BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portrætfoto af Søren R. Fauth
Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Søren R. Fauth

Senest opdateret
  • Redaktionen
    januar 2026
Hovedforfatter
  • Anna Møller
    cand.mag., april 2021

Intro

Lyriker og litteraturprofessor Søren R. Fauth har langt om længe nået et bredere publikum med en nominering til Læsernes Bogpris 2021 for skilsmissedigtet ”Moloch”. Selv siger forfatteren, at det autofiktive langdigt er skrevet ”fra indersiden af eksistensen og skal læses med knoglerne”, og den ærlige undersøgelse af forfatterens eget raseri er – som ”Digt om døden” – skrevet så tæt på sandheden om livet som overhovedet muligt. Med sit lyriske forfatterskab borer Søren R. Fauth sig ned i alt det frastødende – og efterlader læseren med et uforfalsket og rørende virkelighedsbillede.

Baggrund

Søren R. Fauth blev født i Holbæk d. 13. september 1971 som søn af en tyskfødt far, Jürgen, der som ung kom til Danmark som bankmand, og en mor, der arbejdede som frisør. Et års tid efter blev lillesøsteren Mette Christina Fauth født, og hendes tidlige død af lungekræft d. 1. oktober 2009 fylder meget i Søren R. Fauths forfatterskab. Søren R. Fauth voksede efter eget udsagn op i et hjem uden bøger, men alligevel læste hans mor meget, mest krimier, og de to gik på biblioteket og lånte bøger mindst en gang om ugen. Især tegneserier som Lucky Luke, Tintin, Smølferne, Splint og Co., Vakse Viggo, Garfield og Blueberry kom med hjem fra biblioteket – samt humoristiske romaner af Finn Søeborg, som Søren R. Fauth læste alt af som ung. Han holdt også af Enid Blyton, ”De Fem”, Alfred Hitchcock og De tre detektiver – og Leif Panduro og Hans Scherfig. Han siger selv, at han allerede som helt ung læser især var fascineret af: ”Det morbide, det morsomme, det som rev masken af mennesket fascinerede mig, det komiske og absurde ved tilværelsen.” [1]Anna MøllerInterview med forfatteren2021-04-07.

Portrætfoto af Søren R. Fauth
Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix
  • Født

    13. september 1971, Holbæk.

  • Uddannelse

    Cand.mag. i tysk og teatervidenskab som sidefag ved Københavns Universitet, 1999. Dr.phil. i tysk litteratur ved Syddansk Universitet, 2006.

  • Debut

    Universet er slidt. Wunderbuch, 2013. Digte.

  • Litteraturpriser

    Ingen kendte.

  • Seneste udgivelse

    Du skal leve, jeg skal dø. Herman & Frudit, 2025. Digte.

  • Inspiration

    Goya, Alfred Kubin, Otto Dix, Gustav Mahler, Arthur Schopenhauer, Thomas Bernhard, Wilhelm Raabe, Franz Kafka, R.M. Rilke, Ingeborg Bachmann, Ferdinand Celine, Blaise Cendrars, Hiromi Itō og mange andre.

”Jeg taler ikke med nogen/ gider ikke/ hvad skal jeg tale med folk om/ jeg gider ikke engang tale med mig selv/ tænker jeg/ mens jeg automatisk forsvinder ind i en ny (volds)fantasi:/ de sidder der lige nu og nu og nu/ endnu et hemmeligt møde/ dér sidder de og fletter fingre.”

”Moloch”, s. 173.

Efter skolegang på først Tuse Skole og dernæst Stenhus kostskole som dagelev blev Søren R. Fauth i 1990 student fra Stenhus Gymnasium og startede to år efter på Københavns Universitet som tyskstuderende. Senere læste han også teatervidenskab og fik løbende forskellige stipendiater ved tyske universiteter. I slutningen af halvfemserne mødte han den kvinde, han senere fik fire børn og blev gift med – og siden skilt fra. I 2006 blev han dr.phil. ved Syddansk Universitet på en afhandling om filosoffen Arthur Schopenhauer og forfatteren Wilhelm Raabe, og i 2013 debuterede han med digtværket ”Universet er slidt”. Fem år efter udkom ”Digt om døden” og i 2019 ”På Jupiter findes fortiden ikke”. Med skilsmisselangdigtet ”Moloch” fra 2020 nåede han for første gang et større publikum, da bogen blev nomineret til Læsernes Bogpris – en pris, hvor Berlingske Tidendes læsere og folkebibliotekernes brugere stemmer på udvalgte bøger.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Oplæsning fra 2015 af Rainer Maria Rilke (på tysk) og af ”Universet er slidt”.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Tematisk er døden ikke til at komme udenom i Søren R. Fauths forfatterskab. Gennem sine tunge temaer berører hans bøger også svære psykologiske tilstande som angst, afmagt, vrede, jalousi og ensomhed – og psykiske sygdomme som anoreksi.

Især ”Digt om døden” og ”Moloch” lægger sig til rette i genren autofiktion. De to langdigte er beskrivelser af og forfatterens tanker om den nære virkelighed, og det understreges af, at Søren R. Fauth løbende stadfæster tid og sted og på den måde hægter digtene på sit eget liv. Det ene øjeblik er vi på plejehjem eller i Spanien på skriveeksil, hvor jeget forsøger at cykle sig til en form for forløsning, mens han spekulerer over oversættelser, naboborde på restauranter og den kønne spanske sangerinde. Det andet øjeblik er vi i et flashback tilbage i slutningen af halvfemserne, hvor jeget møder sin udkårne.

I kraft af at Søren R. Fauths langdigte lægger sig op ad fortællende prosa, er der som udgangspunkt hverken rim eller rytme i digtene, men derimod brudt linjeskift som i knækprosa. Dog har ”Universet er slidt” enderim visse steder, og rimene binder eksempelvis siderne sammen hen over et sideskift. I ”Digt om døden” og ”Moloch” er indholdet af anekdotisk art som i knækprosa, og deres hverdagsfokus har Søren R. Fauths langdigte også til fælles med knækprosagenren. Det betyder ikke, at forfatteren ikke benytter sig af metaforer eller andre sproglige virkemidler – som på s. 54 i ”Moloch”, hvor skyformationer beskrives som ”dieselblå”, og Søren R. Fauth ender siden med ordene ”aortas knitren”. Visse steder, som på s. 58 i ”Moloch”, optræder også allitterationer: ”strømførende spøgelse/ skinnende sølvkabel”.

Derudover benytter forfatteren sig af et hverdagsnært talesprog, der i ”Moloch” giver plads til latrinære dagligdagsord som ”skide” og ”pisse”, mens ”Universet er slidt” flere steder er anderledes mytologisk og abstrakt. Søren R. Fauth bruger også sproget i et filosofisk perspektiv og illustrerer, hvordan vi taler om de ting, der udgør vores virkelighed. Det giver sig til udtryk i en sproglig opmærksomhed, hvor bl.a. den afdøde søster som oftest bærer det fulde navn ”Mette, min søster, der er død”. Dermed forlader døden hende aldrig, end ikke i hendes navn og tilknytning til fortællerjeget.

Dermed peger Søren R. Fauths prosadigte ikke på sproget ud fra et metrisk perspektiv med eksempelvis rimede vers og faste rytmer, men derimod gennem et filosofisk perspektiv: Hvordan ens erfaringer lagres i vores sprog og vores måde at tale om virkeligheden på.

Beslægtede forfatterskaber

I flere af Søren R. Fauths bøger er der en særlig dedikation til digteren Louise Juhl Dalsgaard (f. 1973). Hun har bl.a. udgivet digtsamlingen ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”, romanen ”Alle dage tilbage” om at miste en veninde og digtsamlingen ”I dag skal vi ikke dø”, der er skrevet i og om coronakrisen i foråret 2020. I de fortællende digte bruger hun et ukunstlet sprog til at beskrive sin hverdag under pandemien: ”min genbo har slået et telt op i sin stue/ jeg bruger dagene/ på at iagttage ham/ det er lidt som at se alene i vildmarken bare i en treværelses med søudsigt/ så henter han kaffe/ så holder han en kikkert for øjet lægger kabale/ taler med fluen på væggen/ så ruller han for/ og jeg er igen alene/ med lidt for lange bryster og nedbidte negle.” (”I dag skal vi ikke dø”, s. 66).

Begge forfattere tematiserer angst, død og spiseforstyrrelse og rummer i deres bøger en følsom årvågenhed. Louise Juhl Dalsgaard har selv udtalt, at hendes krisehåndtering er at skrive, og det samme gør sig gældende for Søren R. Fauth, der gennem sin tematik synes at være drevet af krisens epicentre: Døden, tabet, angsten og skilsmissen.

Søren R. Fauth nævner selv, at hans forfatterskab er bygget på nogle afgørende begivenheder. Hans søsters død og tilværelsens tragiske grund i det hele taget – en livsindstilling, der i følge forfatteren selv allerede begyndte, da han var barn.

Med sit autofiktive fokus er det umuligt ikke at nævne norske Karl Ove Knausgård (f. 1968) og Geir Gulliksen (f. 1963) som beslægtede forfattere. Alle tre har de brugen af patos og til dels den sorte humor til fælles, og deres bøger drejer sig om de personlige kriser: Selvhadet, tvivlen, skilsmissen, jalousien og mindreværdet. Geir Gulliksen fik sit internationale gennembrud med skilsmisseromanen ”Historie om et ægteskab” i 2015, mens Karl Ove Knausgård især er kendt for det selvbiografiske seksbindsværk ”Min kamp”, hvor han hudfletter både sig og selv, sine omgivelser og bekendtskaber.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Digte

Universet er slidt. Wunderbuch
Universet er slidt. Wunderbuch

Søren R. Fauth

2013

Digt om døden
Digt om døden

Søren R. Fauth

Forlaget Vandkunsten, 2018.

På Jupiter findes fortiden ikke. Ekbátana
På Jupiter findes fortiden ikke. Ekbátana

Søren R. Fauth

2019

Moloch
Moloch

Søren R. Fauth

Forlaget Vandkunsten, 2020.

En rejse til mørkets begyndelse
En rejse til mørkets begyndelse

Søren R. Fauth

Turbine, 2022.

Dagene, drømmene
Dagene, drømmene

Søren R. Fauth

Turbine, 2023.

Jeg vender mig om og ser. Ekbátana
Jeg vender mig om og ser. Ekbátana

Søren R. Fauth

2023. Digte og fotos. Fotograf: Lærke Posselt

Du skal leve, jeg skal dø
Du skal leve, jeg skal dø

Søren R. Fauth

Herman & Frudit, 2025.

Du er jo lige her : søstersonetterne
Du er jo lige her : søstersonetterne

Søren R. Fauth

Herman & Frudit, 2025.

Fagbøger

Den sene Nietzsches kultursyn - om den forsvundne Nietzsche
Den sene Nietzsches kultursyn - om den forsvundne Nietzsche

Søren R. og Børge Kristiansen Fauth

Klim, 2023.

Om forfatterskabet

Artikler

En måde at dø døden på inden man dør

Mads Nansen Paulsen

Atlas, 2019-10-09.

Digter og litteraturforsker: ”Man bliver revet fra hinanden, …

Daniel Øhrstrøm

Kristeligt Dagblad, 2020-05-15.

Læsernes Bogpris: Interview med Søren R. Fauth

Rita Jakobsen

Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, 2021-03-12.

Web

Kunstfilm fra 2017 med oplæsning skabt til Søren R. Fauths digtsamling ”Univers…

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Søren R. Fauth

Kilder citeret i portrættet

[1]

Interview med forfatteren

Anna Møller

2021-04-07