mette – fik jeg sådan en aha–oplevelse af, at på et tidspunkt ville jeg have lært alle ord, og jeg ville kunne sætte dem sammen.” [1]. Lisbeth Brun beskriver i samme interview, hvordan hun allerede som syvårig kunne opleve sætninger stige op i hende af sig selv – for eksempel når hun sad i bilen. Derfor var hun sikker på, at det var forfatter, hun skulle være, da hun flyttede hjemmefra og lejede et værelse i Århus. Hun købte en gammel skrivemaskine og håbede, der ville ske noget, men hun fandt ud af, at litteratur ikke opstår ud af det blå. Som hun forklarer det: ”Jeg havde ikke den livserfaring og det mod, der skulle til.” [1].

”Når Helle om morgenen trak gardinet fra, var græsset drivvådt, og hækken var ulden af spindelvæv. Al den varme sidst i september var som en kæreste, man vidste snart ville forlade én.”

"Som brødre vi dele", s. 159.

Foto: Morten Holtum

Født
23. september 1963 i Hobro.
Uddannelse
Læreruddannelse ved Rudolf Steiner Høyskolen i Oslo, 2000.
Debut
Nord for fjorden. Gyldendal, 2005.
Litteraturpriser
Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 2006.
Seneste udgivelse
Det ottende bud. Gyldendal, 2018.
Inspiration
C.G. Jung.

Derfor gav Lisbeth Brun sig i kast med andre ting. Hun blev medarbejder på en århusiansk ungdomsavis og fik interesse for kunsthistorie og arkitektur. Hun gik på højskole for at lære at tegne, og så gik hun i gang med en uddannelse til Rudolf Steiner–lærer i Oslo. Her var det en underviser, der fik øje på hendes talent og opfordrede hende til at skrive. Og det gjorde hun så. I seks år arbejdede hun løs på det, der blev hendes debutroman ”Nord for fjorden”, der udkom i 2005. Inden den udkom, havde hun måttet æde en del afslag fra diverse forlag, men efter debuten tog skrivekarrieren til gengæld fart, og næste roman var klar samme år. Året efter modtog hun Statens treårige arbejdsstipendium.

I dag bor Lisbeth Brun med sin schweiziske kæreste i byen Hilterfingen syd for Bern.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Lisbeth Brun skildrer mennesker – især kvinder. I nuancerede portrætter, der rækker tilbage til barndommen, udfoldes psykologiske undersøgelser af familieliv, følelser og det moderne liv. Handlingen igangsættes ofte af et sammenbrud, der motiverer fortællingen til at gå tilbage i historien og i flash backs fremlægge sammenbruddets årsag. Romanerne er psykologisk og miljømæssigt realistiske, men der kan også snige sig et lille spøgelse ind, som fiskerkonen der går igen, eller overleverede myter som farfaren, der har drukket isbjørneblod.

Kærligheden er kvindernes største kamp i Lisbeth Bruns univers. En kamp, der sjældent ender lykkeligt, og derfor har romanerne også sjældent en happy ending. I stedet undersøger forfatteren, hvad der sker, når man går fra manden, og tit udfoldes et trøstesløst tilbageblik på meningsløst samliv.

Lisbeth Brun udnytter tydeligvis den viden og de erfaringer, hun har opnået rundt omkring i verden. Hendes romanfigurer lever eller sendes til biografisk genkendelige steder som Schweiz, Norge og Nordjylland, og man mærker, at Lisbeth Brun trækker på de miljøer, hun kender, i sine beskrivelser.

Selvom Lisbeth Brun skriver meget realistiske miljøer frem, er hun ikke bange for at indlemme en snert af overnaturlige elementer i sine romaner. Selv siger hun: ”Det er en jordisk ballast som jeg skriver ud fra – foruden at jeg ved, der er mere mellem himmel og jord.” [1].

Sproget er ordrigt og billedskabende i hele forfatterskabet. Det fastholder læseren. Derudover skriver Brun præcise og rammende dialoger, som man uden problemer kan høre for sig. Der springes uproblematisk i tid, og det får sammen med de mundrette dialoger romanerne til at fremstå filmiske i deres udtryk. Lisbeth Brun skriver hverdagsnære og realistiske fortællinger båret af et præcist og billedrigt sprog.

Beslægtede forfatterskaber

Lisbeth Brun skriver sig ind i en tradition af kvindelige, danske forfattere, hvis interesse og omdrejningspunkt er kvinders liv og psyke. Samtidens grand ol’ mama inden for denne genre er Hanne Vibeke Holst.

En anden forfatter, som Lisbeth Bruns temaer og stil minder om, er Trisse Gejl. Hun skriver på samme måde om kvinders sammenbrud og krisernes årsag og er ikke bange for at lade halvokkulte elementer indgå som midlertidige metaforer, hvis det blot er foreneligt med en psykologisk realisme. Kvinden i Trisse Gejls roman ”Skjul” fra 2008 minder om flere af Lisbeth Bruns kvinder. Hun deler ensomheden, en eksploderende krise og fortidens spøgelser, der rasler ud af skabet med Bruns kvinder. Der er hos begge forfattere en lidt trøstesløs opfattelse af kærligheden og manden fra fortiden. Der er også en indlevelse og nuancerigdom i beskrivelserne af kvinder, der sidder på terrassen i et tomt hus, tilbereder ulykkelige måltider og drikker stærk alkohol.

At skrive om et bestemt geografisk område i Danmark, som Lisbeth Brun gør i flere romaner og særligt i ”Vejs ende” og ”Det du mister”, gør Ida Jessen også i sin Hvium-trilogi, der består af romanerne ”Den der lyver”, ”Det første jeg tænker på” og ”Børnene”. Tematisk minder de to forfatterskaber også om hinanden. De skriver begge om de store sorger, den voldsomme kærlighed og forholdet mellem mor og datter. Og så skriver de om hemmeligheder.

Selv siger Lisbeth Brun om det temas betydning for hendes skrivestil: ”Der ligger en masse energi i hemmeligheder. Også når de kommer frem i lyset. Og det bruger jeg i bøgerne. Jeg skriver ikke plot, men der skal være en psykologisk spænding. Det er der jo også i vores liv”. [2].