Med sit blik for mytologiske omgivelser har han denne gang centreret handlingen om en sørøverø – Dog Island – i Caribien og garneret med scener fra det uhyggelige russiske fragtskib Gdnyia og den ligeså uhyggelige titeltrawler ”Skyggernes hav”, smækket lidt Cuba og CIA ind for ikke at forglemme ”et sted langt fanden i vold ude på Staten Island” i New York, hvor handlingen tager sin begyndelse med mordet på bilforhandleren Abraham Stahl en kold forblæst aften.
Arven efter Abraham fører til en strid mellem hans sønner, kartografen Jacob, som lever af at sælge sjældne sø- og landkort, og den korrupte strømer Emmanuel. Striden falder i første omgang ikke ud til Jacobs fordel. Efter begravelsen vågner han op i en kahyt på Gdnyia, der har en besætning, som får Kaptajn Klo og Kaptajn Allen (Tintin) og deres respektive mandskaber til at ligne uskadelige futmælksmatroser.
Heldigvis er der en pige, som i et svagt øjeblik forbarmer sig over den forslåede Jacob og hjælper ham på flugt, og så nærmer vi os sørøverøen. På afstand er den et tropisk paradis at se til, men når man kommer tættere på, vasker havets affald op i brændingen. Inde på øen lurer en gang menneskeligt affald og nogle gruopvækkende hemmeligheder. Indsatsen for Jacob er at blive genforenet med sin hustru Laura. De var kommet til et kritisk punkt i deres ægteskab, da faren døde, og han vågnede op på Gdnyia, men de elsker hinanden. På Jacobs kontor i søkortbutikken hang et billede af Anguilla, den større naboø til Dog Island. Det var den, han sad og drømte sig ned til, når han ventede på kunderne, som ikke kom. Det viser bare, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig, og hvor man ønsker sig hen, når man har en sød kone.
I forhold til ”Darling Jim” er ”Skyggernes hav” mere stiliseret og ramasjang.
Christian Mørk
I fjorten år arbejdede Christian Mørk som hot filmproducent i Hollywood, så fik han nok og vendte tilbage til journalistikken og en drøm om at skrive fiktion. Anmelderne har taget godt imod den hyp...
Læs hele forfatterportrættet