Herfra er digtsamlingen en eksperimenterende genrehybrid, hvor digte står sammen med små poetikker om, hvad kunst og poesi er eller kan være, korte indskydelser og tekst, der er streget over. Nogle steder er den derfor en ”ulidelig knevren der har nok i sig selv … Og med store smil vil jeg trække de skønne kunstarter ned til vandet og falde i ét med den latter” (s. 47); andre steder er samlingen den højstemt- og skønhed, teksten lige har taget afstand fra: ”Solmoden: Vinden. Feberblankt urfolk blandt/ mælkehvide hjerner. Vinden kroner det naturlige/ magtforhold mellem mægtige birke” (s. 58). Andre steder igen er samlingen i tvivl om, om det overhovedet er dét, der står, den vil sige: ”Problemet er at den kritik man retter mod den såkaldte privilegerede position i langt de fleste tilfælde får en form der netop afviser enhver form for kommunikation og derfor ender med at” (s. 56).
Den komplicerede, sammensatte form kan være vanskelig at følge, og det er måske også pointen. Ligesom den antikke, romerske by Pompeii, der i 79 e.Kr. blev begravet i aske fra vulkanen Vesuv, og hvor man siden har udgravet afstøbninger af det, der var til stede, da katastrofen skete, synes ”Mit indre Pompeii” at være en udgravning af nutidsmenneskets indre, der er dækket af sod. Nogle steder graves hele afstøbninger fri, andre steder mangler noget, men man kan hele tiden lige præcis ane, at der trods alt er en skønhed bag galskaben.
Peter-Clement Woetmann
Peter Clement Woetmann er født i 1985 i København. Han er far, digter, dramatiker og redaktør, uddannet fra Forfatterskolen, har en Bachelor of Science i Landskabsarkitektur og Bydesign og har være...
Læs hele forfatterportrættet
