Theis Ørntoft

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juni 2026

Hovedforfatter

Helle Eeg
cand.mag., 2010

Theis Ørntoft debuterede i 2009 med den stilsikre og frække digtsamling ”Yeahsuiten”. I de efterfølgende udgivelser, ”Digte 2014” og debutromanen ”Solar” fra 2018, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning. Her træder mere alvorlige temaer som klimakrise og menneskets manglende forbindelse til naturen og hinanden frem som vigtige temaer. Slægtsromanen ”Jordisk” fra 2023 fortsætter i samme spor, men er skrevet i en mere traditionel prosa end de tidligere udgivelser, og ”Habitat” fra 2025 trækker veksler på forfatterens eget liv.

Baggrund

Theis Ørntoft er født i 1984 i Alling lidt uden for Ry i Jylland. Han debuterede som forfatter i 2009 med digtsamlingen ”Yeahsuiten” og har siden etableret sig som en af sin generations markante stemmer. Ørntoft er uddannet fra Forfatterskolen i 2007–2009 og har siden debuten udgivet både poesi og prosa, hvor han kredser om klimakrise, fremtidsscenarier og det at være ung og i bevægelse.

Digtuddrag

… jeg skal se dem sprede min aske

ud over alle biologiske modersmål, før jeg handler

jeg skal se dem trække et fiskenet fuld af havfruer

op af min morgenurin

hvor skal man gå hen med sin kærlighed

hvor skal man gå hen med den

bag skrankerne står de bare og smelter

der er ingen hjælp at hente

træk et nummer og knep et foster

læg dig selv i natostilling og gø mod himlen

vof vof …

”Digte 2014”, s. 61.

Særligt klimakrisen har været en gennemgående linje i forfatterskabet, og Ørntoft har beskrevet den som ”vores fælles identifikationspunkt” [2]. Han ser den økologiske krise som det, der samler hans generation – en form for nyt samfundsprojekt i en tid, hvor mange har følt sig uden en fælles kamp. ”Det dæmrede for mig, at den økologiske krise jo bliver vores fælles identifikationspunkt,” har han sagt.

Men Ørntofts litteratur er ikke kun båret af fortvivlelse. I nyere tid har han vendt sig mod det, der giver håb – ikke kun for menneskeheden, men også for ham selv. Forfatteren, der er blevet både 40 og far, oplever en forandring, som er kommet med faderrollen. Som han selv siger: ”Jeg finder en enorm tilfredsstillelse i at være bundet til noget for første gang i mit liv. At skifte bleer og spille vandlyde, når min datter ikke kan sove, er det bedste, jeg nogensinde har oplevet.” [1].

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
1984 i Alling.
Uddannelse
Forfatterskolen, 2009
Debut
Yeahsuiten. Gyldendal, 2009. Digte.
Litteraturpriser
Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, 2010. Michael Strunge-prisen, 2014, Klaus Rifbjergs Debutantpris, 2016.
Seneste udgivelse
Bag litiumbjergene : om grønne løgne og mørke håb. Gyldendal, 2026. Essay.

Den nye rolle som far har ikke kun påvirket hans liv, men også hans forfatterskab. Ørntoft beskriver det som at træde ind i ”kapitel to som menneske” – et skridt væk fra den uforpligtende frihed og ind i en mere forbundet og ansvarlig tilværelse. Dette skift er tydeligt i hans romanværk ”Jordisk” (2023), der rummer en ny dybde og forbundethed.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Theis Ørntoft taler med Forfatterwebs udsendte, Birgitte Bartholdy, om romanen "Habitat". Januar 2026.

På trods af sin vedvarende kritik af politiske klimamål, som han ikke tror vil kunne bremse udviklingen, har Ørntoft ikke mistet håbet. Tværtimod: ”Jeg tror, der kommer til at ske nogle vilde ting. Og jeg tror, at det ikke kun er dårligt for menneskeheden, at vi skal have andre forventninger til, hvad et menneskeliv er.” [3].

Ørntofts rejse som forfatter og menneske er præget af både uro og refleksion, men det er håbet, der fylder mest i dag – både som drivkraft i livet og i litteraturen.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Et af de gennemgående temaer i digtene i ”Yeahsuiten” er, hvordan både individet og sproget kan ses som konstruktioner. Theis Ørntoft beskriver det selv på følgende måde: ”Hvad end jeg skriver om, kommer det ofte til at handle om grænser og belysning af konstruktioner. Grænser mellem indre og ydre, mellem bevidsthed og verden osv. Det interesserer mig at belyse sproget som den konstruktion det er, som et betydningsmateriale mennesket bruger til at erkende verden igennem” [9]. Det viser sig bl.a. i digtene ved en opløsning af jeget. Jeget indoptager og forholder sig konstant til verden omkring sig, jeget er så at sige på en og samme gang beskuende og beskuet: ”en mand står og kikker på mig, jeg er hans udsigt/ jeg står og kikker på en mand, han tager min udsigt” (s. 34).

I ”Digte 2014” er fokus flyttet fra individet til fællesskabet. Dels som en kapitalismekritik og dels som et afsavn efter en samhørighed med naturen, der er gået tabt. Vores forhold til verden er blevet sygt, vi har ”kviksølv i lungerne”, i fabrikken sidder børn og ”syr i sig selv” og der er ”hvepse i min afføring, de første tegn på straf”. Der løber i det hele taget et billedsprog af dyr, dyrelyde, planter og grundstoffer igennem digtene, og gang på gang konstateres det, hvordan vi har misbrugt vores planet: ”… i nat hvor solene spinder/ over børneansigter som fnyser/ blod og snot/ ud gennem samfund/ ud gennem årtusinder/ hvor jeg går igennem/ grøn zone/ i brand/ på alle etager. (s. 34). Det er en grum samfundskritik, der er blottet for alt håb om en bedre verden.

I ”Solar” kan man sige, at den jeg-opløsning der var på spil i ”Yeahsuiten” og klimakrisen der fyldte i ”Digte 2014” smelter sammen i fortællingen om hovedpersonen Theis.

Theis Ørntoft er ofte blevet betegnet som økodigter, og i et interview giver han selv et bud på, hvordan man kan genrebestemme økopoesi: ”Økopoesi er en ikkedogmatisk litteratur, der har et koordinat i de tre grundlæggende niveauer - i det individuelle, det samfundsmæssige og det kosmiske (…)Det er måske mit overordnede litteratursyn, ja. De tre niveauer - det individuelle, samfundsmæssige og kosmiske - er altid til stede for mig. Det handler om at undersøge alle de migrationsruter og forbindelser, der findes mellem menneske, samfund og kosmos. For det er herigennem, man kan lave et totalbillede af verden, som den opleves fra et menneskeligt perspektiv.” [7]. Koblingen af de tre niveauer som Ørntoft nævner her er især tydelig i hans slægtsroman ”Jordisk”, hvor hovedpersonernes liv, samtidspolitik og de kosmiske forhold flyder sammen i en fælles fortælling.

Beslægtede forfatterskaber

Theis Ørntofts forfatterskab fortsætter på mange måder den overflod af udgivelser lige omkring årtusindeskiftet, der handlede om unge (digter)mænds hverdagsliv i København. Navne som Lars Frost, Kristian Bang Foss, Jeppe Brixvold, Anders Søgaard og Peder Frederik Jensen slog igennem i den periode. Ørntoft deler helt sikkert de skæve skjulte smil og den selvsikre arrogance med de nævnte forfattere. Ørntoft mener dog også, at der er klare forskelle på hans generation af forfattere og 00’ernes: ”Der er en del forfattere, der nærmest udelukkende beskæftiger sig med, hvad det vil sige at leve et privilegeret liv i en velfærdsstat. Og der går et erfaringsmæssigt skel her; mellem min generation og den foregående. Det er muligvis en forsimpling, men jeg har det anstrengt med litteratur, der bliver ved med at tematisere parforhold, skilsmisse, identitet og de små depressioner, som livet i velfærdsstaten udløser” [7].

For Ørntoft har fokus flyttet sig fra individet til hele kosmos. Forfattergenerationen før ham, mener han var for navlepillende: ”To karakterer går en tur i skoven, og træerne og det økologiske rum agerer blot død baggrund for parforholdet. Eller de tager på sommerferie med deres venner til en græsk ø, de ser flygtningene på stranden, men det er ikke flygtningene, det handler om. Det er forfatterens dårlige samvittighed og velfærdsdepression, det handler om.” [7]. Det at sætte klimakrisen i front deler han dog med flere forfattere fra andre generationer end sin egen, mest indlysende med forfatter og underviser på Forfatterskolen Lars Skinnebach. I ”Digte 2014” bliver slægtskabet med Skinnebach meget tydeligt. Begge forfattere deler en kapitalismeskepsis og en dyb bekymring over klimakrisen, som også kommer til udtryk i deres samarbejde med musikprojektet ”Klimakrisen”. Man kan også nævne forfattere som Charlotte Weitze, Dennis Gade Kofod og Silja E. K. Henderson.