”En lille natsværmer som mig, der både genskaber og afvikler sin egen historie. Nej, skriver jeg. Som rummer hele sin historie og skal lære at bære den med de tynde vingers lethed. Det er min kernes kraft der holder det hele flyvende og flydende.”
”Øvelser i mørke”, s. 163.
Jeget i romanen er en midaldrende kvinde, som har udviklet PTSD efter et traumatiserende overfald, der også har hvirvlet op i voldsomme hændelser i kvindens fortid. Hun har voksne børn, men bor alene, tilbringer meget tid med at se flimrende, distraherende tv og sover ofte under sofabordet.
Imens forsøger hun at finde en måde at leve i mørket og samtidig bevæge sig ud af mørket med hjælp fra en psykolog, kaldet PTSD-manden: ”Jeg øver mig i mørke, for jeg er frygtsom. Jeg øver mig i at være i mørket, men jeg øver mig også i at træde ud af mørket. Sessionerne med PTSD-manden skal hjælpe mig med at træde ud af mørket. Og metoden er at være i mørket uden at være bange.” (s. 24). Bogens tematisering af overgreb mod kvinder kommer også til udtryk i romanens indlagte fortælling om en fest, veninden Lea engang var til, hvor alle gæsterne skulle medbringe en anekdote. Anekdoter, der viser sig at handle om psykisk vold, stalking, grænseoverskridende adfærd og seksuelle overgreb mod kvinder.
Undervejs i romanen oprulles jegets svære livserfaringer sammen med erindringsbrudstykker fra barndom, ungdom og voksenliv. Skildringen af de forskellige perioder i en kvindes liv understreges også af det lejlighedsbyggeri i fire etager, som jeget bor i, og som fungerer som et billede på de forskellige perioder i livet. Her bor der nemlig en helt ung kvinde, en ung mor med små børn og en ældre kvinde – foruden den kvindelige hovedperson, som er midt i 50’erne. En anden vigtig tematik er kvinders nære venskaber. I bogen er veninderne Lea, Annie, Nicola og Rose de mennesker, som slutter kreds om jeget med omsorg og stor kærlighed, og som er hendes livsvidner.
Naja Marie Aidt har skrevet en poetisk roman fortalt med indre synsvinkel, som behandler alvorlige emner, men også er præget af et metaforisk billedsprog: ”Mit lille jeg spræller som en guldfisk i et alt for snævert akvarie” (s. 16) og ”Deres omsorg er som et silkeklæde, tyndt og let, det varmer i kulde og køler i varme.” (s. 22).
Naja Marie Aidt
Værkerne i Naja Marie Aidts store og prisbelønnede forfatterskab breder sig inden for mange genrer, men har altid et poetisk islæt. Det gælder også hendes seneste værker, ”Har døden taget noget fra...
Læs hele forfatterportrættet
