Hanne Højgaard Viemose

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
august 2024
Maria Roslev
cand.mag., marts 2019

Hovedforfatter

Maria Roslev
cand.mag., 2011

Forfatteren Hanne Højgaard Viemose skriver råt, usentimentalt, nærværende, sjovt og rørende. Med virkeligheden som motor skriver hun om et rastløst ’jeg’, der forsøger at finde sig selv – eller måske at finde ud af sig selv. Det gælder både i debuten ”Hannah” fra 2011, i den selvstændige opfølger ”Mado” og i ”Helhedsplanen”, der begge er fra 2015, og i den tredje bog i sagaen om Hannah, ”HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas” fra 2019. I alle tre bøgerhele forfatterskabet spejler sproget det retningsløse i hovedpersonens livet. Stilen er derfor fragmenteret, styret af indskud og associationer, og mellem linjerne i Viemoses ligefremme sprog sniger det fortrængte og usagte sig ud til læseren.

Baggrund

Hanne Højgaard Viemose er født og opvokset i Frederikshavn, så hun har ikke kun backpackererfaringen til fælles med sin hovedperson i debutromanen ”Hannah”. Forfatteren boede fra 1977 i Frederikshavn med sin familie, indtil hun ligesom Hannah efter gymnasiet i 1996 rejste down under. Viemose vendte dog hjem igen og tog en uddannelse – først ved Aarhus Universitet og derefter på Forfatterskolen, så hun er både bachelor i Antropologi og Etnografi og forfatter. Hun debuterede med den tilsyneladende selvbiografiske roman ”Hannah” i 2011 – samme år, som hun blev færdig på Forfatterskolen. Debuten blev godt modtaget, og Hanne Højgaard Viemose modtog Munch-Christensens Kulturlegat for den.

”Jeg skulle ikke noget i Australien, ligesom jeg ikke skulle noget nogen steder, jeg havde ingen særlige ideer om, hvad jeg ville med mit liv, bortset fra en forestilling om at være fri, det var noget, jeg havde hørt om.”

”Hannah”, s. 8.

Privatfoto 2018.

Født
21. april 1977 i Frederikshavn.
Uddannelse
Bachelor i Antropologi og Etnografi fra Aarhus Universitet, 2004. Uddannet fra Forfatterskolen, 2011.
Debut
Hannah. Gyldendal, 2011.
Litteraturpriser
Munch-Christensens Kulturlegat, 2011. Montanas Litteraturpris, 2019.
Seneste udgivelse
Surtlas hoved og andre udflugter : guide til Island. Gyldendal, 2024.
Inspiration
Søren Kierkegaard, Pentti Saarikoski, Tjekhov, Patti Smith, Þórbergur Þórðarson, Tove Ditlevsen, Sebald, Strindberg, Christina Hesselholdt.

Måske krævede den autentiske historie 14-15 års afstand for at kunne blive til en god roman. Måske var det livet på barsel, der gjorde tiden som backpacker så tillokkende. Selv siger forfatteren om bogens tilblivelse: ” Jeg tror, at netop det at jeg skrev romanen som nybagt mor med alt, hvad det fører med sig af følelser af fastlåsthed, ansvar og forpligtelser og tanker om stabilitet og retning i livet, gjorde det særligt interessant skråstreg lokkende skråstreg æggende for mig at vende tilbage til min tid som Hannah i Australien. [2].

Livet som mor er omdrejningspunkt i romanen ”Mado” fra 2015, der som debuten også har selvbiografiske træk. Den er imidlertid blevet til under langt mere kaotiske vilkår end debuten, hvilket også spejles i bogens form. Om det siger Hanne Højgaard Viemose: ”I øvrigt var jeg i årene efter min debut med Hannah overvældet af et liv med endnu en graviditet og fødsel, min mand/eks-mands psykiske sygdom, egne sammenbrud, økonomisk usikkerhed, mor til to små børn, og en følelse af et enormt ansvar for min mand/eks-mands velbefindende som sjældnere og sjældnere blev noget velbefindende. Jeg var ret fuld af frustrationer og havde ikke særlig meget tid til at sidde og skrive, så det kom helt af sig selv, det med ikke at skabe en sammenhængende fortælling.” [2].

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Hanne Højgaard Viemose skriver om frihed, rastløshed, moderskab, identitet, kærlighed, ånder, psykisk sygdom, grænseoverskridelser og om livet, når det ramler. I ”Hannah” forbinder hovedpersonen rejsen med frihed, selvom det er tvivlsomt, om hun egentlig bliver fri. Forfatteren lader det helst op til læseren at vurdere, hvordan romanen handler om frihed, men siger dog om temaet: ”…det vil da glæde mig, hvis læseren gider stille sig selv nogle spørgsmål omkring frihed i forbindelse med læsningen, det gjorde jeg selv i mit arbejde med bogen. Hvad er frihed? Bliver man fri – og i så fald på hvilken måde – af at løse sig fra alle nære relationer, praktiske forpligtelser og rejse til den anden side af jorden?” [1].

Rejsen er også et tema i ”Mado”, men hvor den i ”Hannah” er et forsøg på at slippe væk fra noget, er den i ”Mado” snarere et forsøg på at finde noget; det tabte barn, kærlighed, sig selv, frihed – uden at det dog lykkes. I det hele taget er det kendetegnende for forfatterens bøger, at der ikke er noget, der skal gå op. Hun skriver ikke udviklingshistorier efter dannelsesromanens skabelon. Tværtimod, for som hun siger: ”Jeg er ikke nødvendigvis modstander af, at der sker en udvikling, heller ikke til det bedre, med personer i romaner, men jeg er heller ikke nødvendigvis tilhænger af det”. [1]. Viemoses bøger er også kendetegnet ved en særlig sprogtone. Den er direkte, kontant og næsten vrængende. Den hårdkogte tone, der kontrasteres af indholdets følsomhed, skaber en pirrende spænding, hvor ironi og nærvær blomstrer.

Både i ”Hannah” fra 2011, i ”Mado” fra 2015 og i ”HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas” fra 2019 læner forfatteren sig op ad det selvbiografiske, og bøgerne indeholder private farvefotografier. Denne selvudleverende praksis giver i Viemoses tilfælde mosaikagtige fortællinger, der især i ”Mado” og ”HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas” næsten helt bryder sammen. Fordoblinger – ja tredoblinger – af fortællere og bipersoner udfordrer både læserens opfattelse af identitet og trangen til at sætte lighedstegn mellem romanerne og forfatterens liv. Om det autobiografiske siger forfatteren: ” Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.” [2].

Beslægtede forfatterskaber

Hanne Højgaard Viemoses udforskning af forholdet mellem fiktion og virkelighed lægger sig i slipstrømmen på en række andre nutidige skandinaviske værker. Lars Noréns ’En dramatikers dagbok’ og P.O. Enquists ’Ett annat liv’ er svenske eksempler på en subtil form for selvbiografi, ligesom danske Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden” er det. Mest kendt er nok norske Karl Ove Knausgård, der har stor succes med storværket ”Min kamp 1-6”. Det har ligesom Viemoses saga forfatter-jeg’et som centrum for fiktionen. Også tematisk findes der ligheder mellem Knausgårds kæmpeværk og Viemoses forfatterskab.

Den flydende grænse mellem litterær fiktion og den virkelige verden findes også hos danske Suzanne Brøgger. I sin trilogi ”Creme fraiche”, ”Ja” og ”Transparence” bruger hun netop også sig selv som centrum. I alle tre bøger skaber hun en kvindelig hovedperson i sit eget billede, præcis som Hannah, Anne og Hanne skabes i Viemoses billede. Brøggers debutromanen ”Fri os for kærligheden” fra 1973 har tematiske ligheder med Viemoses debut. Brøgger gør oprør mod kærlighedens institutionaliserede former – især ægteskabet. På samme måde gør Viemose oprør mod en konventionel opfattelse af kønnet. Ligesom Brøgger leder hun efter en mere fri og bevægelig opfattelse af køn og seksualitet, hvor der er plads til leg og flydende grænser.

Karen Blixen, Brøggers forbillede, brugte ligeledes sit virkelige liv i romanen “Den afrikanske farm”. Viemose er ikke inspireret af Blixens forfatterskab som sådan, men har alligevel brugt Blixens første sætning som indgang i sin debut. Hun siger: ”Faktisk er jeg aldrig gået rigtig ind i Karen Blixens forfatterskab, jeg husker ”Den Afrikanske Farm” som en god bog og først og fremmest ”Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong” som en rigtig god sætning og begyndelse, men der ligger ikke nogen yderligere hilsen eller reference til Blixen i min første sætning, ud over at jeg havde lyst til at starte lidt ligesom hun gør (…), sådan lige på uden omsvøb eller andre dikkedarer”. [1].

Den første sætning i ”Hannah” lyder: ”Jeg arbejdede engang på en bananplantage uden for Tully i det nordlige Queensland”.