”De demokratiske systemer er allerede brudt sammen, idet de ikke kunne reagere inden for det nødvendige tidsrum, før de katastrofale klimaændringer var irreversible.”
”Øvelser og rituelle tekster”, s. 59.
Både sproglige formuleringer og begivenheder gentages, forskydes og ændres undervejs som for at understrege teksternes skitseagtige format. De er – som titlen og en af bogens mange metareflektioner peger på – ”øvelser”: ”Min plan er at skrive om den samme begivenhed, hver dag i et bestemt tidsrum, at gøre den til en øvelse. At frigøre erindringen fra den omverden, det landskab, den udsprang af, og føre den med ind i et lukket system, som er skriftens” (s. 9-10).
Den begivenhed, Skinnebach på otte forskellige måder beskriver i bogens første del, er en kombination af et barndomsminde og en dystopisk fremtidsfantasi: Han er på telttur med sin far. De sejler ind i bunden af en fjord, hvor de slår lejr. Faren, der er en garvet skytte, bliver opmærksom på et dyr, som han skyder og rammer. Men mod deres forventning rejser dyret sig og løber væk, således at magtrelationen mellem det bevæbnede menneske og det vilde dyr vendes på hovedet. Både jeget og læseren begynder at tvivle på barnets hukommelse og erindringernes troværdighed. Hvad skete der egentlig? Og hvor befinder jeget sig – i en genkendelig fortid i en førkatastrofal tidsalder eller i en mørk fremtid efter en global naturkatastrofe er indtruffet?
Skinnebach skriver pessimistisk og undrende om det senmoderne menneskes splittelse og tvivl. Det optræder apatisk over for klimakrisen og længes mod en tid og en tilstand på den anden side af det antropocæne.
Lars Skinnebach
Lars Skinnebachs digte vækker altid opsigt. Om det er med skrig, vrede eller glimt af ømhed. I den ambivalente digters univers finder man sindssyge udsagn og hysteriske besværgelser, konstaterende ...
Læs hele forfatterportrættet
