”Jeg vil give længslen værdigheden tilbage. (…) Jeg længes efter et rigtigt liv, hvor det er mig selv, der mærker regnen på huden, og ikke en eller anden fiktiv figur.”
”Siden blev det for pænt”, s. 18.
I romanens begyndelse er Trine Vedel i Brooklyn, hvor hendes forlag har udstyret hende med en rå fabrikslejlighed som skriverefugium. I stedet for at skrive og skabe kontakter drikker hun øl og lader tankerne flyve. Da hun kommer hjem og finder et langt hår i dobbeltsengen, indleder hun en stille razzia mod ægtemanden Johannes. På sine mange konferencer ender hun oftest i baren eller under dynerne med en ny mand, der skal ”give hende værdigheden tilbage”. Det er, som om hun har sluppet tøjlerne og lader sig drive mod afgrunden for at fremkalde en eller anden reaktion – hos sig selv eller sin mand.
Sammen med de frugtesløse forsøg på at skrive en kærlighedsroman går dagene med at forsøge at holde sammen på familien, der udover Johannes består af Sofie, hans teenagedatter fra et tidligere forhold, og deres fælles søn Tobias på otte. De modarbejder hinanden og lader deres egne frustrationer gå ud over familien.
Med tiden finder Trine Vedel ud af, at en anden har overtaget hendes identitet og skriver kronikker og kontakter forlag i hendes navn. Hun reagerer ikke på det, for den falske Trine skaffer hende jobs, der kan hjælpe med at banke hendes skattegæld på 300.000 ned. Det er nemmest, og hvad kan der ske ved det?
I en munter og humoristisk stil skriver Trisse Gejl en kriseroman om en kvinde, der ikke længere kan mærke noget. Alt hvad hun har, er noget hun havde engang, som hun selv siger. Hun vil føle noget, men verden er på uopnåelig afstand, og det er nærmest kun i minderne om og savnet efter sin døde bror Mads, at hun kan være til og være sig selv. Familiens ødegård i Sverige går under navnet Tiefland og det er netop det, hun søger: dybde, ægthed og patos.
Gejl navigerer sikkert rundt i forskellige miljøer og rammer tonen hos både sure teenagere, litterater og sleske bankmænd, og omgivelserne træder helt tydeligt frem i romanen. Med sin skarpe persontegning og afvæbnende humor er ”Siden blev det for pænt” et portræt af den moderne kvinde, der har det hele, men ikke kan mærke det.
Romanen blev nomineret til DR-romanprisen 2012.
Trisse Gejl
Trisse Gejl har vundet anmeldernes hjerter med sine følsomme og velskrevne romaner, der ofte er skabt på baggrund af personlige oplevelser. Hun skriver om ungdommens svære valg og om oplevelser med...
Læs hele forfatterportrættet