Peter-Clement Woetmann

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
oktober 2025

Hovedforfatter

Rasmus Lund Nielsen
cand.mag., juli 2024

Peter Clement Woetmann er født i 1985 i København. Han er far, digter, dramatiker og redaktør, uddannet fra Forfatterskolen, har en Bachelor of Science i Landskabsarkitektur og Bydesign og har været husdramatiker på Aarhus Teater. Han er forfatter til digtsamlinger, skuespil og øvrige tekster, også i eksperimenterende former og formater. Forfatterskabet beskæftiger sig i tiltagende grad med en verden, hvor store kriser og tematikker står i kø. Han har blandt andet skrevet om krigen i Afghanistan, flygtninge og klimakrisen – for at finde et sprog for det ubærlige.

Baggrund

Peter-Clement Woetmann er født i 1985 i København. På sin hjemmeside ”peter-clement.net” beskriver han sig selv som far, digter, dramatiker, redaktør, urbanist und so weiter. Man kan hertil tilføje, at han er uddannet på Forfatterskolen i 2006, at han har en Bachelor of Science i Landskabsarkitektur og Bydesign fra 2012, og at han er en del af redaktionen på forlaget Kronstork, der blandt andet udgiver ny dansk poesi.

”Min krop er blå øjne hvid hud.

Min krop er korngule marker og den milde vind
i træerne i en lysning i skoven

Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten

Min krop er ikke den ukendte mor der
druknede ud for grækenlands kyst med sine otte
børn”

”Bag bakkerne, kysten. En klagesang”, s. 32.

Foto: Rumle Skafte

Født
1985 i København.
Uddannelse
Forfatterskolen, 2006. Bachelor of Science i Landskabsarkitektur og Bydesign, 2012.
Debut
Heldigvis er skoven blevet væk. Borgen, 2005. Digte.
Litteraturpriser
Morten Nielsens Mindelegat, 2015. Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kidde og Jens Peder Jensen Kjærgaard og hustru fond, 2015. Legatophold, Kamov Residency, Rijeka, Kroatien, 2011.
Seneste danske udgivelse
Lysninger. Kronstork, 2025. Digte.

Woetmann debuterede selv som digter som 20-årig, året inden han blev færdig på Forfatterskolen. Det gjorde han med digtsamlingen ”Heldigvis er skoven blevet væk” (2005) på det nu hedengangne forlag Borgen. Med debutsamlingen, der er fyldt med stemninger, erindringsglimt, kærlighed og humor, slog han sprogligt overlegent tonen an i et forfatterskab, der allerede er omfattende. Det tæller digtsamlinger, teaterprojekter, ikke mindst fra hans tid som husdramatiker på Aarhus Teater (fra 2015 til 2018), og øvrige tekster, også i mere eksperimenterende genrer, former og formater.

Siden debuten er forfatterskabet i tiltagende grad begyndt at beskæftige sig med aktuelle samfundsdebatter. Sammen med dramatikerne Christian Lollike og Solveig Gade og i samarbejde med medvirkende har han for eksempel skrevet skuespillene ”I Føling – En krigsballet” (2014) om Afghanistan-krigen og ”Uropa – En asylballet” (2016) om flygtningesituationen. Han har selv skrevet om Afghanistan-krigen i skuespillet ”Til mine brødre” (2016), som sammen med skuespillene ”Den sidste bølge” (2017) om rumrejse og ”Lav sol” (2018) om kunstig intelligens udkom på forlaget Arena i 2019. Han har også skrevet om flygtningesituationen i digtsamlingen ”Bag bakkerne, kysten. En klagesang” (2017), der udkom på Forlaget Kronstork. Senest har han skrevet om klimakrise og -sorg i teaterstykket ”Blå koral: tys tys dollar”, der blev opført i 2023, samme år udgivet på forlaget Arena, og som blev nomineret til Montanaprisen.

En anmeldelse af Peter-Clement Woetmanns debutdigtsamling fremhæver hans Laudrupske ordfinter, og det billede er rammende for hele forfatterskabet. Woetmann skriver nemlig så ubesværet godt, at man får fornemmelsen af, at han, hver gang han får bolden, kan drible fra midtercirklen og score.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Peter-Clement Woetmann fortæller om skuespillet ”Til mine brødre”. Aarhus Teater, april 2015.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Peter-Clement Woetmann fortæller om ”Blå koral: tys tys dollar”, at det var ”meningen, det skulle være håbefuldt denne gang. Det blev det så ikke.” [1].

Og siden digtdebuten ”Heldigvis er skoven blevet væk” er det da heller ikke det håbefulde, der har fyldt i forfatterskabet. Sådan er det nok, fordi vi lever i en verden, hvor ydre kriser og store tematikker står i kø, og hvor ikke mindst poesien, udover at være en hel masse mere, er blevet politisk. Den tendens er Woetmann en del af.

Han fortæller, at siden han i 2001 var 16 år, og 11. september skete, er alt blevet mere og mere sindssygt: ”Så bliver der bombet i Libyen, og man tænker, nu kan det ikke blive værre. Så er der covid, og man tænker, nu kan det ikke blive værre. Så går Rusland ind i Ukraine. Nu kan det ikke blive værre. Så er der den ubærlige Israel-Palæstina-konflikt … Den følelse tror jeg er vigtig, man siger højt. Jeg tror simpelthen, vi er mange, der har den følelse.” [1].

Det gør han i og med sit forfatterskab; siger den følelse højt. I digte, skuespil og andre mere eksperimenterende genrer, former og formater har han skrevet om krigen i Afghanistan, flygtninge-, klimakrise og -sorg, om rumrejser og kunstig intelligens. Det har han, forklarer han, i et forsøg på ”at finde et sprog for det ubærlige. Fra ødelagte familierelationer og mennesker, der ikke kan nå hinanden, til global krig og klimakrise. Ikke som en relativisering af smerten, men som en måde at nærme sig den fra en anden vinkel. En måde at rumme den og sætte sig selv fri i skriveprocessen.” [1].

Selvfølgelig er der ikke megen trøst og håb i det ubærlige, men i og med sprogets poesi opstår glimt af livets og verdens skønhed – og af en underspillet humor, som kan sætte én fri.

Beslægtede forfatterskaber

Sammen med forfatter og instruktør Christian Lollike m.fl. har Peter-Clement Woetmann, udover de allerede nævnte skuespil, skrevet ”68 – Et øjeblik var en anden verden mulig” (2018) og bidraget med tekstfragmenter til ”Familien der kunne tale om alt” (2016). Ligesom Woetmann bruger Lollike sit forfatterskab som talerør for samfundskritik, men Lollike gør det på en mere direkte, absurd humoristisk og meget ofte provokerende måde, blandt ved at tage tabubelagte emner med ind på scenen. Det så man f.eks. i skuespillet om en gruppevoldtægt, ”Dom over skrig” (2004), der skabte så massiv politisk debat, at Dansk Folkeparti bad den daværende kulturminister forklare, hvorfor den slags skulle modtage økonomisk støtte. Man så det også i skuespillene ”Service Selvmord” (2006), som tog selvmordet som mulighed under behandling, ”Kødkarussellen” (2009), der handlede om prostitution, og senest i ”Skolekomedien” (2023), som udstillede vores allesammens folkeskole og derfor også os selv.

Ligesom i Woetmanns forfatterskab har Afghanistan-krigen sat aftryk i den danske kultur og derfor også i andre forfatterskaber. Her kan nævnes skuespillet ”My Deer Hunter” fra 2020, der er skrevet af Tue Biering, og romaner som Lars Husums ”Jeg er en hær” fra 2010, ”Michael” fra 2014 af Dy Plambeck og ”Den første sten” fra 2015 af Carsten Jensen. Det er især romangenren, der har taget krigen under behandling, og de nævnte værker er derfor kun tematisk beslægtede med Woetmanns forfatterskab, der både på scenen og i selvstændige udgivelser er båret af poesiens udtryk.

Inden for poesien kan fremhæves forfatterskaber, som beskæftiger sig med flygtningekrisen, f.eks. Victor Boy Lindholms ”Hyklertrilogien” (2020), samt klimakrise og -sorg i for eksempel Lars Skinnebachs forfatterskab fra ”Øvelser og rituelle tekster” (2011) til ”Patriarken falder” (2022), i Theis Ørntofts ”Digte 2014” (2014), i Nanna Storr-Hansens ”Mimosa” (2018) og ”Bøgetid” (2022).

Derudover trækker Peter-Clement Woetmann på en lang tradition. Man møder for eksempel klagesangen, elegien, der er en form for lyrisk digtning i den græske og romerske litteratur, og i ”Blå koral: tys tys dollar” finder man en slet skjult reference til Samuel Becketts berømte, absurde skuespil ”Mens vi venter på Godot” (1952), men hvor det altså ikke er Godot, de venter på, men tværtimod en servicemand – nej, servicekvinde.