Trisse Gejl

Genrer og tematikker

Trisse Gejl skriver med et engagement igangsat af begivenheder, der har rørt hende personligt. Hendes rejseoplevelser har sat deres tydelige spor i et sanseligt sprog, der får læseren til at se slummen i Bombay eller baggården i London tydeligt for sig. Hendes fars død i 2000 og hendes efterfølgende depression var afsættet til at skrive ”Patriarken”, der handler om at miste på flere planer. Den er dog ikke egentlig selvbiografisk. Psykisk sygdom er også handlingens omdrejningspunkt i romanen ”Ulvekvinten” fra 2016. Trisse Gejl siger selv om udviklingen i sit forfatterskab: ”Hvis man kan tale om en tråd er den næppe rød. Jeg er startet i det noget selvbiografiske og har bevæget mig længere og længere ind i fiktionen, hvor jeg er i stand til mere med mine figurer.” [11]Gitte FangelSproget er en motor. Litteratursiden2006-09-11.

I sit samlede forfatterskab bevæger Trisse Gejl sig fra de nære psykologiske udviklingshistorier til den mere politiske og almene fortælling. Forskellen på for eksempel ”Spradefuglen” og ”Patriarken” er autenticiteten i miljøerne. Førstnævnte foregår konkret i Aarhus, mens ”Patriarken” finder sted i et mere alment dansk univers. Måske hænger denne udvikling sammen med den bevægelse, Trisse Gejl selv beskriver, hvor det selvbiografiske bliver mindre og mindre præsent og fiktionen tager over.

I ”Patriarken” og ”Skjul” forstærkes beskrivelsen af Danmark af i dag. Der er familier i opløsning, der ikke formår at kommunikere med hinanden, og i ”Patriarken” kan de nære beskrivelser af personerne overføres på samfundet generelt.

Følelserne er altid nærværende hos Trisse Gejl, og man kommer tæt på de agerende karakterer og deres historier. Fortællerstemmerne har ofte en næsten umærkelig distance til karaktererne. Der er dog altid en indlevelse i og sympati for de involverede. Man får en lille bid af en skæbne, men også en luns af omgivelserne, der er med til at forme og bevæge. Det kan være England i slutfirserne eller Danmark i samtiden. Fælles er, at omgivelserne påvirker den personlige skæbne og historie. Trisse Gejls romaner dykker altid ned i en vigtig periode i et liv, hvor der sker en omvending eller erkendelse. De grundige beskrivelser med et på en gang hverdagsligt og billedrigt sprog af det nære liv, man er omsluttet af, giver dybde og realisme til fortællingerne.

Temaerne kredser tit om drømme, der ikke er blevet til noget, eller valg, der skulle have været truffet tidligere. Der er ofte stoffer eller misbrug, der er psykiske problemer og nødvendige erkendelser. Fælles er, at lige meget hvor syret et trip eller en indbildning kan virke, er det altid realistisk funderet. Man kan således være rigtig mærkelig i Trisse Gejls univers: Man kan være overtroisk med tal, dæmonisk eller tro, at man er en havfrue, men der er aldrig tale om mystik eller mytologi. Hendes figurers adfærd er altid psykologisk eller socialt begrundet, og der er derfor tale om stjerneklar realisme. Der er en historisk og følelsesmæssig autenticitet, der også er med til at give indlevelse. Hun anvender nogle gange flere fortællerstemmer, der gør det muligt at se en sag fra flere sider og lære flere af de involverede godt at kende. Sproget er med til at forstærke følelser og stemninger, men Trisse Gejl skriver ikke romaner for sprogbearbejdelsens og spillets skyld.

Beslægtede forfatterskaber

Trisse Gejls realistiske fortællinger, der oftest følger en kvinde og hendes vanskeligheder i livet, kan give mindelser om Hanne-Vibeke Holsts forfatterskab. Hun skaber også portrætter, hvor figurerne er præget af omgivelserne og samtidens miljø, og hvor man får adgang til deres indre liv. En lighed er også, at begge de to kvinders romaner i større eller mindre grad følger forfatterens eget livsforløb. De ungdomsorienterede romaner fra Trisse Gejls hånd kan ydermere sammenlignes med Lotte Inuks hjerteblødende og dramatiske "Regina"- trilogi.

"Stilleben" kan med sin ironiske fremstilling af en kvindes iscenesættelse, dens talesprogsagtige vendinger a la "Nå, men..." og tonen, der ligger i grænsefeltet mellem det registrerende og det plaprende, minde lidt om stilen i "Nynnes dagbog". Blot er Julie ikke ligeså selvironisk som fortællerstemmen lægger op til, og der er en meget mere brutal konsekvens bag det bristede selvbillede.

Trisse Gejls nære beskrivelser viser, hvordan en personlig oplevelse eller et minde kan være katalysator for et kraftfuldt og indlevende sprog, og forfatterkollegaen Morten Ramsland trækker for eksempel på sin egen baggrund i "Hundehoved", der er baseret på hans egen slægts historie.

Relaterede forfattere