Jon Fosse

Genrer og tematikker

Jon Fosse er en produktiv forfatter, som arbejder i mange genrer – han har skrevet både skuespil, romaner, essays, børnebøger, billedbøger og digte. På trods af forfatterskabets formmæssige diversitet er hans stil meget særegen og genkendelig. Gentagelser af ord, sætninger og motiver samt en forkærlighed for alenlange sætninger præger hans værker, og hans sprog har en særlig rytme, der synes at variere som forskellene i et åndedræt, snart stakåndet og hurtig, snart rolig og afslappet. Det er, som om teksterne med deres talesprog, fyldord, afbrudte sætninger og gentagelser søger efter noget autentisk, et sprog, der ikke er kunstigt, men som kunne blive talt eller tænkt af mennesker. Og så tager hans værker ofte udgangspunkt i det enkelte menneskes følelsesmæssige og eksistentielle konflikter. Der er sjældent mange hovedpersoner i de enkelte værker, og det synes at være de nære relationer som forældre, søskende, ægtefæller og venner, der interesserer ham mest.

En del af Fosses romaner er fortalt med mange tilbageblik, og teksterne interesserer sig tydeligvis for, hvad der sætter hukommelsen i gang hos et gammelt menneske, for hvordan vi husker, og hvordan minder hele tiden fletter sig ind i det liv, et menneske lever.

I sit forfatterskab er Fosse meget interesseret i religion, i religiøse motiver og i, hvordan spørgsmål om tro filtrer sig ind i menneskers liv, i begivenheder og i deres oplevelse af naturen. Som i første del af romanen Morgen og aften, hvor man som læser følger fiskeren Olais tanker, mens hans kone ligger og er ved at føde dem en lille søn. På side 14 står der: “(...) men at Gud bestemmer alt, og at der er en Guds mening med alt hvad der sker, nej det tror han ikke på, så sandt som han er Olai og er fisker og er gift med Marta og er søn af Johannes og nu, i denne stund, bliver far til en lille krabat som skal hedde Johannes efter bedstefaren. Der er en Gud, ja, tænker Olai. Men han er langt borte, og han er helt nær.” Som det bliver tydeligt i dette citat, er tankerne om det religiøse hos Fosse sjældent abstraktioner, men knyttet til helt konkrete situationer og livsbegivenheder, som tvinger karaktererne til at overveje verdens sammenhænge.

Skuespillene er for det meste enkle scener fra moderne menneskers liv. Romanerne udspiller sig til gengæld ofte i Norges randområder, ved havet vestpå, i småbyer, hvor karaktererne lever fattigt som fiskere. Der er altså et vist element af hjemstavnslitteratur over Fosses forfatterskab.

Beslægtede forfatterskaber

Jon Fosses stil er meget egenartet, og hans forfatterskab er i sig selv meget enestående både på den moderne teater- og litteraturscene. Han er ikke en forfatter, der ofte omtales som værende del af en generation eller give udtryk for en bestemt tidsånd. De forfatterskaber, som deler karakteristika, tema eller form med Fosse, er spredt ud over den moderne litteraturhistorie.

En anden norsk forfatter, som deler Fosses motivkreds, er Paal-Helge Haugen. Ligesom Fosse skriver Haugen lyriske beretninger fra livet i de norske småbyer, som i punktromanen Anne (1968), hvor han i malerisk smukke prosastykker beskriver den tuberkuløse pige Annes tilværelse på en norsk gård, og ligesom hos Fosse inddrages bibelen som referencepunkt.

Arbejdet med døden som tema og med religiøse motiver er noget, Fosse har til fælles med den svenske forfatter Pär Lagerkvist. Lagerkvist har for eksempel skrevet en roman om den bibelske figur Barabbas, der ligesom Fosses Andvake benytter et religiøst motiv som grundsten i sin prosa og blandt andet benytter det til at belyse eksistentielle spørgsmål.

Selvom Samuel Becketts scene er gold og replikkerne meningsforladte, og Fosses sprog er ladet med følelser, minder og betydning, har de to dramatikere alligevel flere sproglige stiltræk til fælles. De arbejder begge meget med gentagelser og en art cirkulær replikform, hvor karaktererne hele tiden taler sig selv frem og tilbage mellem de samme erkendelser. Men hvor gentagelsen for Beckett er det, der signalerer meningstab og vanens kedsommelighed i en mere klassisk modernistisk optik, er gentagelsen hos Fosse netop det, der hele tiden skaber betydning og sammenhæng.

Jon Fosses repetitive prosastil har meget til fælles med den østrigske forfatter Thomas Bernhard, som Fosse føler sig beslægtet med, men som han ikke er direkte påvirket af, fortæller han i et interview, hvor han også fremhæver den østrigske digter Georg Trakl som inspirator: “Det er mit sprog og mit landskab. Han er en helt grundlæggende digterstemme for mig, måske den mest grundlæggende.” [2]Peter NielsenBehovet for fred forsvarer jegInformation, 2015-04-18..

Relaterede forfattere