Olga Ravn

Genrer og tematikker

I Olga Ravns forfatterskab er der en opmærksomhed på køn og krop i et både personligt og et samfundsmæssigt perspektiv. Samtidig forfølger forfatteren et tema om former og farver, som ses i bøgernes indhold og sprogbrug samt på bloggens mange fotografier af natur, mønstre, interiør og farver. Grænserne mellem privat og offentlig, social og hemmelig undersøges, og der trækkes på tilsyneladende selvoplevede erfaringer som f.eks. den abort, der flere gange omtales i ”Jeg æder mig selv som lyng” samt erfaringen af at blive mor i ”Mit arbejde”.

Kroppen investerer sig selv i digtene: ”Der er to ting, man virkelig ikke kan slippe væk fra. Den ene er, at man skal dø, og den anden, at man har et køn. Det har været meget stærkt for mig at gøre mig erfaringer, som ligger meget tydeligt i forlængelse af den krop, jeg har. F.eks. det at få en abort, som er så forbundet med det at have en livmor,” siger Olga Ravn i et interview.” [2]Johannes HenriksenAt skrive om ubehaget ved at være sig selvInformation, 2012-01-12..

Kroppens begrænsninger og afgrænsethed er på tale: ”Jeg er på mange måder en moderne mand i mit kvinde, kroppens grænser er hysterisk konkrete” (s. 61). mit kvinde er et typisk eksempel på debutdigtsamlingens mange ugrammatiske konstruktioner, der falder naturligt ind i teksternes i øvrigt anarkistiske omgang med sproget. I ”Celestine” er kroppen bærer af erindring og historie, og samtidig noget, der har sit eget ukontrollable begær. Kroppen er tøjlesløs, trækker slimede spor efter sig og er utilregnelig med sine lus og sin tørre hud. I ”Mit arbejde” er kroppen bolig for et andet liv, og i den forbindes mor og barn fysisk på en lige så gruopvækkende som harmonisk måde.

Genremæssigt er ”Jeg æder mig selv som lyng” omtalt på omslaget som poesi, men teksterne trækker i mange retninger. Bogens første afsnit ’Grammatisk ubehag’ er trykt vertikalt med skriften optrædende på sidens lange led. I lange abrupte sætninger diffunderer et jeg ind og ud af teksten, der består af ufuldstændige sætninger, gentagne og omvendte ord og bogstavrim: ”ha, grådøgns døgnrød, dagdøgn daggrød grådrød, av, ranrød døgnran ranrogn, røddrøms trusserøv i rørblikkets berøring” (s. 10). Digtene kalder på at blive læst op med rytme og lydlig udfoldelse.

”Celestine” trækker på den gotiske roman med sine elementer af kvindeligt begær, genfærd og en utydelig skillelinje mellem denne verden og det hinsides. I et interview i Information siger Olga Ravn om inspirationen: ”I den gotiske roman er det altid unge piger, der ikke ved, hvordan de skal udtrykke deres seksualitet. Det okkulte bliver derfor en måde at udtrykke sin seksualitet og position. Og det giver autoritet og magt.” [3]Emma HoltenFamiliehistoriens spøgelserInformation, 2015-02-06.. I ”De ansatte” bruger Ravn science fiction genren til at sætte tanken og fantasien fri.

Olga Ravn har i en længere periode arbejdet med nordiske trolddomsprocesser inden for flere genrer; i performancegruppen Hekseskolen sammen med Johanne Lykke Holm, i radioserien ”Onde Anna”, med en kunstpublikation og udstilling på KØS, teaterforestillingen ”Hex” og endelig romanen ”Voksbarnet” i 2023.

Beslægtede forfatterskaber

Olga Ravn er del af en forfatterskare, der i deres tekster tager udgangspunkt i en undersøgelse af krop og køn. Hvor forfatterkollegaen Bjørn Rasmussen, der i 2011 debuterede med ”Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet”, mener, at kroppen er et hylster, der kan fyldes med hvad som helst, siger Olga Ravn om kroppen som hylster: ”Kroppen er ikke bare et hylster, som forgår og dør. Kroppen er der hele tiden. Det er bare ikke særlig nemt at finde ud af, hvad der er krop, og hvad der er bevidsthed. Det er totalt viklet sammen.” [2]Johannes HenriksenAt skrive om ubehaget ved at være sig selvInformation, 2012-01-12..

Hos Asta Olivia Nordenhof er der ligeledes en ligefrem omgang med kvindekroppen: ”en aften satte jeg mig på hug på hans bils kølerhjelm og satte med min menstruationsklistrede kusse et aftryk på forruden”, som der står på side 27 i hendes debut ”Et ansigt til Emily” fra 2011. Hanne Højgaard Viemose har også i sin romandebut ”Hannah” (2011) undersøgt, hvordan krop og identitet hænger sammen, og hvor seksualiteten befinder sig. Interessen for begær, krop, køn og identitet er altså på spil i forskellige varianter hos flere yngre, danske forfattere.

Slægtskabet med Tove Ditlevsen ligger lige for, både i form af debutens undertitel Pigesind og i afsøgningen af, hvad det vil sige at være pige, kvinde, mor og kunstner. Ravn læste Ditlevsen allerede i skolen, men var til en begyndelse ikke imponeret: ”Det var de der ’evige tre’ og den slags. Jesus Christ, altså. Jeg synes sgu ikke, det var særlig godt. Men så på et tidspunkt begyndte jeg at læse hendes sene romaner, som bare er sindssygt gode. Vilhelms værelse, Ansigterne, Gift, Det tidlige forår. Jeg forstår ikke, at de ikke er mere kanoniserede. Jeg var helt nede over, hvor fede, de var.” [2]Johannes HenriksenAt skrive om ubehaget ved at være sig selvInformation, 2012-01-12.. Begejstringen for Tove Ditlevsen resulterede bl.a. i, at Olga Ravn på et tidspunkt begyndte at genskrive Ditlevsens debut ”Pigesind” (1939) efter sit eget sindrige bogstavsystem. Herfra udviklede ”Jeg æder mig selv som lyng” sig og blev til den bog, der i 2012 udkom med et motivisk slægtskab med Ditlevsen mere end en formmæssig familielighed.

På sin blog opremser Ravn de bøger, hun har læst eller er ved at læse, og hun fortæller om læseselskabet under udfærdigelsen af ”Jeg æder mig selv som lyng”: ”Da jeg skrev på min bog læste jeg meget i bøger af Gertrude Stein, Ann Jäderlund, Tove Ditlevsen og Unica Zürn. Jeg læste også en del i Den gamle danske cyprianus.” (Interview med forfatterweb, januar 2012).

Under arbejdet med ”Celestine” har Olga Ravn haft bl.a. Sylvia Plath og Tove Ditlevsen med: ”Jeg har været meget påvirket af både Plath og Ditlevsen og deres kvindeskikkelser. Ikke bare fordi jeg kunne spejle mig i dem, men måske især fordi jeg følte, at jeg holdt disse ulykkelige unge kvinder med selskab. At det var under læsningen, at ensomheden blev opløst. Esther i Sylvia Plaths Glasklokken er så ensom. Hun famler i det dybeste mørke, men læseren er der jo sammen med hende,” fortæller Olga Ravn i et interview i Weekendavisen. [4]Johanne MygindBarndommens gade går mellem mor og farWeekendavisen, 2015-02-06..

Relaterede forfattere