Signe Maxen

Emneord:

Hovedforfatter

Karina Søby Madsen
cand.mag., januar 2020

Kroppen er central i Signe Maxens forfatterskab. I debutromanen ”Sort galde” har en ung kvinde besvær med at rumme puberteten, og indgangen til voksenlivet giver benspænd, som indlejrer sig i kroppen som en spiseforstyrrelse. I ”Løberen” er hovedpersonen ulykkeligt forelsket i den unavngivne ’løber’, der symboliserer den perfekte krop, ja ligefrem det perfekte, konkurrencedygtige individ, som står i skarp kontrast til fortælleren. I det hele taget er der meget ungdommelig usikkerhed på spil, og det præsenteres alt sammen i et poetisk formsprog.

Baggrund

Signe Maxen er født i 1992 og opvokset i den sydsjællandske by Næstved som den mellemste af tre søstre. Som barn elskede hun at skabe sine egne historier og at leve sig ind i opdigtede universer. Ja, faktisk begyndte hun at lave bøger, inden hun overhovedet kunne skrive – bøgerne var blot fulde af volapykord. I et interview med Forfatterweb fortæller hun: *”*Jeg tegnede og skrev rigtig meget. Jeg foldede en masse stykker papir og samlede dem til små bøger. Jeg tegnede forside og skrev bagsidetekst, og håndskrevne historier indeni, som jeg selv fandt på. Jeg skrev meget om blomster, superhelte og magiske talende dyr.” [1].

”Jeg afskyr varme. Jeg trives ikke. Jeg føler mig afkræftet og smørdryppende (…) Løberens krop kan tilpasse sig alle klimaer, den er omstillingsparat og fleksibel. Løberens krop er hurtig til at aflæse og mærke, hvad der er bedst for den, hvad der er optimalt for den.”

”Løberen”, s. 59.

Foto: Lea Meilandt / Rosinante

Født
28. marts 1992, Næstved.
Uddannelse
Forfatterskolen, 2018.
Debut
Sort galde. Rosinante, 2017. Roman.
Litteraturpriser
Præmiering af Statens Kunstfond, Årets 10 bedste bøger 2019.
Seneste udgivelse
Løberen. Rosinante, 2019. Roman.
Inspiration
Bjørn Rasmussen, Kirsten Thorup, Helle Helle, Tove Ditlevsen samt japanske tegneserie og tegnefilm (animé-serier).

Da Maxen kom i 7. klasse, stoppede hun dog med at lave historier og fokuserede sin energi på skolen. Efterhånden voksede en samfundsfaglig interesse frem – hun ville forstå, hvordan verden hang sammen – og derfor valgte hun efter folkeskolen at gå på handelsgymnasiet. Hun drømte om at blive samfundsfaglig journalist og søgte efter gymnasiet ind på journaliststudiet i Odense, men blev ikke optaget. Det var måske held i uheld, for i stedet for at storme videre i uddannelsessystemet, tog Signe Maxen et sabbatår, hvor hun igen fik lyst til at skrive og læse skønlitteratur, og langsomt indrømmede hun over for sig selv, at hun gerne ville være forfatter. Hun gik et halvt år på skrivelinjen på Testrup Højskole i foråret 2013, hvilket var afgørende for, at hun fortsatte med at skrive. Hun fortæller: ”På højskolen oplevede jeg, at mine tekster og min identitet som skrivende blev taget alvorligt. Det var rigtig afgørende for, at jeg fortsatte med at skrive.” [1].

Signe Maxen startede efterfølgende på Danskstudiet på Københavns Universitet, og det var i den periode, hun begyndte at skrive på sin debutroman ”Sort galde”. Efter 1,5 år på universitetet tog hun en pause fra studiet og søgte ind på Forfatterskolen, men først året efter blev hun optaget. Da var ”Sort galde” allerede blevet antaget på Forlaget Rosinante.

Signe Maxen bor i København.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Signe Maxen debuterede i 2017 med en tekst betitlet ”Min forfærdelige barndom”, der indgik i forfatterkollegaen Christina Hagens værk ”Jungle”. ”Min forfærdelige barndom” består af en række tekster, hvoraf nogle er skrevet på receptblok – som for at understrege det sygelige. Resten er skrevet som korte dagbogslignende sekvenser, men alle har de det til fælles, at de beskriver et barn i svære og uhåndterbare situationer. Det er eksempelvis barnets oplevelse af en solsort, der er fanget i et jordbærnet, og en tur på toilettet netop som familien kommer og synger fødselsdagssang. Men mest af alt fylder forholdet til moren, som lider af depressioner og gigt, og som lader fortælleren – barnet – få alt for meget ansvar.

Allerede i debutteksten beskæftiger Signe Maxen sig med den tematik, der bliver central i hendes to første værker; nemlig kroppens uregerligheder og uregelmæssigheder, og deraf beslægtede temaer som det syge over for det raske. I ”Min forfærdelige barndom” er det særligt moderkroppens uregerlighed, læseren møder, og den bliver især stærk, fordi den skrives frem med barnets øjne. Teksten er skrevet med et barns blik, hvilket understreges af, at den er fuld af stavefejl og forkortede ord som ’ku’ eller ’sku’.

I såvel ”Sort galde” som ”Løberen” beskæftiger Signe Maxen sig også i høj grad med kroppens uregerlighed, og ikke mindst i ”Løberen” kontrasteres det raske legeme konstant med det sygelige repræsenteret ved Løberen på den ene side, Sara midt imellem og Minna på den anden. Den skrøbelige psyke er endvidere et essentielt emne, som Maxen ikke mindst belyser ved at sætte spotlys på unge kvindelige karakterer, der vakler på vej mod voksenlivet.

I ”Min forfærdelige barndom” introducerer Maxen endvidere svære familie- og søskendeforhold, som tages op igen i ”Sort galde”, ligesom der introduceres en uopnåelig forelskelse – her i form af ”Svømmeren”, der kan ses som en forløber for ”Løberen”.

Skriftmæssigt excellerer Signe Maxen i poetiske, korte afsnit, der vekselvirker mellem tankestrøm og dialog, og romanerne befinder sig et sted mellem kortroman, lyrik og dagbog.

Beslægtede forfatterskaber

Der går en tråd fra Signe Maxens forfatterskab tilbage til Tove Ditlevsen. Begge skildrer de det skrøbelige (pige)sind, ligesom ensomhed, melankoli, sorg og isolation er emner, der går igen hos begge forfattere. Også sygdom er et centralt tema hos begge – ikke mindst er psykisk sygdom et tilbagevendende tema hos Ditlevsen, der særligt skriver emnet frem i romanen ”Ansigterne”.

Psykisk sygdom er for alvor begyndt at få en plads i litteraturen de seneste år, og her kan det være relevant at drage paralleller mellem Signe Maxen og forfattere som Sara Stridsberg (”Beckomberga”, 2014), Bjørn Rasmussen (”Pynt”, 2013), Delphine de Vigan (”Alt må vige for natten”, 2015 og ”Dage uden sult”, 2017) samt Karen Fastrup (”Hungerhjerte”, 2018). I et interview med Forfatterweb fortæller Signe Maxen, at hun er inspireret af Bjørn Rasmussen, og at hun er meget glad for dennes roman ”Pynt”. Inspirationen herfra er da også tydelig, og tematisk hænger den tæt sammen med ”Sort galde”. Begge steder er det et sårbart pigesind, der er i centrum, ligesom anoreksi og traumatiske familierelationer og tab er det.

En anden forfatter, der kan være relevant at sammenligne med, er Amalie Smith. Hendes værk ”I civil” (2012) og Maxens ”Løberen” skildrer begge den glødende forelskelse, ligesom de begge berører forholdet mellem det raske og det syge.

Signe Maxen fortæller til Forfatterweb, at hun tidligere blev inspireret meget af ting, hun læste, men at hun i dag er mere optaget af at se ting. Hun siger:

»Jeg er optaget af at se alt fra film og serier til kollagekunst. Jeg er meget optaget af Japan og japansk kultur og popkultur. Jeg læser mange manga-tegneserier og ser rigtig mange animé-serier – altså japanske tegnefilm som serier. Det visuelle udtryk og de mere modige og syrede historier fascinerer mig. Ikke mindst deres desperate og uskyldige og fuldstændig besatte tilgang til kærlighed og forelskelse. Det inspirerede mig meget til energien og handlingen i Løberen*.”* [1].