- Niels Vestergaardcand.mag. og journalist, 2006
Intro
I den selvbiografiske roman “Le premier homme” fra 1994 (“Det første menneske”, 1995) besøger Camus’ alter ego Jacques Cormery sin fars grav i Nordfrankrig (Cormerys far var faldet i Første Verdenskrig). Under rejsen går hans tanker bagud til hans barndom i Algieret. Som faderløs var han nødt til at skabe sin identitet fra bunden – det er formentlig det, som ligger i titlen. Det menneske, som betød mest i den proces, var uden tvivl moderen. Et smukt, reserveret, hårdtarbejdende menneske, som Cormery elsker betingelsesløst. Hun var også analfabet og afskåret fra den litterære verden, som i den grad skulle blive hans. Camus har tilegnet “Det første menneske” til hende: “Til dig, der aldrig vil kunne læse denne bog” . Mere sprudlende og udfarende fremstår onklen Ernest, uden tvivl navngivet efter Ernest Hemmingway, med hvem han deler en stor kærlighed til jagt, kvinder og røverhistorier. Som moren er Ernest et menneske af et smukt ydre og derudover bemærkelsesværdig, for så vidt som han aldrig lod sig bremse af sit handicap – han var døv.
