BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Jeppe Brixvold
Foto: Marie-Louise Exner
*Seneste udgivelse

Jeppe Brixvold

Senest opdateret
  • Andreas Graae
    cand.mag., januar 2026
Hovedforfatter
  • Andreas Graae
    cand.mag., 2009

Intro

Jeppe Brixvolds forfatterskab er én lang hvirvlende bevægelse gennem tids og sproglige universer, som langt fra altid følger logikkens snævre vej. Sjældent møder man herhjemme en forfatter med så store litterære ambitioner, filosofisk indsigt og sproglig tæft. Brixvolds litteratur karakteriseres især ved en betingelsesløs overgivelse til fiktionens rum: Her kan alt ske. Virkeligheder opløses og bevidstheder smelter sammen. Som i hans seneste roman “Forbrydelse og fremgang”, hvor fortælleren pludselig forvandler sig til Alexander den Store. Brixvolds læser er på gyngende grund, og det er derfor ikke tilfældigt, at vand optræder som det ledende motiv – fra regnens fald over floder til havet – som den konstante, men flygtige bevægelse igennem forfatterskabet.

Baggrund

Jeppe Brixvold er født i den jyske by Virring i 1968. Kun 22 år gammel debuterer han med romanen “Ja, Daniel” (1990), mens han stadig studerer litteraturhistorie ved Århus Universitet – som senere suppleres med en uddannelse som manuskriptforfatter ved Den Danske Filmskole. Siden debuten i 1990 har han engageret sig på mange fronter i det litterære miljø. Blandt andet som underviser på Forfatterskolen i København, redaktør af litteraturtidsskriftet Den Blå Port og initiativtager til adskillige prosa-antologier, blandt andet antologien “Kortprosa” (1999) redigeret sammen med Hans Otto Jørgensen.

”På min uhyggelige måde ankom jeg ud på eftermiddagen til L, hvor jeg indlogerede mig på kroen. Samme aften mødte jeg en prinsesse til et selskab. Jeg talte nu ikke med hende. Jeg lod en af mine hunde følge hende derfra og nøjagtigt erindre sig den vej, hun tog, og den fulgte hende gennem mørke gader, indtil de til sidst endte ved paladsets port. Min hund slog et kryds på porten med kridt og løb hjem igen til mig, og samme nat opsøgte vi stedet.”

“Forbrydelse og fremgang”, s. 29.

På et tidspunkt fik Jeppe Brixvold nok af det hektiske storbymiljø i København – eller som fortælleren i vandrebogen “Hæfte” (2001) vrisser: “En smålig, neurotisk selvoptagethed kendetegner København …” (“Hæfte”, side 10). I Stedet opsøgte Brixvold naturens og havets element på vadehavsøen Fanø, hvor han i 2003 fik et legatophold på Digterhjemmet i Sønderho og senere bosatte sig fast.

“[J]eg oplevede, at der var meget bedre ro til at læse og arbejde her på Fanø end i København. Det er svært at opretholde den samme kontinuitet i sit arbejde, når man bor i en storby. Der er hele tiden så mange udenomsaktiviteter.” [4]Rasmus Bo Sørensen“Og bagved bruser havet”Dagbladet Information, 2009-01-07..

Jeppe Brixvold
Foto: Marie-Louise Exner
  • Født

    10. september 1968 i Virring.

  • Uddannelse

    Studier i Litteraturhistorie ved Århus Universitet og Den Danske Filmskoles Manuskriptforfatteruddannelse.

  • Debut

    Ja, Daniel, 1990.

  • Litteraturpriser

    Jytte Borberg Prisen 2008 for romanen “Forbrydelse og fremgang”. Otto Gelsted-Prisen, 2018.

  • Seneste udgivelse

    Shipping. Cris & Guldmann, 2024.

Den vigtigste grund til at bosætte sig på Fanø har dog ikke noget med København at gøre: “Det er, fordi jeg kan lide dens natur, geografi og kultur. Her har været malere i over 150 år, og folkemusikken på Fanø er en af de eneste ubrudte traditioner i Danmark.” [4]Rasmus Bo Sørensen“Og bagved bruser havet”Dagbladet Information, 2009-01-07..

Brixvold har siden dannet forbillede for forfatterkolleger, som har etableret en hel lille forfatterkoloni på Fanø, blandt andre Lone Hørslev, Lars Skinnebach og Martin Glaz Serup. Engagementet i lokalmiljøet banede i 2009 vejen for Jeppe Brixvolds initiativ til stiftelsen af en helt ny forfatterskoleuddannelse i Esbjerg.

Inden Jeppe Brixvold valgte at forlade København for roen og fordybelsen på Fanø, rejste han vidt omkring i Europa. En forkærlighed for Spanien skinner særligt klart igennem i hans bøger, der ofte kredser omkring det kontinentale middelhavsklima som billede på det eksotiske og frie. Han forklarer kombinationen af at rejse og skrive således: “Jeg tror meget på, at steder har deres egen betydning. Man kan jo opfatte det at rejse, som går igen i mange af mine bøger, som en flugt væk. Hvis man betragter det hjemmefra, ligner rejsen måske en flugt, eskapisme. Men når man er et andet sted, så ved alle, at det ikke føles som nogen flugt.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 19)

Det er således ikke kun for sin egen skyld, Jeppe Brixvold rejser – men for at fortælle stedernes historie: “Det er stederne selv, der interesserer mig. Det er ikke mit humør undervejs. Jeg skriver hellere om det humør, som jeg mener opstår af stederne og ikke så meget om det humør, som opstår, fordi man er på rejse.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 23).

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Jeppe Brixvold spreder sig over så mange genrer og tematikker, at en udtømmende analyse og fortolkning af hans samlede forfatterskab ville kræve langt mere plads, end der her gives. Overordnet set kredser han gennem sine romaner, noveller, rejsebeskrivelser og essays omkring ét centralt tema, nemlig mennesket i konstant bevægelse. Derfor fylder rejsen nok også så forholdsvis meget i hans bøger.

Det er ikke ét menneske i én bestemt tid, det handler om. Det er mennesker fra alle kulturer og gennem alle tider. Og her kommer sproget ind i billedet. Sproget er en af de ældste menneskelige aktiviteter. En aktivitet der skaber en mytisk bevægelse gennem menneskehedens historie. Jeppe Brixvold benytter konsekvent mytens kraft i sin produktion. Han lægger sig hermed i forlængelse af en stærk modernistisk tradition, som går tilbage til James Joyce, der med “Ulysses” (1922) knytter bånd tilbage til Homers epos “Odysséen”. Hvilket får Joyces forfatterkollega T.S. Eliot til at fremhæve “Ulysses” som et eksemplarisk eksempel på den moderne roman og hævde, at al moderne digtning, ligesom Joyces, bør lade sig inspirere af myten.

Den opfordring har Brixvold taget til sig – mere end noget andet sted i storværket “Forbrydelse og fremgang” (2007), der som nævnt bugner med litterære og kulturhistoriske henvisninger. Her hiver han Alexander-myten ind som den urkraft, der driver historien videre og udvider jeg’ets bevidsthed. Men også “Hæfte” (2000) og “Hvirvler” (1998) vrimler med mytologiske figurer, for eksempel indianske, græske, ægyptiske og romerske.

Igennem hele Jeppe Brixvolds forfatterskab træder sproglige og litterære refleksioner frem, og særligt i hans senere produktioner kommer disse til at ligne en poetik. Det vil sige en bestemt idé om digtekunsten, hvad den skal være og hvor den skal bevæge sig hen, dens former, dens virkemidler osv. I et interview – vel at mærke inden udgivelsen af “Forbrydelse og fremgang” – rammer han det meget præcist: “En roman skal både have perspektiver i et personligt, et historisk, et kulturelt og et filosofisk perspektiv, synes jeg. Og den slags kunne jeg bare ikke, og det er egentlig mit krav til en roman …” (“Dialog om en novellesamling” i “DARSK”, side 124).

Det er i lyset af dette citat ikke så mærkeligt, at arbejdet med “Forbrydelse og fremgang” tager ham så lang tid. For i denne roman lever han faktisk op til sit krav. Den bærer nemlig både personlige, historiske, kulturelle og filosofiske perspektiver.

Historieperspektivet illustreres ved romanens utallige spring i tid og rum – og det faktum, at hovedpersonen i sidste del er en arkæolog, der forsøger at rekonstruere en virkelighed fra en fjern fortid. Et motiv, vi også ser i Brixvolds første roman “Ja, Daniel”, hvor drømmetyderen Daniel forsøger at rekonstruere den virkelighed, som hans klienter kommer med dele af gennem deres drømme. Arkæolog-figuren går ligeledes igen i flere af novellerne i “Hvirvler”. Blandt andet i novellen “Cro Magnun”, hvor en amerikansk arkæolog kravler længere og længere ind i en hule, for til sidst at nå et “badekar”, der må formodes at være skabt af havet millioner af år før.

Vandets tilstedeværelse som metafor for fremdrift, bevægelse og foranderlighed er som nævnt det nok vigtigste ledemotiv i såvel “Forbrydelse og fremgang” som hos Brixvold i det hele taget. De mange floder og den megen vand i forfatterskabet kan ses som en hilsen til den græske filosof Heraklits tanke om, at man ikke kan stige ned i den samme flod to gange. Hver gang en mening eller en historie tegner sig, forgrener den sig som en biflod, og der opstår en ny. Vandet er ligeledes et billede på det skabende, livgivende, men samtidig også det altødelæggende, eroderende, element.

Vandet kan drukne og det kan stille tørsten. Netop tørst er et andet motiv i “Forbrydelse og fremgang”– det at få stillet et oralt behov. Derfor drikker og ryger bøgernes personer også hele tiden – øl, vin, whisky, pastis og smøger er altid deres vigtigste livskilde. Man kan sidestille begæret efter oral tilfredsstillelse med begæret efter forandring og bevægelse. Eller som Brixvold selv formulerer det: “En erkendelse af, at livet er i konstant bevægelse. Biologisk og dermed også mentalt. Man er i forandring, uanset hvad. Den forandring kan man føle lyst over for. Man kan også være bange for den …” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 19).

Beslægtede forfatterskaber

Det er ikke nogen let sag at finde forfatterskaber i den hjemlige samtidslitteratur, der er sammenlignelige med Jeppe Brixvolds. Dertil er han alt for meget sin egen. Det nærmeste man kommer på den nordiske litterære scene er måske Jan Kjærstads romantrilogi “Forføreren”, “Erobreren” og “Opdageren”, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2001. Begge nærmer de sig mennesket fra forskellige vinkler, springer i tid og rum og væver historiske og litteraturhistoriske tråde ind i deres fantasifuldt fortællende tæpper.

Herhjemme kunne man nævne Peter Seebergs “Ved havet” (1978), der (ligesom Brixvolds brug af vand) spiller på vandets bevægelse som symbol på livets foranderlighed – og i særdeleshed på havet som den endelige afslutning på floden, altså som en dødsmetafor.

Det er imidlertid i den europæiske litteraturs klassikere, Jeppe Brixvold henter størstedelen af sin inspiration, hvilket han ikke lægger skjul på. Der er mangfoldige litterære referencer gennem forfatterskabet – lige fra Shakespeares Birnam Forest i “Ja, Daniel” (1990) over Shelleys digte i “Romantik” (1990) til den åbenlyse tak til Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” (1865) med både indledningssekvensen og titlen på “Forbrydelse og fremgang” (2007). Sidstnævnte roman går sågar skridtet videre og citerer en bred vifte af store forfattere, der blandt andre tæller Alexander Pusjkin, Arthur Rimbaud, Ezra Pound og Gunnar Björling.

Derudover sætter særligt to forfattere deres præg på forfatterskabet: Ireren James Joyce og hans landsmand den irsk-franske dramatiker Samuel Beckett – og de diskuteres da ofte også ganske direkte i de mere essayistiske passager.

Referencerne til Joyce er tydeligst i “Forbrydelse og fremgang”, særligt på formsiden, hvor romanen som nævnt lægger sig i forlængelse af Joyces modernistiske tradition for at bruge mytens kraft. I romanens sidste del bryder sproget helt sammen, ligesom det er tilfældet med Joyces “Finnegans Wake” (1939).

Samuel Becketts absurde dramaer lader sig ligeledes spore adskillige steder i forfatterskabet. For eksempel i de groteske dialoger, der får et decideret komisk præg, eller når usandsynligheder som talende harer eller snegle giver deres besyv med. På det tematiske plan er arven fra Beckett endnu tydeligere, fx i personernes søgen efter og venten på noget større og mere meningsfuldt end den tomme virkelighed, de står i. Og endelig stilistisk – i den slørede og ofte ganske uigennemskuelige struktur, der kendetegner både kronologien og personernes identitet.

Brixvold trækker således i usædvanlig grad på en solid litterær tradition – men uden at lade sig styre hundrede procent af den. Forfatterens egne ord udtrykker nok bedst hans unikke evne til at skabe et originalt og ejendommeligt litterært univers, i kærlig respekt for traditionen: “Det er et paradoks ved litterær tradition, at man er nødt til at tage afstand fra den for egentligt at tilslutte sig den. Hvis man forsøger bare at mime traditionen, efterligne den, så bliver man egentlig bare kitsch. Mens den egentlige, alvorlige tro på traditionen nødvendiggør, at man gør forskel til den.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 12).

Relaterede forfattere

Bibliografi

Værker af forfatteren

Ja, Daniel
Ja, Daniel

Jeppe Brixvold

Borgen. 1990. Roman.

Romantik
Romantik

Jeppe Brixvold

1990. Roman

Hotellet
Hotellet

Jeppe Brixvold

1993. Roman

Hvirvler
Hvirvler

Jeppe Brixvold

1998. Noveller

Hæfte
Hæfte

Jeppe Brixvold

2000. Rejsebeskrivelse

Kærlighed til fædrelandet var drivkraften
Kærlighed til fædrelandet var drivkraften

Jeppe Brixvold

2001. (s.m. Lars Frost, Pablo Henrik Llambias og Lars Skinnebach). Essays

Forbrydelse og fremgang
Forbrydelse og fremgang

Jeppe Brixvold

2007. Roman

Sønderho Kro anno 1722. Kontrast
Sønderho Kro anno 1722. Kontrast

Jeppe Brixvold

2015. Kogebog

I de levendes verden
I de levendes verden

Jeppe Brixvold

Gyldendal, 2023. Roman.

Shipping
Shipping

Jeppe Brixvold

Cris & Guldmann, 2024.

Artikler

A musing. Om James Joyce
A musing. Om James Joyce

Jeppe Brixvold

I: Standart. Årg. 23, nr. 2 (2009), side 68-69

Om forfatterskabet

Gyldendal

Forlaget, der har udgivet “Forbrydelse og fremgang”.

Interview og kortprosatekster i diverse tidsskrifter.

Blandt andet:

“Kulturo – tidsskrift for moderne kultur”

Nr. 26. 2007.

“Victor B. Andersens Maskinfabrik”

Nr. 30. 2004.

“Den Blå Port”

Bog

Den skabende kunst : interviews med Jeppe Brixvold
Den skabende kunst : interviews med Jeppe Brixvold

Anders Juhl Rasmussen

Forlaget Wunderbuch, 2025.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Brixvold, Jeppe'

Kilder citeret i portrættet

[1]

“Dialog om en novellesamling – samtale med Jeppe Brixvold” i “DARSK. Dansk litteratur i halvfemserne – norsk nittitalslitteratur”. Særnummer: Synsvinkler. Center for Nordiske Studier, Syddansk Universitet

Martin Holst

1999

[2]

“Det er ikke lige meget, hvor man tager hen – samtale med Jeppe Brixvold” i “Ildfisken” Nr. 32

Anders Abildgaard Nielsen og Dennis Gade Kofod

2004

[3]

“Jytte Borberg Prisen 2008 til Jeppe Brixvold for romanen “Forbrydelse og fremgang”” i ”Kritik” Nr. 190

Kirsten Thorup

Gyldendal. 2008

[4]

“Og bagved bruser havet”

Rasmus Bo Sørensen

Dagbladet Information, 2009-01-07.