”Psykologen sagde, at opgaven for mig var at øve mig i at mærke mine behov, og kun at gøre, hvad jeg havde lyst til. Selv det var udmattende, og mange dage lå jeg i underkøjen til over middag. Jeg stod op og lagde et par pinde i brændeovnen og satte en gryde vand ovenpå, så jeg havde noget til etagevasken i tilfælde af, at vandvarmeren ikke virkede. (…) Og så gik jeg i seng igen, mens jeg prøvede at komme i kontakt med mine såkaldte behov.”
"Vejs ende", s. 160.
Efterfølgende bortadopteres Lærke til parret Anne og Holger. Deres naboer kommer til at påvirke Lærkes liv fremadrettet. Hun forelsker sig i landmandssønnen Henrik, og hun bliver veninder med sommerhusgæsterne Van Hauens datter Malene, der får en grusom skæbne.
Der sker flere tragiske hændelser i Lærkes liv, og alligevel er det de nære barndomsbeskrivelser, der dvæles mest ved. Tragedierne afsløres på næsten Raymond Carversk facon som undseelige sprækker i det hverdagslige sprog. Bedstevenindens død, adoptivforældrenes ulykke og bruddet med den eneste kærlighed afsløres uden dramatik, men virker ikke desto mindre stærkt. Som her, hvor bruddet med den elskede beskrives: ”Det var efter den første lille portion, at han lagde kniv og gaffel fra sig // – Jeg har snakket med Marianne om at flytte tilbage, sagde han.” (s. 299).
Tematisk handler romanen om svigt, opdragelse og umuligheden af at flygte fra sin fortid. Miljøet er engageret skildret, med landsbysladder, klasseforskelle og danske designermøbler. Der er en tidsmæssig historisk realisme. Fremskridtspartiets indtog bliver diskuteret ved middagsbordet i barndomshjemmet, Lærke hører P2 og læser i nutiden den japanske forfatter Haruki Murakami.
”Vejs ende” er således en roman fuld af autenticitet og indlevelse. Det er et nuanceret portræt af et menneskeliv.
Lisbeth Brun
Med de fire romaner ”Vejs ende”, ”Det du mister”, ”Som brødre vi dele” og ”Resten af livet” har Lisbeth Brun skabt den serie, der står som forfatterskabets absolutte hovedværk. Med geografisk afsæt...
Læs hele forfatterportrættet
