Foto: Mette Solberg Fjeldheim

*Seneste udgivelse

Jan Kjærstad

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
marts 2026
Anne Vindum
cand.mag., 2018

Hovedforfatter

Frederik Tygstrup
2000

Norske Jan Kjærstad er en af de forfattere, der ikke lader sig rubricere ud fra det traditionelle skel mellem ”eksperimenterende” og ”tilgængelig” litteratur.

Kjærstad arbejder meget bevidst med formen i sine romaner og bryder den ligefremme historiefortælling op, spiller på referencer til den litterære og kulturelle tradition og udfordrer fortællerens og læserens roller, sådan som det kendes fra den eksperimenterende tradition. Og først og fremmest rummer romanerne en central eksistentiel dimension.

Hvad er et menneske? Hvordan hænger et liv sammen? Hvordan bærer vi os ad med at leve og opleve os selv som mennesker i den samtidige historie, hvordan kan vi udtrykke vores forventninger, ønsker og længsler? Disse er centrale spørgsmål i Kjærstads forfatterskab.

Baggrund

Jan Kjærstad er født 1953 og opvokset i Oslo-forstaden Grorud. Efter seks års studier i teologi ved universitetet i Oslo debuterede han i 1980 med novellesamlingen ”Kloden dreier stille runt”.

”Så jeg købte et par morgenmadsprodukter og nogle poser med abrikoser. Abrikostræerne findes… Umuligt at købe abrikoser uden at tænke på den danske digterdronning. Sådan skulle litteratur være, sive ind i hverdagen, ud i livet, nå én som en hvisken i øret, når man stod ved en disk og betalte for madvarer.”

”Normans område”, s. 70.

I løbet af 1980’erne udgav han fire store romaner og markerede sig som en af de vigtigste norske forfattere i sin generation, samtidig med at han som ivrig debattør og som redaktør af det indflydelsesrige litteraturtidsskrift Vinduet fra 1985-89 placerede sig markant i litteraturdebatten. I 1993 grundlagde Kjærstad sammen med forfatterkollegaen Jon Fosse tidsskriftet Bøk. Tidsskrift for litteratur og teori. Jan Kjærstad modtog 1984 det norske kritikerlaugs pris, 1993 Aschehougprisen og 1998 den tyske Heinrich-Steffens-Preis, der tildeles skandinaviske kunstnere og intellektuelle som på fremragende måde har bidraget til europæisk åndsliv.

Foto: Mette Solberg Fjeldheim

Født
1953 og opvokset i Oslo-forstaden Grorud, Norge.
Uddannelse
Uddannet teolog.
Debut
Kloden dreier stille runt, 1980.
Litteraturpriser
Norsk kritikerlaugs pris, 1984. Aschehougprisen, 1993. Den tyske Heinrich-Steffens-Preis, 1998. Nordisk Råds Litteraturpris, 2001. Det norske akademis pris, 2013.
Seneste udgivelse
Valgdage. Gyldendal, 2026. (Valgdager, 2024). Oversætter: Anne Matthiesen.
Inspiration
Salman Rushdie.

Hans gennembrud til et stort publikum kom i 1993 med ”Forføreren”, den fiktive biografi over tv-stjernen Jonas Wergeland, der siden er blevet fulgt op med to yderligere bind, ”Erobreren” og ”Opdageren”. Med Wergeland-bøgerne slog Kjærstad for alvor sin position fast som en af sin generations største fornyere af romangenren. ”Opdageren” indbragte ham i 2001 Nordisk Råds Litteraturpris, som han modtog for sin avancerede fortællekunst og originale og nyskabende stil.

Jan Kjærstad arbejder med fragmentariske fortælleformer, der bryder kronologien og den episk fremadskridende handling. Ved at fortælle livet på nye måder peger Kjærstad på menneskets muligheder i den samtidige virkelighed. Den moderne eksistens’ betingelser hænger for Kjærstad sammen med at søge nye måder at fortælle det menneskelige på.

Jan Kjærstad tager aktivt del i litteratur- og samfundsdebatten i Norge.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

1980’erne - den eksperimenterende roman

I det tidlige forfatterskab står Jan Kjærstad frem som eksponent for 1980’er generationens nybrud og afskeden med den realistiske romanform, der ikke mindst i Norge prægede 1970’ernes engagerede litteratur. Kjærstad er her ganske tæt på nogle af de andre forfattere, der dominerede firserne, bl.a. Milan Kundera, Italo Calvino, Paul Auster og John Barth.

”Jeg ryger kun sjældent cigarer. Jeg tog ikke mere end tre-fire drag. Det smagte ikke dårligt, heller ikke godt. Ordet ’aromatisk’ dukker op. En fornemmelse af dybe undertoner. (Kom der ikke også et billede af Hagia Sofia sejlende? Så jeg en karavane for mig? Et brændende alter? Tænkte jeg på myrra? Ambra?) Jeg lod den alligevel være tændt et stykke tid, som om jeg troede, at vellugten kunne dæmpe overgangen til hverdagen.”

”På randen”, s. 116.

Fortællemønstrene i disse romaner er ofte komplicerede med flere lag af fiktion, der væver sig ind i hinanden. I ”Homo Falsus eller Det perfekte mord” fra 1984 (”Homo Falsus eller det perfekte mord”, 1986) er et erotisk og kriminalistisk plot ført sammen i historien om kvinden Greta, der får mænd til at forsvinde i det erotiske klimaks. Denne historie afbrydes gentagne gange af en selvrefleksiv forfatterfigur, der langsomt føres ind i sin egen fortælling, idet han kontaktes af Greta. Med udsigt til at blive et af hendes næste ofre, forsøger han at ændre på historiens præmisser. Skriften spiller en afgørende rolle, og bogen fokuserer på spørgsmålet: Hvem skriver hvem? Efterhånden er der flere og flere elementer, som peger på fortælleforholdene som uafgørlige, og til sidst er det kun forfatterens skriftlige formuleringsevner, som kan redde ham – hvis han da ikke bare er en forestilling i Gretas hoved. Bogen forholder sig dermed på en demonstrativ og ironisk facon til det at skrive litteratur og bryder fuldstændig med forestillinger om kronologi og fortællehierarki.

”Det store eventyret” fra 1987 (”Det store eventyr”, 2003) er en kaotisk, postmoderne roman, der eksperimenterer både med form og genre. Udgangspunktet er en forførelseshistorie, hvor hovedpersonen selv betjener sig af en række forskellige fortællinger, der undervejs bliver så komplicerede, at han til sidst må fare vild i dem. Den succesfulde billedredaktør Peter Beauvoir fascineres af kvinden Shoshana Moira, og han tror, at hun bliver en let erobring. Men i stedet finder han konstant sig selv i ukendte situationer, på ukendte steder og med ukendte mennesker. Og alle fortæller ham forskellige historier om Shoshana. Romanen er dels en kærlighedshistorie, men også fortællingen om skriften, som parallelt med kærligheden tilegnes af hovedpersonen. Bogen har slægtskab med fantastisk litteratur men er mest af alt et bevis på hvordan selve skriften kan rykke hele den vante virkelighed ud af tid og rum, sådan at Norge for eksempel pludselig er en ø i det indiske hav med vulkaner, palmestrande, moskeer og hindutempler.

I ”Rand” fra 1990 (”På randen”, 1990) har Kjærstad forfinet sin teknik i en på samme tid enkel og rystende historie. Romanens jeg-fortæller, en edb-programmør, beretter om en række samtaler han har med tilfældige passerende i Oslos gader, om de associationer og stemninger de afsætter i ham – og om hvordan han i løbet af disse samtaler myrder sine samtalepartnere.

Der er noget chokerende i denne blanding af indføling og nonchalant brutalitet – man aner en parallel i Brett Easton Ellis' ”American Psycho”, der udkom året efter – som udgør bogens egentlige gåde.

Også fortælleren bliver optaget af denne "gåde" og assisterer som edb- og informationskyndig politiet i efterforskningen, der dog ender uden resultat. Denne bog er på én gang en stemningsmættet storbyroman og en effektiv provokation, der sætter en række moralske spørgsmål på dagsordenen. I ”Rand” udfoldes et enormt kompleks af problemstillinger, der knytter sig til menneskets forhold til erfaring, sammenhænge, sansning og sprogets formidling.

1990’erne - den store samtidsroman

Med romantrilogien ”Forføreren” fra 1993 (”Forføreren”, 1994), ”Erobreren” fra 1996 (”Erobreren”, 1997) og ”Oppdageren” fra 1999 (”Opdageren”, 2000) har Kjærstad lanceret en ny, stor episk form. Dette romanværk på mere end 1.500 sider er koncentreret om en enkelt menneskeskæbne.

”Jonas Wergeland sad i et studie på Marienlyst, med hovedet bøjet bagover og stirrede op mod en kameralinse over ham, mens han pludselig indså, hvad han hele tiden havde forsøgt i TV-serien, at tænke stort: at fortælle historier, historier som handlede om sprækkerne i tilværelsen hvor kun fantasien kunne trænge ind, ind i dette dunkle område mellem årsag og virkning, hvor også evnen til at vælge værdier, til at se sammenhænge, lå og slumrede.”

”Forføreren”, s. 326.

Jonas Wergeland er søn af den moderne norske velfærdsstat. Han er blevet en helt og en kultfigur i sin samtid ved at revolutionere sin tids store medium, fjernsynet, med en tv-serie om betydningsfulde nordmænd gennem tiderne. Wergeland har gjort fjernsynet til et intenst og vedkommende medium og gjort de betydningsfulde nordmænds indsats til en levende og umiddelbar virkelighed for en tiltagende blind og indolent velfærdsbefolkning. Succesen er den ene halvdel af Wergelands skæbne; den anden er en katastrofe: at hans hustru, den milde og kloge diplomatdatter Margrethe, som hans private univers er bygget op omkring, bliver myrdet, måske endda af ham selv.

Trilogien er et stort anlagt bud på en samtidsroman. Det er et romanværk, der tegner et tidsbillede med kritisk dybde og episk bredde. I stedet for et sammenhængende plot har Kjærstad valgt at fortælle et par hundrede små historie-fragmenter fra forskellige epoker i Jonas Wergelands liv, som bestandig danner nye og overraskende mønstre. Jan Kjærstad søger at give sine læsere et billede af, hvad samtiden kunne være, et billede, med andre ord, der vil afsøge den samtidige virkeligheds ikke-realiserede muligheder.

Hvad er et menneske? Og hvordan hænger et liv sammen? lyder det gennemgående retoriske spørgsmål. De tre romaner er fortalt af tre kvinder med hver deres forhold til Jonas; den første fortæller (hvis identitet først afsløres i den følgende roman) opruller et billede af hans liv, som det tager sig ud i retrospekt, efter fundet af den døde Margrethe. I ”Erobreren” er fortælleren en ny mystisk kvindeskikkelse (hvis identitet igen først afsløres i den tredje roman), der beretter om andre brudstykker af Wergelands liv. ”Går det an at forandre et liv ved at fortælle det?”, spørger hun: ”Kan man se en sammenhæng mellem den forbrydelse, han er anklaget for og hans liv i øvrigt, og kan man derved forandre billedet af dem begge?” I ”Opdageren” er fortælleren ikke længere maskeret; her er hele to fortællere; Jonas’ datter Kristin, der skriver om faren, efter han har afsonet sin fængselsstraf, og ham selv, i et par kapitler der består af de noter, han selv gør, mens han iagttages af datteren.

Romanerne om Jonas Wergeland rummer et utal af små historier fra hans liv – fra hans barndom og opvækst i den socialdemokratiske Oslo-forstad i halvtredserne og tresserne, hans oprørske og flakkende ungdom og studietid, hans projekter, venskaber og inspirationer, hans kvindebekendtskaber, og glimt fra hans karriere, hans rejser i verden og hans tv-produktioner. De tre romaner giver således meget forskellige billeder af Jonas’ liv og skæbne. Dette betyder imidlertid ikke, at de tre romaner konkurrerer om at skabe det sandeste billede af Jonas, men derimod at det sandest mulige billede viser sig netop i pluraliteten og i samspillet mellem de tre måder at fortælle hans liv på.

Alle disse fragmenter bearbejdes i den fortløbende omorganisering af livets kronologiske forløb, og hermed opstår forbindelser og forklaringer, som ikke ville være synlige i en ligefrem fortælling. Romanerne kan siges at være komponeret efter hjulets model. Enkeltfortællingerne repræsenterer egerne i hjulet, som kredser om navet: Mordet på Jonas Wergelands kone Margrethe.

Essayistik

Kjærstads essayistik spænder vidt. Han er til stadighed en ivrig debattør mht. kultur- og samfundstendenser. Han har udgivet flere essaysamlinger i løbet af sit forfatterskab: ”Menneskets matrise” (1989), ”Menneskets felt” (1997), ”Menneskets nett” (2004) og ”Menneskets vidde” (2013). Titlernes fællesnævner: Mennesket, er centralt for samtlige essays, der først og fremmest handler om mennesket og litteraturen. Den anden fællesnævner i titlerne er benævnelsen af en stormasket struktur (matrice, felt, net, bredde), der øjensynligt er metafor for konstruktioner, der gælder for både mennesket og litteraturen. Deraf følger også, at forfatteren kun leverer en skabelon – eller en matrice, et felt, et net – med så tilpas brede masker, at det rummer mulighed for læseren selv at udfylde dem med egen fantasi og fortolkning.

Kjærstad skriver både direkte og indirekte om egne værker og de emner, som optager ham. I essaysamlingerne findes engagerede bidrag til den samtidige litteraturdebat, refleksioner over andre forfattere, der har haft betydning for Kjærstad, og en række af hans tanker om sin egen forfatterpraksis.

Genrer og tematikker

Litteraturen, skriften og det at skrive litteratur er centrale temaer i Jan Kjærstads forfatterskab. Kjærstad fremhæver i sin essaysamling ”Menneskets nett” syv gode grunde til at læse, hvoraf den femte lyder: ”Den mest oplagte grund til at læse mere skønlitteratur er, at gode bøger øger fantasien, vores egen forestillingsevne. Hvorfor? Fordi læseren medvirker i enhver bog.” (”Menneskets nett”, s. 121). I ”Storefjeld” er netop imagination et centralt emne, og i ”Slægters gang” anklages Norge for at lide af en indgroet fantasiløshed.

Kjærstad beskæftiger sig med forholdet mellem litteratur og menneskelivet – litteraturens evne til at åbne og udvide verden og forandre mennesket. Litteraturens opgave er at fortælle om mennesket; fortællinger, som også bidrager til at skabe mennesket. Fantasien er vejen til udvidelse og skabelse af den menneskelige bevidsthed, og for Kjærstad er litteraturen fantasiens materiale, hvorfor den får en særlig betydning.

Kjærstad arbejder meget formbevidst med sine romaner – med at udfordre og bryde med gængse fortælleformer. Hans skrivestil er ofte karakteriseret ved fortællinger i flere lag og rammer. Kjærstads fortælleformer er metalitterære i den forstand, at de søger at bryde med den almindelige opfattelse af hvad ’virkelighed’ er, udvide begreberne for ’det virkelige’ og rykke ved læserens forestillingsevne. Denne udvidelses-tematik gælder også i forhold til menneskets identitet, hvilket for eksempel ses i Wergeland-bøgerne. Her sker der en ”kolossal udvidelse” af forestillingen om, hvad et menneske er. (”Erobreren”, s. 311).

Forholdet mellem fortælling og identitet kommer tydeligt til udtryk: Et menneske består af fortællinger, og kun gennem disse kan et menneskeliv forklares. Identiteten belyses som mangfoldig – hovedpersonen Jonas er både en magisk forfører, en mørk erobrer og en ydmyg opdager, alt på én gang og også meget mere end det. Denne udvidelses-, både-og tematik kan i forfatterskabet ses som en gennemgående mangfoldighedsmetafor, der ikke blot omfatter identiteten men hele virkeligheden.

Kjærstad ridser selv to forskellige projekter eller hovedlinjer op i sit forfatterskab: På den ene side fortællinger om menneskelivet (ud fra de gennemgående spørgsmål: Hvad er et menneske? og hvordan hænger et liv sammen?) hvor f.eks. ”Det store eventyr”, ”Forføreren”, ”Erobreren”, ”Opdageren”, ”Jeg er brødrene Walker” og ”Slægters gang” kan nævnes. På den anden side det, han kalder mere teksteksperimenterende værker, især repræsenteret ved ”Homo Falsus” og ”På randen”. [1].

”Normans område” kan ses som en sammenkøring af disse to spor; en fortælling om menneskelivet, hvor skriften og litteraturen på det tematiske plan kæmper med kærlighedshistorien om hovedrollen.

Kjærstads forfatterskab er kendetegnet ved en stærk tro på litteraturen og den gode historie som bærer af værdier og åbning for nye sammenhænge og muligheder.

Beslægtede forfatterskaber

Jan Kjærstads forfatterskab kan ses i sammenhæng med modernismens brede fokus på skrifttematik og formeksperimenter og brud med traditionelle fortælleformer. Det skrifttematiske og formeksperimenterende kendes f.eks. fra store danske forfattere som Per Højholt, Inger Christensen og Peer Hultberg. En forfatter som Svend Åge Madsen kan i denne sammenhæng nævnes som en nordisk forfatter, der vedholdende og fremtrædende har eksperimenteret med romangenren som form siden sin debut i 1963. Disse nævnte forfattere har, ligesom eksempelvis også den amerikanske forfatter Paul Auster, især et grundlæggende syn på litteraturens uanede muligheder tilfælles med Kjærstad. Litteraturen og skriften har evnen til at udvide, skabe menneskelig erfaring og gøre det umulige muligt.

I dette lys knytter litteratur- og skrifttemaet i Kjærstads forfatterskab sig til en litterær strømning, der i årtier er blevet taget under debat af litteraturen. Tematiseringer af kunstens rolle og udtryksformer hører overordnet moderniteten til. Knut Hamsuns debutværk ”Sult” (1890) er et af Skandinaviens tidlige eksempler på tematiseringen af dette og af at skrive litteratur. Imellem disse to forfatterskaber findes der mange forbindelser, og Kjærstad nævner Hamsun i flere af sine romaner, eksempelvis ”Homo Falsus eller det perfekte mord”.

Kjærstad gør generelt brug af mange litterære referencer til både nordisk og international litteratur og italesætter på den måde inspiration fra andre forfattere og kunstnere. Ved brug af disse referencer henter Kjærstad tematiske og formmæssige medbetydninger, der fortætter og fordobler betydningerne i hans egne værker.