Louise Juhl Dalsgaard

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2026
Anne Vindum
cand.mag., marts 2024

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., august 2023

Samlet set rummer Louise Juhl Dalsgaards forfatterskab historier nok til et helt bibliotek. Hun skriver karakterer og scener frem i digte og kortprosa, og selv hendes romaner er fragmentariske med tableauer frem for episk historiefortælling. Sprogligt er der en munter optagethed af faste vendinger, og så udforsker hun, hvordan erindringen arbejder. Om den kan gælde som sandhedsvidne, eller hvordan man egentlig kan stykke fortællingen om et liv sammen. Det er sårbart og ømt, når hun skriver om ensomhed, spiseforstyrrelse og barnløshed, og der er en nostalgi i de tidstypiske nedslag.

Baggrund

Forfatter Louise Juhl Dalsgaard er født i 1973 og uddannet bibliotekar ved den Danske Biblioteksskole. Hun debuterede i 2011 med digtsamlingen ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”, der i 2014 blev fulgt op af dels den poetiske kortfilm ”Om arktiske heste” og punktromanen ”Til sammen”, der i uddrag er udkommet på svensk under titlen ”Att spela squash i ett rum utan väggar” (2015). I 2016 udkom digtsamlingen ”Det skulle have været en hest”, ikke på bogsider, men på ni badges. Herefter fulgte romanerne ”Det dér og dét der” (2017) og ”Alle dage tilbage” (2019), inden hun vendte tilbage til lyrikken med coronadigtsamlingen ”i dag skal vi ikke dø” i 2020. Hendes to udgivelser fra 2022 er væsensforskellige, men har det gentagende princip til fælles: hvor hver fortælling i den illustrerede ”Det ligner tø” begynder med ”Det ligner…”, er sætningen ”Jeg tænker på…” kompositorisk princip i ”Ting jeg tænker på”. Dalsgaard bevæger sig på den måde smidigt rundt i genrelandskabet, men har sin egen umiskendelige tone og sprogbevidsthed hele vejen.

”Jeg tænker på hierarkier og på, at de findes alle vegne, også når det gælder sorg. Som nu sorgen over en død kanin der er mindre værd end sorgen over en død hund, der igen er mindre værd end sorgen over en mistet slægtning.

Jeg tænker på Poul Thomsens hund, Balder, og på at min morfar flager på halv den dag, den dør.”

”Ting jeg tænker på”, s. 83.

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
1973.
Uddannelse
Bibliotekar, Den Danske Biblioteksskole.
Debut
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk. Jorinde og Joringel, 2011. Digte.
Litteraturpriser
Skulderklaplegatet, 2020.
Seneste danske udgivelse
Skyggehjerte. Grønningen 1, 2026. Roman.

Selv fortæller hun om sin proces: ”Jeg synes nok, at mine tanker og følelser fylder for meget i mit liv. Jeg har stort set altid en indre dialog i gang: Er jeg for meget, for talende, forkert? Det handler grundlæggende om, hvordan mine følelser igen og igen tager røven på mit intellekt. Skriften er så min måde at sige: ’hold nu kæft, Louise’ på. Skriften handler et stykke hen ad vejen om at få ’mig selv’ til at fylde mindre, og skriften til at fylde mere. Lidt modsætningsfyldt kan man sige, at jeg forsøger at lade “et selv” komme til orde frem for “mig selv”. Mine tekster overskriver så at sige “mig selv” og fremskriver i stedet “et selv.” Den transformation er gennemgående for min skrift.” [1].

Dalsgaard har fået tekster trykt i diverse tidsskrifter og bryder med gængse udgivelsesformater, når hun laver film, digte på badges og får tekster trykt på bycykler og muleposer. Endvidere bruger hun Facebook og sin hjemmeside til løbende at publicere nyskrevne tekster. Udover at skrive underviser Dalsgaard i kreativ skrivning og laver arrangementer for Aarhus Litteraturcenter.

Louise Juhl Dalsgaard er bosat i Skanderborg med sin hund Mumrik og sin mand Michael.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Louise Juhl Dalsgaard taler om "Om en hals" i interview med Forfatterweb. April 2024.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Gennem Louise Juhl Dalsgaards forfatterskab er der en vedholdende nysgerrighed over for det at være menneske. Både i egen ret og i relation til andre, som en sansende krop i et nu og med et erindrende tilbageblik på den historie, der skaber en livsfortælling. Ikke mindst tilspørger hun retten til erindring, og om der overhovedet er en gyldig sandhed i erindringerne, for hvem kan afgøre, om man husker rigtigt.

Mange af forfatterskabets karakterer har væsenstræk til fælles fra barndommens lidt ensomme og fantasifulde barn, der ikke føler sig set af sine forældre, til ungdommens smertelige erfaringer i at begå sig socialt, den unge voksnes langvarige spiseforstyrrelse og den voksnes længsel efter at få et barn. Ofte er det lidt aparte personager, der befolker fortællingerne, men de er altid fremskrevet med sympati og forståelse. Samtidig er der mange utrolig kærlige skildringer af forhold mellem børn og bedsteforældre og af det særlige bånd mellem de to kvinder i ”Alle dage tilbage”. I ”Det dér og dét der” giver Dalsgaard nøgternt et indblik i livet med en langvarig spiseforstyrrelse, mens hun i ”Om en hals” fortæller om begyndelsen på den.

Dalsgaard fremskriver et hav af tidstypiske elementer, der har karakteriseret de sidste 50 år i Danmark; fra den hæklede sommerkjole, den gule Sony Walkman og nedlukningen under corona i 2020. Der er en ekstrem detaljerigdom i hendes tekster, og hun sender læseren afsted ind i egne erfaringer og erindringer.

I stedet for at gøre sig i lange episke fortællinger skriver Dalsgaard poetisk kortfattet om episoder, liv og historier i et omfangsrigt forfatterskab, der folder sig ud som et myldrende katalog over måder at være i verden på. Det er ansatser og udsnit, detaljer og registreringer.

Der er en udpræget usentimental omgang med alvorlige ting, og det humoristiske brod giver en menneskelig lethed omkring både sygdom, død og ensomhed. Kendetegnende er det også, at Dalsgaards tekster er åbne og spørgende: ”Mine tekster forsøger sig ikke med svar, men stiller spørgsmål: Jeg henvender mig til verden, ’hallo, hallo’. Min skrift rækker hænderne ud, både som en gestus: ’velkommen indenfor’, men de er også en appel. En appel om at blive hørt, læst, modsagt, whatever. Det er nok dét, der er mit særkende: Henvendelsen. At række hænderne ud, invitere ind, med et håb om at nogen griber de hænder, tager imod.” [1].

Beslægtede forfatterskaber

I ”Det ligner tø” og ”Ting jeg tænker på” bruger Louise Juhl Dalsgaard det samme litterære greb med at lade alle afsnit begynde på samme måde. Det giver en ensartethed i udtrykket, men desto større divergens i indholdet, da den faste form tydeliggør forskelle i fortællingerne. Hun skriver selv i noterne til ”Ting jeg tænker på”, at hun er inspireret af den amerikanske forfatter Joe Brainard (1941-94), der i 1975 skrev værket ”I remember” (”Jeg kan huske”, 2020), der netop også brugte samme erindringssætning som indleder til alle afsnit. På dansk grund har Martin Larsen brugt grebet i sin ”Hvis jeg var kunstner” fra 2010, og Peter Adolphsen har på lidt omvendt vis brugt det i ”Jeg kan ikke huske” (2018) om alt det, han har glemt. I øvrigt gør Peter Adolphsen også brug af de helt korte formater til at fortælle fortættede historier, blandt andet i sine ”Små historier”. Det til tider lidt absurde og detaljerede kortprosaunivers, man kan møde hos Dalsgaard, ser man også hos Peter Seeberg.

Den måde, Louise Juhl Dalsgaard lader detaljer være definerende for både mennesker og relationer, ligner måden, svenske Ia Genberg lader detaljer fortælle historien, som hun gør det i ”Detaljerne” (2023). Her er ingen forkromede overblik over hverken liv eller relationer, men der er bestemte bøger i boghylden, genkommende sætninger og lejlighedsindretning nok til at tegne karaktererne krystalklart op.

Der er også noget, der minder om Helle Helles debut ”Eksempel på liv” (1993), hvor Marianne går lidt ensomt rundt i sit liv, og hvor netop brudstykkerne er det, der definerer sammenhængen. Marianne er også optaget af sprogets faste vendinger og at gøre dem konkrete, hvilket Louise Juhl Dalsgaard også opererer med gennem sit værk.

Andre forfattere, der har skrevet om anoreksi, er f.eks. Signe Maxen i ”Sort galde” (2017), Johanne Kirstine Fall i ”Der er altid nogen at befri” (2017) og Sofi Oksanen i ”Stalins køer” (2011).