Thomas Bernhard

Genrer og tematikker

Det er nemt at afgøre, om man har med en tekst af Thomas Bernhard at gøre. Ikke alene er hans toneleje og stilistiske kunnen let genkendelige, han bygger også i høj grad sine værker op over samme form.

Lidt forsimplet trukket op kan man karakterisere et klassisk Bernhard-værk således: Det har en kort titel samt i mange tilfælde en analyserende undertitel. Dernæst følger et indledende citat, der ofte er nærmest karikeret sortsynet. Prosaen er tætskrevet med lige marginer og uden afsnit, så det grafiske udtryk, der møder en, når man åbner en roman af Bernhard, er komplet firkantede tekstblokke. Det giver et relativt ’upædagogisk’ udtryk, der ikke efterlader plads til ophold og heller ikke understreger, hvad der tematisk eller scenisk hører sammen, og hvad der er adskilt, men i stedet præsenterer prosaen som én lang ord- og tankestrøm. Dette meget påfaldende (og teknisk svære) stiltræk er tit muliggjort ved hans mest yndede fortælleform i prosa såvel som drama, monologen, som i Bernhards greb bliver til en kværnen, hvor de mindste petitesser og de skarpeste samfunds- og personangreb væves sammen.

Et andet meget påfaldende træk er, at disse monologer, der i stort som småt redegør for den talendes verdenssyn, ofte fortælles til en langt mere passiv tilhører, som er værkets egentlige fortæller – som det for eksempel ses i ”Gamle mestre”, hvor teksten består af fortællerens gengivelse af vennen Regers endeløse meningstilkendegivelser. Det leder til den for Bernhard klassiske sætningskonstruktion: ”sagde han, tænker jeg”.

Den omstændelighed, der ligger i ”sagde han, tænker jeg”-konstruktionen, er sigende for Bernhards generelle toneleje, som via gentagelser af sætningsbidder og tilbagekomster til de samme motiver drevent knevrer derudaf og skiftevis lægger fokus på det skarpt analytiske indhold og udstiller den talendes blinde punkter. Det humoristiske i forfatterskabet er tæt beslægtet med det omstændelige og kommer ind, i og med at teksten af og til, på grund af uendeligt lange sætninger og mange gentagelser, næsten bliver helt umulig. Samtidig ligger det humoristiske i graden af vrede, monologholderne udtrykker, hvor stort set alt bliver lagt for had: det østrigske folk, finkulturen, katolicismen, nazismen, men også folks manglende etikette, æstetik og generelle dumhed, som karaktererne opsnapper hvor som helst.

Med andre ord er Bernhard en usædvanligt konsistent forfatter, der bruger vreden og skuffelsen som drivkraft og vedholdende vender tilbage til de samme emner og det selvbiografiske stof, som han formidler, men samtidigt ironisk udstiller. Hos ham er intet helligt og alt, også smerten og sorgen, kan gøres lattervækkende. Ikke mindst kan de store selvhøjtidelige kunstnere og filosoffer udstilles og gøres patetiske – men samtidig er kunsten og filosofien det eneste tilflugtssted i det i bund og grund ensomme og meningsforladte liv.

Beslægtede forfatterskaber

Bernhard bliver betragtet som en af de vigtigste tysksprogede forfattere i anden halvdel af det tyvende århundrede. En forfatter, det ikke er til at komme udenom, når man ser på Bernhards forfatterskab, er den engelsk- og fransksprogede Samuel Beckett, der blev født i 1906 og ligesom Bernhard døde i 1989.

Beckett, der ligesom Bernhard var både prosaist og dramatiker, var en vigtig figur inden for det absurde teater, en eksistentialistisk efterkrigstidsgenre, hvor fremmedgørelse, sprog og tragikomik fylder meget. De to forfattere kan minde om hinanden i deres desperat skeptiske verdenssyn og i og med, at de på hver deres måde fremhæver sproget i sig selv. Derigennem gør de opmærksomme på, at sproget ikke neutralt kan formidle et på forhånd eksisterende betydningsindhold, men at syntaksen og sproget selv er udtrykket. Som den danske Bernhard-oversætter Søren R. Fauth skriver om Bernhard: ”det retoriske ideal om klarhed er erstattet af det indviklede og idiosynkratiske.” (Søren Fauth: Den furiøse prosa. En meget kort introduktion til Thomas Bernhard. Baggrund, 2014-03-30). Hos begge forfattere finder man også en udpræget undergangshumor forbundet med den store elendighed, mennesker i begge forfatteres optik er underlagt, og en komik, der ligger i sprogets besværlighed.

I Danmark har Bernhards forfatterskab de seneste år fået fornyet opmærksomhed, og både forlaget Sisyfos og forlaget Basilisk har kastet sig over at udgive en række nyoversatte Bernhard-værker. Der er sikkert mange sammenvævede grunde til denne Bernhard-trend, men det er oplagt at se opmærksomheden i tråd med en litteraturforståelse, der har vundet stadigt større indpas de seneste tiår, nemlig en slags nedbrydning af forestillingen om klare grænser mellem virkelighed og fiktion/forestillingsevne. I Norden har for eksempel Karl Ove Knausgård, Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhofs forfatterskaber bidraget til den debat, og i trit med at et nyt litteratursyn vinder indpas, er en række forfattere, som har arbejdet eller levet inden for dette sammenflydende felt mellem liv og værk, blevet ’genopdaget’ – det gælder udover Bernhard for eksempel Tove Ditlevsen og Marguerite Duras – ingen sammenligning med Bernhard i øvrigt. Til sidst er det værd at nævne, at Beckett også i dele af sit forfatterskab arbejdede selvbiografisk.

Relaterede forfattere