Hiromi Itō

Genrer og tematikker

I sin anmeldelse af ”Vildgræs ved flodlejet” påpeger Peter Laugesen i Information, at Hiromi Itōs digte formentlig vil blive læst af og virke anderledes på en japansk læser, der har en anden kulturel forforståelse for de mange referencer. ”(…) indholdet er fuldt af dæmoniske foretagender. Denne bogs magiske Kabukiteater er fuldt af omvandrende døde, af poetiske kamikaze figurer, svedende af muga, som zenbuddhismen kalder den tilstand, hvor jeget, der står i vejen for handling, er brændt væk, så det er muligt at »handle som en død mand«, dvs. uden hindrende binding til noget som helst konventionelt.” [1]Peter LaugesenDen lange rejseInformation, 2018-08-17.. Det traditionelle japanske kabukiteater opstod ved et flodleje i Kyoto i 1600-tallet, men da de kvindelige skuespillere var for vovede og frække, blev det hurtigt lovfæstet, at det kun måtte være mænd, der spillede kvinderollerne. Kabukiteateret er kun en af mange referencer, der forekommer i Itōs digte. Også børnesange og sangskriveren Neil Youngs ”Out on the Weekend” spindes ind i Itōs sprogligt enkle og mundrette prosadigte.

Der er en stærk kontrast mellem det enkle hverdagssprog med simple hovedsætninger og de voldsomme tematikker, hun kaster sig over. Eksempelvis familien og i forlængelse heraf særligt fødsler, fødselsdepression og forældreroller. I ”Vildgræs ved flodlejet” beskrives faderrollen et sted således: ”i min hukommelse, var de folk jeg kaldte far altid sådan, altid ildelugtende som lig, altid lig, tørre og grimme, ude af stand til at gøre noget som helst” (s. 18). Ligesom med fædrene i citatet er Itōs beskrivelser af planter og natur aldrig romantiske og skønhedsdyrkende. Når ikke hun holder sig til at bruge de latinske, videnskabelige betegnelser som Typha latifolia, sammenlignes eksempelvis dunhammerens blomsterkolber med lorte. Det er, som om intet ord er for kontroversielt eller intimt til at kunne optræde i Itōs digte.

Beslægtede forfatterskaber

Med sit bramfrie sprog og interessen for zenbuddhisme har Hiromi Itō mange fællestræk med særligt de kvindelige digtere, der tilhørte den såkaldte beatgeneration i Amerika i 1950’erne. Én af disse, forfatterinden Anne Waldman, har kaldt Itō for en sand søster til beatbevægelsen, på grund af den måde Itō i sine digte hylder kvindekroppens paradoksale kombination af rastløshed og jordbundethed. En problematik som også beatforfatterne Diane di Prima, Janine Pommy Vega og Diane Wakoski har bearbejdet i deres litterære værker.

Både den stramme komposition og kærligheden til flora og fauna deler Itō med den danske systemdigter Inger Christensen (1935-2009), hvis anden digtsamling fra 1963 havde titlen ”Græs”. ”De forsøger begge at fremskrive en poesi, hvor mennesket indgår på lige fod med alt i verden, i en slags kosmisk sammenhæng, hvor alle arter er lige vigtige.” (s. 104) skriver Olga Ravn og Johanne Lykke Holm i efterordet til ”Vildgræs ved flodlejet”.

Den danske oversætter Annette Thorsen Vilslev påpeger i sine oversætterkommentarer, at hun kunne have valgt at oversætte vildgræs med synonymet ødegræs. Havde hun gjort det, ville referencen til den modernistiske engelske digter T.S. Eliots kendte digt ”The Waste Land” (1922, på dansk ”Ødemarken”, 1948) have været endnu mere udtalt. ”Litteraturhistorisk set er græs desuden en fast figur i klassisk japansk poesi, som hos den kendte haiku-digter Matsu Bashō (1644-1694). Og græstropen tages op igen i den moderne litteratur,” skriver Annette Thorsen Vilslev. I Japan er Hiromi Itō også blevet sammenlignet med den modernistiske digter Hagiwara Sakutarō (1886-1942), der introducerede frivers i japansk litteratur, idet de deler en morbid, men samtidig sensitiv stil. Sammenligningen understreger Itōs nøgleposition i nyere japansk lyrik.

Relaterede forfattere